Ingredienser
Hyldebærsaft (ca. 1½ liter)
1 kg hyldebær
150 g æbler
4 dl vand
ca. 600 g sukker
saft af en halv citron
eventuelt atamon
Sådan laver du hyldebærsaft:
- Rib de skyllede hyldebær, og læg dem i en gryde.
- Skyl æblerne, skær dem i både, fjern kernehusene, og læg æblebådene i gryden sammen med hyldebærrene.
- Hæld vandet i gryden, og lad det koge, indtil hyldebærrene brister. Hæng det til afdrypning i en saftpose eller i et dørslag med et tyndt klæde i bunden.
- Mål, hvor meget saft der er, og hæld det i en gryde. Tilsæt sukkeret – du skal bruge 400 g sukker pr. liter saft. Tilsæt citronsaften, og giv saften et opkog.
- Skal saften gemmes, kan du med fordel skylle flaskerne i atamon. Hæld saften på flasker, og luk dem med det samme.
SE OGSÅ: Sådan laver du hyldebærsuppe
Hyldebærsaft
HUSK: Spis kun hyldebær (bær fra almindelig hyld med det latinske navn Sambucus nigra), som har været opvarmet. Kog bærrene 15-20 minutter. Det giftige stof ødelægges ved opvarmning.
Hyldebær indeholder nogle naturlige giftstoffer, som i løbet af kort tid efter indtagelse kan give symptomer som opkastninger og diarré.
Kilde: Fødevarestyrelsen
FACTS OM HYLDEBÆR
Hylden er både kendt for sine duftende blomster, som vi bruger til saft i juni, men også for de små sorte bær, der smager skønt i saft og syltetøj.
Hyld vokser vildt mange steder, men der findes flere gode havesorter, blandt andet ‘Sampo’ og ‘Samyl’, og du kan se frem til det største udbytte, hvis du vælger at plante to forskellige sorter.
Bliver busken for stor, kan du sagtens skære den tilbage, så den er i en størrelse, der passer til haven.