Debat: Vi siger JA til at behandle piger og drenge ens
“En verden i blå og lyserød er for trist”
Faktaboks
35 % Ja! Fra fødslen er der tydelig forskel, og det skal man ikke lave om på.
50 % Selvfølgelig er der forskel, men man behøver ikke dyrke den.
5 % Ud over den lille forskel er der ikke den store forskel.
10 % Det er samfundet, der skaber forskellen – børn er jo bare mennesker!
Kilde: 1.323 stemmer på Voresbørn.dk
Familien
Mor: Tilde Schmidt, 33 år, journalist.
Far: Andreas Olsen, 33 år, it-konsulent.
Børn: Eik, 1 år og Sif, 4 år.
Faktaboks
… piger hjælper mere til med pligter i hjemmet? Det eneste, drenge udfører mere end piger, er udendørs arbejde som græsklipning og fejning.
Kilde: Det nationale forskningscenter for velfærd, SFI.
Kønsopdeling er gammeldags
Det danske samfund er sindssygt konservativt, når det gælder køn. Det er, som om det ligger forældre på sinde at få plastret noget lyseblåt eller lyserødt ind over børnene, så snart de bliver født. Så ligger de i barnevognen og er en ‘rigtig’ dreng eller pige. Der må ligge en kulturel tryghed i det. Det er synd og begrænsende.
Det lyserøde helvede hersker
Der er sket et tilbageslag i ligestillingen. I starten af 80’erne var legetøj gult, grønt, rødt og blåt. Masser af pangfarver, som appellerer til alle børn. Nu er legekøkkener lyserøde, for ‘det er jo pigerne, der laver mad’. Giver vi efter for det lyserøde og blå helvede, putter vi børnene i kasser, hvor de ikke kan blomstre og være sig selv.
LÆS OGSÅ: Drenge skal da lege med dukker
Når vi automatisk køber sminkesæt til vores døtre og byggesæt til vores sønner, giver vi dem forskellige forudsætninger for at lære og leve, selv om begge køn jo skal kunne udføre alle funktioner i samfundet.
Modvægt er nødvendigt
Vi vil give vores børn mulighed for at dyrke deres egne præferencer. Det kan de kun, hvis de bliver præsenteret for forskellige ting. Opdelingen er massiv omkring dem, så vi er nødt til at afbalancere. I legetøjsbutikkerne styrter Sif mod det lyserøde; vi vil gerne have hende igennem resten af butikken også. Sidst tog hun noget modellervoks, og vi tænkte ‘yes! Fedt, vi ikke kom hjem med en Barbie!’.Vi vil give hende power og vise hende, at hun ikke blot kan være fin, men også sjov, stærk og fantasifuld. Eik bliver styrket i at være, som han er – følsom, omsorgsfuld. Han har for eksempel ikke kun bøger om køretøjer, men også piger, drenge og dyr.Kampen skal tages
Vi kan frygte, at vores børn bliver udelukket, fordi de ikke følger normerne. Da Sif var to, var der en pige, som ikke ville lege med hende, når hun havde bukser på. Hun blev også drillet, da hun valgte en piratcykel. Vi kom i tvivl, om vi havde ‘hjulpet’ hende med valget – vi foretrak, at hun tog den, velvidende at den lyserøde med blomsterkurven ville give mere street credit. Men hun stod fast.
LÆS OGSÅ: Debat: Vi siger NEJ til at behandle drenge og piger ens
Hvis Eik vil have en lyserød cykel, får han én, også selv om han bliver drillet. Det er okay at være anderledes. Har han styrke og selvtillid, vil det ikke gå ham på, at nogen synes, han har en pigecykel.
Brug hele paletten
Vi siger ikke, at køn er ligegyldigt. Sif har både sit lange, lyse hår og sin prinsessekjole – og sin cowboyhat og en maskinpistol. Der er så mange farver i paletten – både konkret og overført – og det er trist og snævert at male en verden for børn, der kun er blå og lyserød. Vi vil gerne give vores børn selvtillid. De må ikke på forhånd tænke, at der er noget, de ikke kan eller bør.