"Når håbløst gammeldags bliver moderne igen..."

Min mand er 8 år ældre end mig på dåbsattesten, men 20 år yngre i sindet. Jeg blev født som en evig 72-årig, hvor min mand, når han rammer de 80, stadig vil virke som en frisk fyr på 27 år. Af samme grund har jeg en tendens til at få meget gamle venner (tre af mine bedste er tættere på 75 end på 45), mens min mand ofte falder i god snak med skibumser og mountainbikere på 25 år. Og det var netop, da hans nyeste skivenner, Mads og Nikolaj, besøgte os, at jeg opdagede, hvor gammel min mands kone egentlig må virke.

LÆS OGSÅ: Hvornår stopper fermenteret kål og brætspilscaféer med at være så moderne...

For det første elsker jeg fortsat printede magasiner og aviser og vil allerhelst skrive til dem. Jo, jo, jeg ved det godt. Digital er fremtiden, alle læser på deres telefon, og i øvrigt skal du helst skrive i formater, der ikke overskrider et enkelt ”scroll” på telefonen. Men det interesserer mig ikke. For jeg kan ikke ryste den forskning fra Harvard, Princeton og sågar Aarhus Universitet af mig, der bekræfter min egen antagelse: Skærme gør os til dårlige læsere. Lektor i biologisk kognition, Theresa Schilhab, der forsker i digital læsning, siger: 

”Hvis man er under tidspres, f.eks. under en eksamen, så læser man mere overfladisk. Det er ikke så overraskende. Men selv hvis man ikke er under reelt tidspres, lader det til, at læsningen alligevel bliver mere overfladisk og mindre dybdegående på en skærm. Det skyldes blandt andet, at vi har vænnet os til en høj grad af ”alertness”, at vi er på vagt, når vi læser på skærm, fordi vores hjerne har lært, at den når som helst kan blive forstyrret og sendt i en anden retning. Det skaber en bevægelse væk fra det, der skulle binde opmærksomheden, nemlig læsningen”.

Hun konkluderer, at fordi vi læser mere og mere på skærm, så bliver den overfladiske læsning normen frem for undtagelsen. Og derfor insisterer jeg fortsat på fordybelsen. 

LÆS OGSÅ: Tine Høegs favoritdigte "er enkle og kloge og får mig til at føle mig mindre alene"

Og jeg tror, at den vender tilbage. For hvis vi kigger på mængden af informationer, vi bliver ramt med dagligt, som vi IKKE har brug for, så er det ikke noget under, at vores hoveder bliver stressede og vores sjæle deprimerede. 

Jeg har masser af respekt for alle de talentfulde mennesker, der har gjort deres digitale persona til en decideret levevej. Men jeg kan slet ikke ønske mig deres arbejdsdag. Jeg har aldrig drømt om at være influencer, iværksætter eller #ladyboss. Tværtimod. Lige nu lever jeg drømmen, når jeg får lov til at sætte mig ind i et andet menneskes situation, en problemstilling, researche et emne i dybden og derefter omsætte det til ord på, ja, ægte papir. Og når jeg ikke arbejder på artikler, skriver jeg på noget så oldschool som en bog og dagdrømmer om de jobs, jeg også håber, at fremtiden har i vente til mig. 

Nej, det er hverken titlen af selvhjælpsguru eller designer af veganske sneakers, der får mit hjerte til at hamre hurtigere. Jeg vil gerne være præst og højskolelærer. Fancy. 

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Men måske er min indre stemme slet ikke så tosset. For hvis 00’erne og 10’erne har lært mig noget, så er det, at trends forsvinder lige så hurtigt, som de opstår. Og bare fordi de ser flotte ud på billeder på en skærm, er de ikke nødvendigvis klædelige til alle kroppe eller sunde for alle sind. 

Men livsdrømme derimod. De ændrer sig sjældent. Så uanset om mine håbløst gammeldags ønsker bliver moderne eller ej, har jeg tænkt mig at forfølge dem. Hvilken u-trendy vej har du i tankerne at gå – og skal vi følges ad?