Klumme: Hvornår stopper fermenteret kål og brætspilscaféer med at være så moderne...

Det trender at leve ligesom mormor. Dét, som nogle kalder Old Age Pensioner, forkortet OAP’ster. Altså én, der ikke er pensionist, men som lever efter den traditionelle mormors dyder. Jeg tænkte tidligere, at dillen nok gik i sig selv igen, lidt ligesom de der træpinde i dyre burgere. Men tværtimod har det udviklet sig til en bølge af fermenteret kål, brætspilscaféer og artikler om folk, der har fundet lykken og fællesskabet lige dér i en nedlagt mølle, som de har shinet op med ting fra den lokale genner.

Jeg er presset. 

Kan mægtig godt lide idéen om et mere miljørigtigt, roligt, struktureret liv i solide fællesskaber, men jeg kan ikke leve op til livsstilen. Lad mig begrunde hvorfor.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Løbeturen begynder og slutter på de sociale medier"

Fællesskabsorienteret: Engang skulle jeg lave en artikel om et lille samfund, og beboerne fremhævede ”at her føler man sig aldrig ensom. Naboerne kigger hele tiden forbi – ja, vi låser jo ikke døren her”. Jeg sagde, det lød herligt. Indeni græd jeg ved tanken om at bo et sted, hvor Jytte og Jens stod med hjemmebagt kage midt i min stue, mens jeg var i osteklokke-humør. Eller var nøgen og ubarberet. Hvilket fører mig videre til næste punkt:

Landlig: Nature calls, men ikke på mig. Hvis jeg skulle overleve af det, man kan finde og fange, så ville jeg blive meget tynd. Eller dø af forgiftning. Desuden har jeg det bedst, når alle andre dyr end kæledyr kun optræder i fjernsynet. Jeg er eksempelvis irrationelt bange for haner, hvepse, krabber, hugorme og alt for meget fred ad gangen. Jeg holder af byens lyde: Måger, biler og bøvsende fulderikker.

Genbrugsmindet: Til nytår ville jeg have lavet en hat til min datter af brugt gavepapir og pap. Tanken om, at hun mødte op til nytårsfest med en eksploderet Zalando-kasse på hovedet, mens de andre børn havde købte hatte med metal-blingbling på, fik mig fra den idé. Jeg er bare ikke stærk nok til at
være first mover på mine børns vegne. Tøj og møbler prøver jeg at købe brugt, men problemet
er, at jeg (også) er indretningshæmmet. Den der skæve, charmerende stol fra Blå Kors pynter mere i mine drømme og i boligmagasinerne end i virkeligheden. Og jeg forstår ikke, hvor OAP’sterne finder det der lækre genbrugsguld blandt Madam Blå-kander, jordslåede nattrøjer fra Bilka og messingstager. 

DIY-type: Det er omtrent fem dage siden, jeg googlede, hvad fermenteret betyder. Dét og hjemmesyltning lyder ærlig talt lidt farligt for mig. Jeg er dybt urbaniseret og stoler ikke på
mine egne sanser. Jeg skriver dato på alt brød med tusch (fordi jeg utålmodigt smider de der besværlige, hvide lukkedimser med datomærkning ud). Har ingen idé om, hvor lang tid hjemmesyltede rødbeder eller fermenteret kål kan holde sig. Det plejer madindustrien at fortælle mig. Industrien producerer mad under kontrollerede forhold, og jeg spiser. En arbejdsfordeling, jeg er ok med.

LÆS OGSÅ: ”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Rolig: Jeg finder indre ro og kan sagtens mærke mig selv, mens jeg er i bevægelse, f.eks. på løbe-ture, eller når jeg stener over vasken, mens jeg skræller kartofler. Jeg har prøvet at være på mindfulness-kursus, hvor jeg skulle lære at mærke mine fodsåler. Eller spise en rosin så langsomt, at jeg ligesom sansede dens struktur og smag. Jeg kom af gammel vane til at sluge de første tre. Og aldrig har jeg været så stresset i mit liv, som da jeg skulle foregive, at det gav mig indre balance at tygge ti minutter på den fjerde. Meditation er jeg heller ikke for god til. Foretrækker – og tager – hellere en middagslur; en såkaldt morfar … 

Det sidste gør mig lidt OAP’ster-tjekket, men jeg ved det godt: Jeg dumper mormor-testen med et brag.