"I første omgang gjorde det mest bare lidt ondt på forfængeligheden..."

Jeg blev kaldt en gammel idiot forleden.

I første omgang gjorde det mest bare lidt ondt på forfængeligheden, eftersom jeg i en alder af 41 vel stadig er at betragte som en UNG idiot lidt endnu, men det viste sig, at min 20 år yngre kvindelige kollegas syngende verbale lussing midt i køen til iskiosken i mindre grad handlede om min egentlige alder og mere om, at enhver, der mener, at folk burde finde noget vigtigere at gå op i end at lade sig krænke over navnet på en chokoladeovertrukket flødeis, i hendes øjne var lige netop dét: en gammel idiot.

Min manglende – og således problematiske – holdning til eskimo-isens åbenbart racistiske herkomst reducerede mig i hendes optik til endnu et røvhul i en endeløs række af privilegieblinde røvhuller, som insisterer på retten til at bakke baglæns gennem livet med 180 i timen uden tanke på, hvem eller hvad der måtte komme i klemme i alle vores blinde vinkler.

LÆS OGSÅ: Søren brølede højt midt på græsplænen og følte sig pludselig som den mand, han burde være...

En ret voldsom anklage fra en 22-årig, især taget i betragtning, at den slags hidtil har været forbeholdt jer, der skændes med fremmede mennesker på Facebook, hidsige politikere fra den yderste højrefløj og andre fjolser med wi-fi.

Min første indskydelse er at skrive, at hun selvfølgelig tager fejl, og at jeg er så langt fra at være fordomsfuld og intolerant, som man overhovedet kan komme.

Jeg er sgu da godt opdraget, vokset op i et hjem fyldt med kærlighed, forståelse og tolerance, hvor mor læser Politiken, og far stemte på Anker Jørgensen.

Jeg betaler min skat og sorterer husstandens affald med glæde og kan endda finde ud af at flette rigtigt, når der er vejarbejde på motorvejen. Ikke ligefrem psykopatmateriale, vel?

Men hvad nu, hvis hun har ret?

Er min indre, slumrende boomer alligevel begyndt at blomstre her i forårssolen, klar til at springe ud i al sin sprudlende, snæversynede og selvhævdende pragt hver gang, jeg får rodet mig ud i diskussioner om strukturel-racistiske flødeis, heteronormative kønsstrukturer, kulturel appropriation, og hvad mine yngre og langt mere woke medmennesker ellers går rundt og hidser sig op over, så snart de ser chancen?

Se, allerede dér lyder jeg som en gammel nar, jeg kan jo godt selv se det, men for hulen, jeg er vokset op i 1990’erne, hvor vi hørte Tæskeholdet og så The Simpsons og heppede på Dylan og Brandon, mens de bollede sig gennem det halve af Beverly Hills uden altid at have styr på samtykkeerklæringen.

Meget kan man sige om min årgang, Generation X’s sidste kræmpetrækninger, men videre sarte og tyndhudede har vi aldrig været. En egenskab, jeg har holdt fast i med en vis stolthed.

Lige indtil jeg fandt ud af, at den åbenbart kan give mig ballade med 22-årige kolleger.

LÆS OGSÅ: Når dødsangsten banker på: "Sidste uge skete det hele to gange..."

Så nu sidder jeg altså fast i dette boomer-limbo, hvor jeg på den ene side er for gammel til at gide indordne mig under yngre generationers frelste og pedantiske verdenssyn, og for ung til alligevel bare at blæse højt og flot på, hvad de føler.

Fastgroet i nogle holdninger, forandringsvillig i andre.

Jeg retter ind, når praktikanterne fortæller, at mine stramme jeans har været yt i flere måneder, men beder dem til gengæld om at slappe lidt af med konstant at anklage os VOKSNE for at være roden til al verdens elendighed.

Frem og tilbage, altid med fare for at blive kaldt et gammelt røvhul. Og altid med frygten for egentlig at være ligeglad.