"Allan er begyndt at knalde rundt med kontorets nye studentermedhjælper..."

Jeg brøler højt og mægtigt af det gennemhakkede buskads, der ligger spredt ud over græsplænen. Det har taget hele weekenden, tre forskellige spader, en økse og en mulig forstrækning i røven at grave resterne af konens syren op, men nu er den sidste rod endelig hakket over.

Jeg har sejret, ikke blot over en busk, men også over mit eget maskuline mindreværdskompleks.

Lige her, på en råkold eftermiddag, føler jeg mig pludselig som den mand, jeg burde være. Stærk, frygtindgydende, jord under neglene, sved på panden, hår på brystet og ild i blikket. Sådan en, der råber af haveaffald, så fuglene skræpper, og naboens hunde gør i vilden sky.

Men brølet fortager sig hurtigt i den kølige forårsbrise, og det samme gør effekten af mit maskuline fix.

Tilbage er blot et dumt hul i græsplænen og en følsom og blød mand på snart 42, der så gerne vil være "en rigtig mand", men nok aldrig bliver det.

Ham, der engang har været helt nede med stress og går til psykolog, når der er rod i selvforståelsen, og egentlig hellere vil have lov til at være lidt grådlabil, når han drikker øl hos naboen, frem for død og pine altid at skulle forholde sig til gas versus kuglegrill og den slags.

LÆS OGSÅ: Jesper Wung-Sung: "Det var min første selvstændige beslutning"

Jeg børster lidt jord af min klassisk maskuline skovmandsskjorte, håndsyet i en træhytte i Oregons dybeste skove. Mine bukser er af japansk denim, skabt til mænd, der roder med motorcykler, og mine støvler bygget til at krydse Alaska i rasende snestorme, men ved nærmere eftersyn må jeg dog til min store fortrydelse konstatere, at jeg stadig bare er på Amager i let sludregn og åbenbart heller ikke har nogen motorcykel, jeg kan rode med. Lånte fjer i bæredygtig bomuld og slidstærk denim.

Måske er det bare sådan her, det føles, når man bliver voksen, børnene bliver store, og parforholdet bliver lidt slapt i elastikken efter mange års daglig brug. Så skal manderollen redefineres og maskuliniteten refinansieres, for nu kan afkommet pludselig holde sig selv i live uden hjælp, forsørgerrollen er for længst ofret ved ligestillingens alter, der er ingen verdenskrige at udkæmpe, og der er minimum seks måneders ventetid på et introkursus til kitesurfingklubben.

Det er her, vi mænd begiver os ud i et identitetsmæssigt ingenmandsland, hvor vi famler rundt efter nye måder at være mænd på.

Christian har fået en lynhurtig Audi, som dog har vist sig kun at have bagsædeplads til halvdelen af ungerne, hvilket jo ikke er videre praktisk, Magnus har fået en tatovering, men først efter at have spurgt konen om lov, og Allan er begyndt at knalde rundt med kontorets nye studentermedhjælper.

For et par uger siden så jeg sågar to nydeligt klædte midaldrende mænd, der var ved at komme op og slås i køen til bilvasken. Alt tæller åbenbart i jagten på det næste maskuline fix.

LÆS OGSÅ: Klumme: (En der kunne være) din mor arbejder her faktisk

Jeg bliver siddende ved hullet lidt endnu. Forsøger at trøste mig ved tanken om, at verden trods alt nok har mere brug for bløde mænd, der tager på barselsorlov med børnene, end brølende mænd, der råber af huller i haven og slås ved vaskehallen.

Men netop som jeg tænker, at det måske er på tide at forlige sig med livet som blød mand, stikker min kone hovedet ud ad vinduet og spørger, om jeg ikke også tager bambusbusken, når jeg nu alligevel er i gang?

Selvfølgelig skat, siger jeg. Og mærker brølet komme helt nede fra dybet.