Kunstneren Evren Tekinoktay: "Jeg synes, livet har været ubegribeligt syret de seneste par år"

Evren Tekinoktays københavnerlejlighed fungerer som et skjold mod verden. Hoveddøren agerer si, og det er kun god karma, der får lov til at komme ind over dørtrinnet og drive rundt i værelserne. I køkkenet drikker hun kaffe og ryger cigaretter. Hun starter i vindueskarmen med åbent vindue mod gården og ender med at sidde i en af de røde stole ved det lille spisebord. I stuens sofa læser hun bøger, ved det lange spisebord laver hun kollager, og i sengen stener hun. Børnene, Dora på 11 og Yunus på snart 18, har hver deres værelse.

Evren flyttede ind i lejligheden for to et halvt år siden. Hun blev skilt fra børnenes far, som hun havde været sammen med i 18 år, og hun havde brug for netop dét, stedet her kunne give hende.

– Viben er ærlig og ren. Det er en rigtig, rigtig gammel bygning, og i de næsten 300 år, bygningen har eksisteret, har der sikkert også boet røvhuller her, men jeg tror nu alligevel, at der sætter sig en grundstemning i murene, og den her er virkelig rar.

Det er ikke kun lejligheden, der rummer en udtalt energi. Det kan godt være, at Evren selv siger, at hun er træt. "Livet er pænt pakket. Det er fuld skrue at være fuldtidsmor." Men hun er også flyvende. "Lige nu går det meget godt. Jeg har det faktisk rigtig godt!" Hun nikker, længe. Ikke for at overbevise sig selv, men for at forlænge følelsen. Følelsen er ikke ny, hun har kendt til den gennem et par år, men den har momentant været afløst af følelsen af knytnæveslag.

– Jeg synes, livet har været ubegribeligt syret de seneste par år. Det har krævet en næsten bizar humor at gennemleve og krævet en kondi som en maratonløber at følge med.

Et gammelt diner-bord med stearinlys, der ikke når at samle støv. Foto: Josephine Lochen.

Evren taler om tiden efter bruddet med sin eksmand. Egentlig har hun ikke lyst til at vade mere rundt i det, der var engang, og hun har på ingen måde lyst til at gå i detaljer. Men når nu det er den begivenhed, der har været mest skelsættende for hendes voksenliv, er det uundgåeligt ikke at berøre det. Det skal ikke handle om hvorfor, og hvordan det foregik. Det skal handle om Evren. Om hvordan hun har oplevet et brud, og hvad det har gjort ved hende.

– Når nu det ikke kunne være anderledes, at jeg har været igennem den oplevelse, og jeg har kunnet løfte mig selv og mine børn igennem den bedst muligt, er jeg så glad for det liv, jeg har i dag og skaber for mig selv og for mine børn. Jeg har ro og er mit helt eget sted, hvor jeg gør, hvad jeg har lyst til. Jeg skal ikke længere indordne mig og gå på kompromis. Christ altså! Jeg stornyder det! Hold nu op, hvor er det fedt at være fri! Det har været en udrensning af dimensioner på alle planer.

LÆS OGSÅ: Chief 1: "Det var fuldstændig forfærdeligt pludselig at være sådan en mand, der bryder sin familie op"

Kvindebanden fra Istanbul

Træerne vokser ikke ind i lejligheden. Det er ikke kun happy days.

– Skilsmisser har så store omkostninger for børn. Dem skal man eddermame værne om og passe på. Det må være den første og fornemste opgave for enhver forælder, og det skylder man dem big time. Man kan ikke tillade sig at have hovedet oppe i egen røv.

Rollen som mor har hjulpet hende med at finde styrke.

– Da jeg var yngre, var jeg mærket af angst, og i forvejen er jeg hypersensitivt anlagt. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at jeg var bygget af et skelet, der kunne blive ved med at stå og klare, hvad jeg har klaret i forbindelse med så fundamental en rotation af min virkelighed. Jeg havde ikke fantasien til at forestille mig den vildledelse og fremmedgørelse, som jeg har befundet mig i. Men som mor har du ikke råd til at lægge dig ned og dø, når livet er delirisk og grimt. Hvad skulle der så ske med dit kæreste eje; børnene? Nogle vælger offerrollen...

Men ikke dig?
– Nej. Evren Tekinoktay ryster på hovedet. Slet ikke.

– Jeg tror ikke, der er noget menneske på denne her jord, der skånes for at gå igennem en eller flere tragedier på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er ikke, fordi jeg vil kalde min skilsmisse en tragedie. Men der er noget basalt tragisk i at opdage, at din virkelighed viser sig at være en absolut anden, end du troede, den var. Jeg var nede og skrabe bunden, som er tilfældet for ethvert sammenbrud af en familie. I starten var det en uoverskuelig størrelse, og den syntes slet ikke til at overkomme, men jeg rejste mig sindssygt hurtigt i forhold til det scenarie, jeg befandt mig i, siger Evren. Der er mere.

– Selv når ting føles allermest vanvittige i livet, står du med et valg og et ansvar for dig selv og for dine nærmeste. Det valg handlede for mig også om, at jeg nægtede at se på verden med et olmt, nihilistisk og tillidsforladt blik. I stedet tænkte jeg; "Okay, trods livets ulidelige tests er jeg intakt i min kerne og i mine værdier, jeg har en rimelig cool moralsk forståelse og en sund fornuft – det er det allervigtigste for, at jeg kan hjælpe mine børn igennem dette. Lad andre mennesker være andre mennesker." I sidste ende har du kun dig selv og dine handlinger at falde tilbage på, og de handlinger kommer i den grad også til at male dit eftermæle som menneske hos dem, der kender til dig og indser, hvilke partikler din sjæl egentlig består af.

Efter sine to udstillinger i London og Istanbul ved Evren ikke, hvad der skal ske. Men der dukker altid noget op. Foto: Josephine Lochen.

Hvor kommer den styrke fra?
– Jeg har kærlige og meget elskværdige nære venner og så har jeg min familie, hele kvindebanden nede i Istanbul. Jeg har helt klart min fighterånd fra dem. "Man lader sig ikke kue af modstand, og hvorfor dog af en mand!" Det er den attitude, de har. Det er ikke, fordi de ikke respekterer og ikke elsker mænd, eller jeg ikke kan elske mænd, eller at min familie udelukkende består af overlegne kvinder og slatne mænd. De har bare en kæmpe selvrespekt og er grundfeministiske i deres sjæl. Du kan ikke styre alt, hvad der sker i livet, men uanset hvad der sker, og hvad du måtte begære og drømme om at få fingrene i så for fanden da, have some class! Grådighed er sgu så svagt begavet og evneløst. Jeg kan sagtens forstå, at man får lyst til at gå fucking amok over tilværelsen nogle gange, når den faktisk er urimelig, og gå linen ud. Men værdighed er i sidste ende det, der gør, om du passer på dig selv og på andre. Og om du bærer dit skelet, og om dit skelet vil bære dig nok til, at det mest uudholdelige, kan udholdes.

Evrens skelet bar hende.

– Det er ikke, fordi det ikke har været sindssygt at komme igennem. Det har været som at befinde sig inde i et sydende, men også komisk Salvador Dali-maleri. Vildt og sindssygt. Det kan jeg også mærke nu, når vi taler om det. Evren lægger begge hænder på maven og trækker vejret et par gange. "Det har været voldsomt."

– Psykologisk set synes jeg, det har været mega interessant, og jeg har gjort en del ud af at mærke efter og acceptere, at vi som mennesker hele tiden er i transit. Du føler én ting nu, og om et par timer kan det være lidt anderledes, og samtidig skal du forsøge at bevare et nøgternt overblik som en ørn, der driver over et hav. Heldigvis behøver du ikke handle alene på dine følelser! Dit mentale væv består af flere lag, også af din fornuft, og det bør du virkelig påskønne!

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det"

Så er der alligevel grundfølelsen, der stadig præger hendes liv.
– Jeg var euforisk over min nye frihed, da den indtraf! Som en teenager, der flytter hjemmefra! Da dagen kom, hvor jeg lukkede døren fuldstændigt i til mit gamle liv, tænkte jeg: "Fuck, hvor bliver det dog fedt." Min veninde, der har været med mig hele vejen, stod foran mig og græd, hun syntes, det var sørgeligt og tragisk. "Hvorfor græder du? Det er nu, det her eventyr begynder. Det er nu!" Og så satte jeg nøglen i den nye dør. Siden har jeg været pisse taknemmelig og forelsket i mit liv. Jeg ville gå igennem det hele en gang til for at opnå det, jeg har i dag; mine børn, der er oven vande igen, min frihed, et virkelig rart helle og en super sød kæreste. Evren har været sammen med sin kæreste i halvandet år.

Nyt og gammlet blander sig i lejligheden. Installationen er Evrens eget værk. Foto: Josephine Lochen.

Hvordan tør du stole på kærligheden igen?
– Man skylder kærligheden at stole på den. Hvis ikke du tør give dig hen til kærligheden, fordi du er blevet svitset før, er du først straffet. Du er nødt til at vove pelsen, og hvis jeg på guddommelig vis møder en, der er total vild med mig, og jeg er total vild med ham, skulle jeg så holde igen? Fordi en anden har gjort mig ondt? Nej. Det kommer ikke til at ske. Så bliver jeg et offer, og det ligger bare ikke i mit dna. Det er livet for smukt til.

Det smukke liv skal bruges klogt.
– Jeg skal hygge mig og nyde dette liv sammen med dem, jeg holder af! Det lyder så enkelt, og jeg ved, at det ikke er nemt. Men det er sådan, jeg har det. Livet har i de seneste par år været fuld af en næsten tragikomisk støj.

Et kollageliv

Evren har været en del af følelsesregistret igennem. Da hun var 16, fandt hun sin far død i den lejlighed, de boede i sammen med hendes mor. Dengang var der ikke noget, der hed krisehjælp.

– Det var bare op på hesten igen! Det har mærket mig for livet. Jeg var melankolsk og var i dyb sorg dengang, og det hobede sig senere op til angst. Jeg var angst for at lægge mig til at sove, you name it – angst for alt!

Den ranke ryg, nedarvet fra Istanbuls kvindeklan, holdt hende dog oprejst.
–  Samtidig studerede jeg seks år i Holland, alene væk hjemmefra, og knoklede rundt som en flittig myre på en cykel med mine lærreder på ryggen. Jeg spillede håndbold, og hvis du bliver klasket i gulvet, rejser du dig op. Du bliver ikke liggende og hyler. Så selv om jeg var forvirret og var utryg som et truet dyr, var jeg også en kriger. Men grundangsten er heldigvis væk. Den forsvandt med skilsmissen.

Evren Tekinoktay studerede på Kunstakademiet i Amsterdam og senere på Kunstakademiet i Maastricht samtidig med, at hun læste på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Efter at have været væk fra Danmark i sin studietid, var det svært at bryde igennem til det kunstneriske miljø herhjemme, og som mange gange før valgte Evren sin egen vej. En anden. I 2003 åbnede hun lingeributikken Tekinoktay Finest Lingerie, hvor hun solgte silkeundertrøjer, delikate bh'er og blondetrusser, glimtende vintagespænder og håndplukkede parfumer. Hvis 'feminint' var et søgeord på Google Maps, ville den blå navigationsprik pege på adressen i Silkegade. Det var der, og kun der, du gik hen, hvis undertøjsskuffen gav ekko – og hvis du havde brug for et skud inspiration. Butikken var i en liga for sig.

LÆS OGSÅ: Coco O om kærestesorg: "Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid"

Dengang var oplevelsesøkonomi noget, man læste om på CBS og ikke noget, der i udpræget grad havde fundet vej til det københavnske butiksmiljø. Evrens sans for farver, indretning og kuratering gav ekko, ikke bare i Danmark, men også i udlandet, og da hun havde sin første gruppeudstilling, Her Kind, i London i 2004, købte en af tidens største kunstsamlere Charles Saatchi alt, hvad Evren havde hængt på væggene. Hun udstillede i London, Berlin og Istanbul, og i 2010 havde hun sin første soloudstilling i København på det vesterbroske galleri IMO. Udstillingen hed U og var en hyldest til Evrens helt, Prince. Der var hul igennem. Sideløbende blev hun en del af designerkollektivet Moonspoon Saloon, der, som modsvar til den finpolerede modeverden, skabte cirkusvilde design med farver, striber, pels og tyl. Evren designede bl.a. en heldragt til Prince, som han bar på scenen til et par af sine koncerter. Så bliver det ikke større for en Prince-fan.

I 2016, umiddelbart efter bruddet med sin eksmand, udstillede hun under titlen Bermuda på David Risley Gallery i København. Hun havde med fast forward-hurtighed haft gang i pensler, maling, saks, spejle, neon og kvilt, som blev sat sammen til relieffer.

På kommoden står gaver fra Evrens mors veninder. Foto: Josephine Lochen.

– Jeg brugte alt, hvad jeg havde været igennem! Den udstilling var så vigtig og uundgåelig. Jeg arbejdede med de tanker og iagttagelser, jeg var fyldt af. Jeg arbejdede med spejlskulptur, neon, glas og broderede en fake landsby. Mit mål var at tydeliggøre noget af den lamme narcissisme og ærgerrighed, der præger samfundet, men også i den grad forholdet mellem mennesker.

Udstillingen var klar på to en halv måned, og det var kort tid, særligt for Evren Tekinoktay, der omtaler sig selv som "en slow starter." Samtidig skulle hun på plads i sin lejlighed, og børnene skulle lande og skifte skole.

– Men personligt var det vigtigt at naile den udstilling og samtidig vise verden og indspiste København et lille år efter, at jeg ikke lå i fosterstilling med nedrullede gardiner.

Styrken og tvivlen følges ad.
– Jeg har altid næret en stor tvivl og været ydmyg i forhold til arbejdet med kunsten, og i mange år så jeg udelukkende den tvivl som en modstander. Det var aldrig godt nok, og meget af mit arbejde saboterede jeg. Det gør jeg ikke på samme måde længere, men kan nu i stedet bruge tvivlen som kompas. Hvis du er blændet af dine egne tricks og for overbevist om din egen charme, bliver det hele sgu lidt kvalmt og kunsten uinteressant.

Skinner det igennem i kunsten?
– Ja, det gør det i hvert fald. Du kan ikke gemme dig i din kunst. Du kan godt snyde folk i et flygtigt øjeblik en lørdag eftermiddag på Louisiana, for det er så nemt at imponere. Men hvis du har en lille smule forstand på kunst, skinner alt faktisk igennem, lige fra ærlighed til krukkethed, og som bekendt kan kunst jo være mange ting. Kunst kan også være kunsten at bedrage.

Evren Tekinoktay har sit navn fra sin tyrkiske slægt. Hun er født og vokset op på Østerbro i København, men selv om hendes forældre var sekulariserede og moderne, var familiens hverdag præget af deres tyrkiske baggrund og kultur, og når hun var indenfor barndomshjemmets vægge var verden én, og når hun var udenfor, var den en anden, dansk.

– Det er skizofrent at vokse op på den måde. Dét at kunne omstille sig på sekunder imellem modstridende verdener, kulturelle koder og ikke mindst sprog. Mentalt har mit liv været en kollagetilstand.

Hendes kunst er ofte kollager, hvor udklip og maling blander sig. Hun lavede sine første kollager som fireårig.

– Jeg satte ting sammen, saboterede noget andet, dækkede noget til og løftede noget andet. Det er sådan mit liv er; tyrkisk og dansk på samme tid, og det vikler sig ind i hinanden.

Stilleben med dimser og dingenoter, glimmer og Disney-figurer. Foto: Josephine Lochen.

Det tyrkiske spor sidder stadig i Evren.
– Når jeg tænker på Istanbul, mærker jeg en uspoleret rus. Den by rummer alt for mig. Der er rigtig meget savn forbundet med den, fordi min familie bor der, men der er også en helt særlig og inderlig nydelse i længslen; at savne et sted eller savne nogen. Istanbul er både støvet og poleret, tryg og utryg, den er som en melankolsk og eksalteret kollage sammensat af øst og vest, og så tager den røven på dig, fordi den er supermoderne, den er storhed og forfald, og som et perfekt gådefuldt geni bærer den by hver dag millioner af bankende hjerter og dialekter på hele to kontinenter.

Lige nu har Evren to udstillinger i London og en i Istanbul. Hvad der skal ske efter sommeren, ved hun ikke.
– Så er kalenderen åben. Sådan er det altid. Pludselig er mit program helt tight, så sker der ingenting. Sådan har det været, siden jeg startede. Nogle gange kunne det være rart at have et ganske almindeligt arbejde, hvor du ved, der kommer en løncheck hver måned, og hvor du ved, at der er en pension, der venter. Det er modigt, men også så dumt at blive kunstner!

Hvad hvis dine børn siger, at de gerne vil være kunstnere?
– Det har jeg prøvet. Jeg har en søn, der er på vej som meget ung kunstner. Han er anarkistisk anlagt og er ikke inde i skolesystemet. Han komponerer elektronisk musik med et sind, der er smukt, kunstnerisk og kryptisk. Heldigvis går han ikke billedkunstens vej. Det er han vokset op i, og jeg er glad for på hans vegne, at han ikke skal lægge sig i skyggen af det og oveni kæmpe med det. At komponere musik er lige så abstrakt og samtidig konkret som at sætte sig ud til en sø og fiske, til der er bid. Det har umiddelbart intet med billedkunst at gøre. Det er en lille genistreg fra hans side.

Du har frihed og kærlighed – og en utrolig dejlig lejlighed. Er der noget, du frygter?
– Jeg føler ikke, min hverdag er præget af frygt, ikke mere end alle mulige andres.
Jo, der er noget.
– Jeg frygter motorvejen. Den er det ultimative symbol på det uendelige.