Chief 1: "Det var fuldstændig forfærdeligt pludselig at være sådan en mand, der bryder sin familie op"

Det gråmelerede efterårsvejr var for alvor begyndt at få fat, den dag i 2015 det gik op for ham, at også farverne for hans indre blik var forsvundet. Melankolien lå som en dyne over ham, og lyset kunne ikke bane sig vej igennem sprækkerne.

– Længe havde jeg haft dage uden tanker og indhold. Det var, som om nogen langsomt havde skruet på farveknappen på fjernsynet, og jeg var blevet følelsesløs og min verden farveløs, fortæller den karismatiske sangskriver og musikproducer Lars Pedersen med kunstnernavnet Chief 1 på kanten af stolen på sin solbeskinnede altan i Vanløse.

Depressionen ramte midt i succesen. Sammen med vennen og kollegaen Remee havde han startet pladeselskabet RE:A:CH, og i en håndfuld år skrev og producerede de to det ene hit efter det andet. Bl.a. megahittet ”Skylder dig ik' noget” til popgruppen L.I.G.A.

– I den periode kom der grønne bude med platinplader ind ad døren på stribe. Men det var en kortvarig rus, hurtigt efter var jeg nedtrykt og ligeglad med det hele igen. Jeg var fraværende og ude af stand til at mønstre ægte begejstring for noget som helst. Ikke engang musikken, som jeg har været  betaget af, siden jeg var helt lille. Remee kiggede mig i øjnene og kunne godt se, der var helt slukket. Selvom han prøvede at opmuntre mig til at fortsætte, var der bare ikke noget at komme efter, så vi måtte lukke RE:A:CH. Egentlig er det svært at sætte en finger på, præcis hvad det var, der satte det depressive tankemylder i rotation, fortæller han. Men gradvist blev de dystre tanker forstærket.

LÆS OGSÅ: Coco O om kærestesorg: "Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid"

– Jeg hader ordet ”midtlivskrise”, for jeg forbinder det med midaldrende mænds pludselige trang til at køre i åben sportsvogn med en blondine på bagsædet, og sådan var det slet ikke for mig. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg kun var mellemfornøjet i livet. Det var hverken fantastisk eller trist. Bare fint nok. Men det var ikke godt nok. Jeg var nødt til at genfinde glæden igen. Den samme glæde og lykke, jeg følte, dengang jeg hastede hjem fra skole til mit ungdoms- værelse på Tårnby Torv for at lytte til hiphop.

Skilsmisse og udmattelse

I mange år havde Lars været sådan en, der tog sig af alle andre. Det var ham, der sørgede for, at alle fik noget at spise, når de optog lange dage i studiet. Ham, der kom med gode råd og vejledning, når nye musikalske stjerneskud stod foran gennembruddet. Han tog sig så meget af alle andre, at han glemte at drage omsorg for sig selv. Kiloene begyndte at sætte sig, og udmattelsen kom snigende. Samtidig følte han et pres for hele tiden at jagte den næste milepæl. Det næste megahit. Det næste anerkendende nik. I lang tid piskede han sig selv for hårdt. Havde alt for lange arbejdsdage. Lige indtil psyken stod af.

– Jeg har altid været enormt dårlig til at være tilstede nu og her. Lige i dette splitsekund. Mine tanker har altid kredset om et før og et efter. Jeg har altid været ham, der har evalueret og gennemtænkt. På den måde har jeg frarøvet mig selv en masse lykkestunder.

Flere års præstationsræs og selvnegligering kulminerede, da Lars efter 22 års samliv meddelte sin kone og moren til hans syvårige søn, at han ville skilles. Samtalen var sluttet, og kærligheden var blevet erstattet af venskab.

– Vi havde lært at trække vejret sammen. Lært livet at kende sammen. Så jeg skulle lære alting på ny igen. Sådan føltes det i hvert fald. Det var livsomvæltende, men nødvendigt.

Chief 1 aka. Lars Pedersen. Foto: Les Kaner og James Alexander Thisted.

Derefter var det, som om skyerne fortættede. Sorgen over skilsmissen var overrumplende, og bruddet efterlod ham i en pøl af sine elendigheder. Helt forkrøblet og fjern for verden.

– Tankemylderet var udmattende, så jeg sov fire-fem gange om dagen. Om natten traskede jeg hvileløst rundt i kvarteret, indtil det pludselig gik op for mig, at det var blevet morgen. Jeg kan godt forstå, at nogen giver slip. Hvis ikke jeg havde haft min søn at stå op for hver morgen, så ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag, siger han og fortæller, at det er stærke kræfter, der er på spil, når de sorte tanker først ruller.

– Det er svært at være pårørende til et menneske med depression, for der er ikke rigtig noget, man kan gøre for at hjælpe. Mange tror, at en tur på restaurant eller noget andet rart er lige det, der skal til for, at man får det godt igen. Men det stikker meget dybere end det. Det føles næsten som en uundgåelig kemisk reaktion i kroppen.

Drømmen om kernefamilien var bristet, og skyldfølelsen var svær at håndtere. Det var jo ham, der havde rusket op i det stabile familieliv.

– Min søn ville ikke sove hos mig de første fire måneder efter skilsmissen. Der stod det klart for mig, at jeg måtte træde i karakter som far. At jeg måtte skabe nogle rammer, han kunne finde sig til rette i. Skylden og skammen over at have gjort ham til skilsmissebarn fyldte så meget. Det var fuldstændig forfærdeligt pludselig at være sådan en mand, der bryder sin familie op. Jeg hader det udtryk, men det var jo det, jeg gjorde. Det skal jeg leve med resten af mit liv, og det plager mig endnu. Jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud, hvis min søn om 20 år sidder hos en psykolog og fortæller, hvordan hans far har ødelagt hans barndom.

LÆS OGSÅ: Sara Hjort Ditlevsen om sin største hjertesorg: "Når man går fra hinanden, risikerer man at miste hinanden som venner"

I dag bor sønnen, Vitus, skiftevis hos sin mor og far i en deleordning. Lars har indrettet sig i et hus i Vanløse, der fungerer som både hjem og pladestudie, og ekskonen bor fem minutter derfra. Huset ligger lige over for sønnens skole, så der er få skridt fra hoveddør og til klasselokale.

Utroligt nok er Vitus endt i en klasse uden et eneste skilsmissebarn ud over ham selv. Det går Lars lidt på, at han er den eneste med forældre, der ikke kunne finde ud af at holde sammen. Men heldigvis er der i hans omgangskreds en del eksempler på, at det hele nok skal ordne sig. Det finder han ro i.

– Jeg har virkelig behov for at høre alle succeshistorierne. At det nok skal gå. At min søn ikke vil være traumatiseret for livet. Pilfinger fra Djames Braun har også gennemlevet en skilsmisse, og han fortalte, at hans datter var blevet en stærk, lille survivor, der ikke lige sådan lod sig vælte omkuld, når det blafrede lidt om ørene på hende. Det gjorde mig glad, for så er der håb for, at min søn nok skal klare den, selvom hans forældre ikke længere er sammen.

De katastrofale forhold

Efter skilsmissen var det en sårbar mand, der kastede sig ud i datinglivet igen. Sidst han havde datet, var i 80'erne, dengang der hverken fandtes Facebook eller Tinder. Han begyndte at modtage beskeder fra kvinder, og han må indrømme, at han blev smigret. Måske derfor var paraderne nede og fornuften forduftet, da han blev kontaktet af ”Helena”, en smuk overlæge på Rigshospitalet, som han indledte et forhold til. I de fire måneder, de var kærester, mødtes de aldrig ansigt til ansigt. I stedet talte de i telefon flere gange dagligt.

– Jeg blev forelsket i en kvinde, der ikke eksisterede, siger han og fortæller, hvordan han efterfølgende havde svært ved at genkende sig selv.

– Jeg kæmpede om hendes gunst med en masse andre mænd, sådan helt alfahan-agtigt, det har jeg aldrig gjort før. Til sidst stod jeg tilbage som vinderen, og det føltes fantastisk, at hun ville have mig. I de fire måneder delte jeg mine inderste tanker og følelser med hende, men hver gang vi aftalte at mødes, dukkede der noget andet op, hun skulle. Langsomt begyndte jeg at undre mig, så jeg ringede til Rigshospitalet, og det viste sig, at de aldrig havde hørt om hende. Hun var intet andet end en talentfuld løgner. Efterfølgende fandt jeg ud af, at hun havde lavet samme nummer med andre musikere og også en kendt politiker.

For os andre lyder det ret vanvittigt at være kærester med en, man aldrig har kigget i øjnene. For Lars er det et godt eksempel på, hvor langt ude han var under sin depression. Det var nemlig ikke det første katastrofale forhold, han rodede sig ud i. Heller ikke det sidste.

– I tiden efter spekulerede jeg over, hvordan jeg kunne være så naiv. Min bedste forklaring er, at min intuition og mavefornemmelse simpelthen var i stykker. Jeg havde glemt at lytte til mit indre kompas i så lang tid, at det ikke længere advarede mig, når jeg var på afveje. Jeg var et såret dyr på savannen, der lå og blødte, og det lugtede psykopaterne forbavsende hurtigt. Naivitet er en smuk ting, når du omgiver dig med mennesker, du kan stole på, for det betyder bare, at du tror på det bedste i andre mennesker. Men når du lukker mennesker ind i dit liv, som har grimme intentioner, bliver du savet midt over.

I sit livs form

I et sidste desperat forsøg på at slippe ud af depressionens lænker tog Lars imod tilbuddet om lykkepiller. Efter to måneder skulle medicinen have pillet tilstrækkeligt ved kemikalierne i hjernen til, at tris-tessen ville aftage. Men det virkede ikke for Lars.

– Det var en af de sten, jeg ikke skulle have vendt. Jeg fik samtlige bivirkninger. Begyndte at overspise, mistede min libido og gik rundt i sådan en mærkelig upåvirket tilstand. Jeg kunne hverken føle kulde eller varme, og jeg var hverken glad eller ked af det. Men så er der jo ikke en skid ved livet. Det gik op for mig. Så jeg trappede stille og roligt ud af medicinen.

Vendepunktet blev i stedet en kombination af træning, musik, terapi og kompetente psykologer. Langsomt begyndte Lars at skrive sangtekster og synge for sig selv i nattemørket. Det blev til solo-pladen ”Slip” og første skridt på vejen til en for-soning med de mørke tanker. Og så var der mødet med fitnessdronningen Gitte Salling, ejer af fitness-kæden Energii. Hun skulle vise sig at blive den alt-afgørende redningsplanke.

LÆS OGSÅ: Stephanie Caruana: Hvem går man til, når man har skilsmissetanker?

– Da jeg startede i Rockers by Choice, troede jeg, min krop var uovervindelig. Som 20-årig sad jeg i døgndrift i studiet, røg for mange cigaretter, spiste burgere, drak cola, arbejdede på de forkerte tidspunkter og stressede – og bom, pludselig var jeg The Nutty Professor! Jeg havde taget rigtig meget på, og når man er et kendt idol, så er der altså ret mange, der har travlt med at fortælle dig, at du er blevet fed. Dengang grinte jeg af det, men et eller andet sted gjorde det jo også naller. Der var mange år, hvor jeg trak mig væk fra scenen og hjalp andre. Og så blev jeg ligeglad med min krop og mit udseende. Jeg sad simpelthen ned i stolen i for lang tid. Fik dårlig holdning og bevægede mig ikke særligt meget. Jeg skal aldrig derhen igen, hvor jeg bare lader stå til.

Det sidste års tid har Lars gået til træning to gange om ugen. En pilatesbaseret modstandstræning, der træner styrke, smidighed og balance.

– Før jeg mødte Gitte, gav træning mig ikke så meget. Jeg sad bare på en eller anden cykel nede i fitnesscenteret og gloede på en film. Gitte sagde til mig, at jeg skulle prøve reformer. Efter ti gange ville jeg føle mig som et nyt menneske. Og jeg tænkte: ”Ja, ja”. Men jeg prøvede det af, og de første to-tre gange lå jeg på gulvet og græd, fordi jeg mærkede så meget lort, der kom op til overfladen. Det var nærmest, som om al giften væltede ud af mig. Både fysisk og psykisk. Det var den vildeste lykkepille, og det reddede mig.

I dag har Lars og Gitte været kærester i et år. Lars er 15 kilo lettere og fuld af selvtillid og livsenergi.

– For første gang i mit liv kan jeg faktisk godt lide at kigge mig i spejlet. Og det har ikke noget at gøre med at være selvfed. Det handler bare om, at jeg er blevet tilfreds med mig selv. Jeg er i den bedste form i hele mit fucking liv i en alder af 47. Nu kan jeg ikke leve uden det. Hvis jeg holder pause fra det, er jeg bange for, de mørke tanker får overtaget igen, siger han og fortæller helt teenageforfjamsket, at Gittes forældre skal møde hans forældre for første gang i aften. De kommer til grill.

– Jeg tror, grunden til, at mig og Gitte er det perfekte match, er, at vi er hamrende forskellige. Hun er enormt meget oppe i tempo, og jeg er det modsatte. Vi er salt og peber, sol og måne. Men indimellem skal man kaste sig ud i noget, der på papiret ikke ser ud til at være et match. Da jeg mødte hende, tænkte jeg: ”Fuck en powerkvinde, hvad fanden skal jeg stille op?”. Hun har 100 ansatte og driver syv fitnesscentre. Men det er megasundt at blive udfordret. Det tvinger en til at kigge lidt indad, når man møder et menneske, der stiller krav og ikke bare er en medløber. Det fik mig til at skille mig af med nogle vaner, som ikke var så skide flatterende.

Toppen af bølgen

Efter vægttabet forsøger Lars at holde fast i de gode takter ved at spise sundt. Men han bliver aldrig fanatisk. Dertil er han alligevel for glad for bland-selv-slik og sodavand.

– Jeg er pissestolt over at have vendt mit liv 360 grader, uden det skal lyde helligt. Det er ikke, fordi jeg står op og tænker på træning og proteinpulver. Men den sunde livsstil har givet mig mere overskud – også til min søn. Det har fandeme været en hård kamp, men jeg er kommet mere helstøbt ud på den anden side.

Nedturen er drevet over, men når man har hang til det melankolske, som Lars, så ved man også, at de depressive tanker kan vende tilbage når som helst. Han er bare blevet bedre til at tage hånd om dem.

– Jeg har stadig dage, hvor jeg er nede og ramme bunden. Men med tiden har jeg lært at acceptere, at der er gode og dårlige dage. Det går op og ned, og der vil være momentvise tilbagefald. Det skal jeg lære at leve med. Kunsten er at kunne berolige sig selv på de dårlige dage og vide helt inderst inde, at solen også står op i morgen. At nyde, når du står på toppen af bølgen frem for at spekulere over, hvornår hestehullet kommer og trækker dig ned. Nu har jeg i stedet fokus på den næste bølge, der bringer mig op mod himlen.