Charlotte Fich om sit livs omvej: "Jeg følte mig som en 19-årig igen"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg synes, det er ret eksistentielt, hvordan ens fødder rammer jorden første gang, og når du spørger, tænker jeg på dugget græs en stille morgen, hvor man kun kan høre bierne summe. Vi havde en have til det hus, hvor jeg voksede op i Dragør, og jeg kan stadig huske duften og stilheden i den have og alle perlehyacinterne og de røde tulipaner, der kom op om foråret. En frydefuld barndomserindring.

LÆS OGSÅ: Forfatter Dy Plambeck: Kærligheden kan sagtens holde, selvom parforholdet holder op

Det var et fint barndomshjem, som dannede ramme om, at man kunne lege og lave forsøg. Vi havde en klæde-ud-kasse, og jeg klædte mig ud og dramatiserede vittigheder sammen med min far. Nogle gange legede min søster og jeg cirkus og solgte billetter til alle på vejen.
Det var jo i 1960’erne, og min far klippede dyrefigurer i hækkene, og han plantede endda også en meget stor og dyb hæk, så han kunne klippe endnu større figurer. Min mor begyndte at læse til pædagog, og hun arbejdede på et tidspunkt i en børnehave, hvor jeg også fik lov at komme.

Din levevej?

– Jeg var meget fascineret af at optræde, og jeg kan godt huske, at de voksne tit grinede, når jeg lavede noget spræl. Jeg havde et stort behov for at danse og udtrykke mig fysisk. Jeg troede, man skulle være født ind i en skuespillerfamilie for at blive skuespiller, ligesom man kan blive født ind i en cirkusfamilie. Den forestilling hang ved længe. Jeg interesserede mig for de store skuespillere som Buster Larsen, Lily Broberg, Ghita Nørby og Birgitte Price. Alle de store stjerner fra dengang. Der var så meget elegance over dem.

Da jeg nåede til at skulle finde ud af, hvad jeg skulle være, var det svært at komme ind på nogen som helst uddannelse. Oveni var der stor ungdomsarbejdsløshed. Det var jo trangt i 70’erne, og der var skruet ned for blusset alle steder. Jeg begyndte at skrive sange, og de første handlede faktisk om ungdomsarbejdsløsheden. Jeg var pædagogmedhjælper en tid og fik sparet op til at komme på musikhøjskole, men jeg tænkte aldrig, jeg skulle leve af det. Universitetet lå alt for langt fra mig, for jeg læste ikke ret meget. Så tænkte jeg, at jeg måske skulle blive skuespiller. Jeg havde jo altid fået ros, når jeg var med i noget. Jeg kom ikke ind første gang, jeg søgte. I stedet fik jeg min debut på Svalegangen i Aarhus, som skulle bruge 20 langtidsledige, fordi de ikke havde råd til at ansætte nogen. Jeg gik på arbejdsformidlingen og bad om lov til at blive langtidsledig, og så kom jeg til at lave forestillingen på Svalegangen. Anden gang jeg søgte ind på skuespillerskolen, kom jeg ind.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg mødte min mand, Per Fly, da jeg var 21 år og gik på højskolen. Han spiste altid morgenmad, fordi han gerne ville nå højskolens morgensamling. Mange andre sprang begge dele over, men det gjorde vi ikke, og derfor spiste vi morgenmad sammen i fire måneder. Han er typen, der står tidligt op, for det skal man, hvis man vil noget i livet. På et tidspunkt foreslog han, at vi kunne blive gift, og så kom jeg til at sige ja. Jeg faldt for, at jeg kunne mærke ham på et dybere plan. Vi bliver rørt af de samme ting, vi bliver foruroligede over de samme ting, og vi bliver glade over de samme ting. Han har begge ben på jorden, og så har han intet behov for at puste sig op eller blære sig. Samtidig er der noget anarkistisk over ham, som også han være lidt foruroligende.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg ville gerne have søgt ind på musikkonservatoriet, men ikke engang Per kom ind, og så troede jeg, det ville blive lidt op ad bakke for mig. Jeg var 22 år og nødt til at beslutte mig for, hvad jeg skulle være – og det blev så skuespillerskolen. Men musikken har ligget som et spor hele mit liv. Siden har jeg lavet musicals og fået lov til at kigge ned i orkestergraven. Da jeg spillede med i musicalen Chicago, sad jeg altid sammen med musikerne i håb om, at en af dem ville sige: ”Hey, har du ikke lyst til at være med?”

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Nogle gange tænker jeg: ”hvad ville løve-mor gøre?” Så renser jeg ud i alle sociale koder og normer og alt det, der ligger i vores tid og forestiller mig, at jeg er en hunløve på savannen. Så kan jeg bedre forstå, hvorfor jeg bliver sur og snerrer: ”Gå væk fra min hule”, eller hvorfor jeg hev hårdt fat i mine børn, hvis de kom for langt væk som små.

Da jeg var en drægtig løve og ikke kunne komme ud af min hule de sidste tre måneder, havde jeg vand og mad inden for rækkevidde. Jeg planlagde. På den måde lærte jeg at forstå mit køn. Nå, det er derfor, jeg planlægger, og min mand går bare ud og skaffer noget mad, hvis han mangler det. Jeg bliver i hulen og planlægger. Alle mine urinstinkter falder på plads, og jeg forstår verden bedre, når jeg forestiller mig en løvefamilie.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Den kender jeg ikke. Hjemme hos mig er der ikke nogen, der bestemmer over hinanden. Til gengæld er vi gode til at tale sammen om de vigtige ting, sådan så der ikke er nogen, der ender med at tage kommandoen. I en periode hvor vi var i underskud af søvn og energi, da vi havde små børn, blev behovene skærpet. Nu er der ro på bagsmækken og ikke så meget at skændes om. Folk siger, at man bare står og glor, når børnene flytter, men vi har gjort alt for at undgå det. Vi er både flyttet til et nyt og spændende område og har fået nye interesser. Før skulle vi dele vores tid med hinanden. Nu kan vi gøre, hvad vi vil.

LÆS OGSÅ: Tv-vært Mette Frisk: "Hvad der er bedst for mig og for familien er ikke altid det samme"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg tror, jeg har det som de fleste andre. Det er hyggeligt, når nogen giver sig til kende, og det sker ind imellem, at nogen kan genkende sig selv i noget, jeg har lavet. Jeg kan også selv ligge vågen om natten og digte postkort, jeg har lyst til at sende til nogen, som jeg synes har lavet noget virkelig godt. Man får lyst til at dele sin taknemmelighed med kunstneren, og på samme må er der nogle, der har lyst til at dele deres taknemmelighed med mig. Andre dage er det besværligt at blive genkendt, fordi du bare gerne vil være anonym borger, der skal fra A til B.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg har altid lidt af et nødspor kørende ved siden af mit liv, så når folk spørger, hvordan jeg har det, ved jeg aldrig rigtig, om jeg skal svare, at jeg har det godt eller dårligt. Begge dele er sandt. Det afhænger blot af hvilke briller, man har på, og jeg kan meget let komme til at tage de mørke briller på.

Det hedder et narrativ, den historie, du fortæller om dig selv. Og dit narrativ kan meget let påvirke dit følelsesliv. Jeg er meget privilegeret og spiller mange forskellige roller, både de populære og de smalle. Men jeg har alligevel svært ved at finde ud af sandheden om mit eget liv. Nogle gange kan jeg godt komme i tvivl, om det er synd for mig, at jeg ikke har en Prada-taske. Det kan jo altid blive lidt finere, end det er.

Dit livs omvej?

– Da mine børn blev store og ikke længere havde brug for, at jeg stod og bagte boller til dem, fik jeg overskuddet til at prøve noget nyt. Jeg har altid skrevet musik – især som ung. Nu ville jeg skrive voksenmusik, og så fik jeg lyst til at give mine sange et band. Det blev til teaterkoncerterne Små Skred og Svæv, og det var fantastisk sjovt. Jeg følte mig som en 19-årig igen og tog mig selv i at køre på cykel uden hænder. Lidenskaben var tilbage. Jeg kunne stå i øvelokalet torsdag formiddag klokken 11 og danse. Jeg tror nok, der kommer mere musik fra mig, men lige nu har jeg ikke noget at skrive om, og jeg vil ikke sidde og tvinge det frem. Det skal være styret af lidenskab – ikke af pligt.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: Her er mit bedste råd mod kærestesorger

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til Aarhus, hvor jeg skal spille med i Kong Arthur på Moesgaard Museum. Det er et exceptionelt fantastisk menageri, hvor der er 1000 aftaler, der skal falde på plads hele tiden. Der er så mange entréer og sortier. Akrobater, kor, gymnaster, dansere, ryttere og stuntmænd. Oveni er der alle dem bagved scenen, der sørger for, at det hele kommer til at ske. Der er bygget en hel containerby og hestestald op, og det føles nærmest som at være på festival at være derude. Jeg spiller Kong Arthurs onde søster, som i virkeligheden er en drage, der forklæder sig som hans kone og får barn med ham. Det er fantasy, der møder mytologi tilsat lidt rock’n roll. I sådan en forestilling skal man spille med hele kroppen, for der er alligevel ingen, der kan se din mimik på så lang afstand. Jeg elsker at bruge kroppen på den måde.

Hvad tænkte du på vejen herhen?

– Hvordan vejret bliver i Aarhus i aften, hvor jeg skal stå i kjole med bare arme i flere timer. Produktionsfolkene har godt nok talt meget om uldtøj, men det er vist nærmest ligegyldigt, hvis det er seks timer i ni grader. Man vil nødigt stå til prøverne i silende regn med paryk og makeup på. Så i korte træk er jeg meget optaget af vejret for tiden. Sidste år var jeg på Grønnegårdsteatret (udendørsteater i København, red.), og der lærte teaterchefen, Steen Stig Lommer, mig, at man ikke skal tænke på vejret, for man kan alligevel ikke gøre noget ved det. Uanset hvad så glæder jeg mig til at komme til Aarhus i dag.