Tv-vært Mette Frisk: "Hvad der er bedst for mig og for familien er ikke altid det samme"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en tryg vej i et parcelhuskvarter i byen Toftlund. Et typisk parcelhuskvarter i provinsen, hvor man kunne cykle ”runder” og lege dåseskjul i hinandens haver. Min mor kunne pifte så højt, at man altid vidste, hvornår man skulle hjem og spise. Det kan mange nok genkende fra provinsen. Huset var et typisk 70’er-hus, som lignede alle de andre huse i ”runden”. Vi var tre piger, hvor jeg var den ældste.

Min far var tømrer, og min mor var først ansat på et apotek men blev senere en del af fars biks. Hver fredag stoppede arbejdet tidligt, og så kom alle medarbejderne hjem til os til eftermiddagskage, som min mor havde bagt. Det elskede vi børn. Det hele var så hyggeligt og trygt, at jeg fik trang til at prøve det modsatte og sprænge rammerne. Så jeg tog først på efterskole og siden det store spring til udlandet. Faktisk havde jeg allerede som 10-årig sagt til min mor, at jeg ville være udvekslingsstudent. Jeg ønskede mig endda penge til det i konfirmationsgave, og som 15-årig tog jeg et år til Costa Rica. Mit barndomshjem var meget trygt, og når man har trygge rammer, tør man søge det ukendte.

Hvad er dit livs omvej?

– Jeg nåede at læse engelsk og spansk på universitetet, inden jeg fandt ud af hvor meget, jeg kedede mig. Der skulle dog alligevel gå halvandet år, før jeg meldte mig ud. I helikopterperspektiv tror jeg ikke, omveje er en dårlig ting. Den direkte vej er ikke altid den bedste.

Din levevej?

– Efter universitetet rejste jeg ud i verden i halvandet år uden nogen plan. Jeg skrev meget undervejs og oplevede behovet for at fortælle nogen alle de vilde ting, jeg oplevede. Jeg var for eksempel i Killing Fields i Cambodja. Det var så sindssygt, at det (Pol Pots rædselsregime, red.) var sket i min levetid. Det var så tæt på. Tænk at kunne fortælle den historie videre. Det er jo lige det, journalistik kan. Så tog jeg hjem til Danmark for at søge ind på journalistikstudiet i Odense, for der lærer man mere om tv og radio, og det har altid været tv, jeg ville. Jeg tænkte, at hvis du laver tv, sidder du ikke bare bag et skrivebord. Det sjove er jo at komme ud i virkeligheden. Mens jeg ventede i lang tid på svar fra studiet og gik til prøver og samtaler, gik jeg også rundt og søgte journalistjobs på mine blå øjne. Jeg fik job på det, der hed TV Danmark Fyn. Det var en fed legeplads, for ingen så det, så jeg kunne prøve kræfter med faget uden at ane, hvad jeg lavede.

Jeg kom i praktik på TV Avisen, og så har jeg faktisk været på DR siden. Det er 16 år. Jeg burde måske have smagt andre frugter, men DR er så stort, at du kan skifte job mange gange uden at forlade biksen. Jeg kan heller ikke finde noget, der hamler op med DR, men jeg skal nok videre en dag. I DR har jeg lavet undersøgende journalistik og dokumentar, men da jeg fik mit første barn, havde jeg brug for andre arbejdstider, så jeg kom over på P1. Efter barn nummer to, var jeg klar til tv igen. Så lavede jeg Madmagasinet i fire år og senest Forsvundne arvinger. Indimellem har jeg også hjulpet til som vært på Aftenshowet. Men jeg lever og ånder stadig for at komme ud i virkeligheden.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Heldigvis er det som regel dem, der har noget sødt at sige, som henvender sig. Efter jeg begyndte at lave Madmagasinet, lagde jeg mærke til, at nogle tjekkede min indkøbskurv, når jeg var i supermarkedet. Der følte jeg mig kigget over skulderen. Men jeg har besluttet mig for at være den, jeg er. Folk må godt se mig i en udgave, som jeg ikke selv ville have lyst til at se på forsiden af et blad. Jeg tager mig ikke altid ud fra min bedste side. Nogle gange køber jeg de forkerte ting i supermarkedet, og andre gange går jeg på stranden uden at have trænet min krop til bikinisæsonen. Så må jeg æde forfængeligheden. At jeg kan risikere at blive genkendt må ikke stjæle min personlige frihed.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Når jeg mister fokus. Det er sket ind imellem, at jeg står i en situation, som nærmer sig stress, fordi jeg har for meget på min tallerken. Der er mange, der kender den følelse. Min oplevelse er, at det sker, når man prøver at prioritere alting på én gang. I den situation gælder det om at prioritere én ting ad gangen og lægge en anden ting til side. Jeg har også en enkelt gang i min karriere måttet ringe til min redaktør og sige: ”Nu tager jeg en uge fri”. Alternativet havde været, at der var kommet en sygemelding i stedet for. Jeg har heldigvis en lille radar, der viser lyserød, inden jeg nærmer mig det røde felt.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Søren, som også arbejder i DR, hvor jeg har mødt ham. Hvor er det forudsigeligt! Vi var kolleger i flere år, til vores relation ændrede sig, og jeg pludselig havde en mavefornemmelse, der sagde: ”Ham skal jeg have børn med.” Hvis der er nogen, der synes, jeg er rastløs, så er Søren det endnu mere. Men det går fint mellem os på en kaotisk måde. Vi er enige om, hvad der er vigtigt, og vi har det altid sjovt sammen.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Mit liv tog en drejning, da jeg fik børn. Du får forskubbet dit ego som mor. Pludselig var der altid to parallelle veje: Jeg er stadig mig selv og mit oprindelige jeg, der kan lide de samme ting som før og ønsker at realisere mig selv, men der er også en parallel vej, hvor børnenes ve og vel er ligeså vigtigt. De to veje er ikke altid forenelige, og faktisk synes jeg tit, jeg står ved en masse små korsveje, hvor jeg enten skal gå til højre eller venstre, men ofte ender med at pløje lige igennem det hele. Hvad der er bedst for mig og bedst for familien er ikke altid det samme. Nogle gange må jeg slå knuder på mig selv for at forene det, jeg helst vil, med det, der er bedst for børnene. Jeg har ikke længere friheden – også i overført betydning – til at købe en enkeltbillet til verden. Jeg kan ikke bare tage en chance på samme måde. Med den store kærlighed til børnene følger også et tab af frihed. Men det er det værd.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”

– Masser af fritid! I min familie prøver vi at tage på eventyr ofte. Både på museer eller i skoven med kaffe og kage i tasken, men også ud at rejse. I år tager vi for eksempel til Mellemamerika hele april måned, hvor vi skal bestige vulkaner og bade i vandfald. Den slags gør vi så ofte, vi kan. Så hjemmeskoler vi vores børn og har skolebøger med og lægger en plan, så de ikke kommer bagud. Børnene laver projekter undervejs. I en tid med skolereformer er det jo meget moderne at tage undervisningen ud af klassen. Vi var for eksempel også i Mellemamerika forrige år, hvor de havde om eventyr i skolen. Der fandt vi på vores eget eventyr med tre udfordringer, drager og prinsesser, og vi byggede slottet på stranden, skrev eventyret ned og sendte billeder af det hjem til klassen. Vi prøver at skabe åndehuller, hvor der er tid nok til at komme helt væk fra hverdagen.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Et dejligt sted ha-ha. Frem til jeg blev 40 år, havde jeg en klassisk diskussion med mig selv, om jeg var det sted, jeg gerne ville være? Og er det sådan her at være voksen? Jeg er mere i zen nu, og jeg er mere klar på, hvad jeg prioriterer i tilværelsen, og hvad jeg sorterer fra. Jeg prioriterer at lave det, jeg gerne vil, men der skal også være tid og overskud til familielivet. Til gengæld sorterer jeg alt det fra, der ikke beriger mit liv.