Ane Høgsberg Interview ALT for damerne
SPONSORERET indhold

Ane Høgsberg: "Det har ændret mit liv"

Ane Høgsberg om at være millimeterdemokrat, om at drømme om at se en hval og om at blive formet af sine beslutninger.

Af: Emma Fjalland Lund Foto: PR
29. sep. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad skal du prøve, inden du dør? 

Jeg skal se en hval – og det skal være en levende en. Hvor min mor bor i Gram, er der et hval-skelet, men det er bare ikke helt det samme. Da jeg rejste rundt i Australien for ti år siden, ville jeg så gerne have været på hvalsafari, mens jeg var der, men det var desværre uden for sæson. Jeg ved godt, at det lyder meget banalt, men det er min helt store drøm at se en, for det er så smukt og stort et dyr – og hvis det kunne være sammen med hele Danmarks yndlingsfamilie, familien Beha, så ville mit hoved eksplodere."

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

"At jeg bestemmer meget. Jeg kan godt lide at bestemme, men det er ikke noget, jeg gør ret meget. Jeg har en meget maskulin energi og kan virke enormt bestemt, men i virkeligheden er jeg meget midtersøgende og vil egentlig helst have, at de fleste har det godt med de beslutninger, der bliver taget."

LÆS OGSÅ: Ane Høgsberg: ”Da det kom ud, var jeg halvvejs i min graviditet og enormt sårbar”

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

"Det er der mange ting, der har gjort. At starte med at lave komik, har i den grad ændret mit liv, fordi jeg fandt ud af, hvad der gør mig ægte glad, nemlig at få andre til at grine. At begynde at lave komik frikøbte mig fra den forestilling, jeg havde om, at jeg skulle få mig en uddannelse og et rigtigt arbejde."

"Derudover har at møde Lasse og derefter blive mor virkelig også ændret mit liv. Han viste mig, hvad rigtig kærlighed er, og han har sat barren højt for alle andre relationer i mit liv. Efter at være blevet mor lærte jeg så meget mere om mig selv allerede det første halve år, end jeg har på de mange år, jeg har gået i terapi."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"Jeg forsøger så vidt ikke at fortryde nogle beslutninger. Det er en kæmpe kliché, men jeg tror, at hver beslutning, vi tager, er med til at forme os, som dem vi er i dag – og jeg er faktisk ret glad for hende, jeg er."

Har du et ar, der fortæller en historie?

"Jeg har et langt ar på mit skinneben. Et ar, jeg fik, da jeg var omkring 15 år, og som lærte mig, at man aldrig skal barbere ben med en sløv skraber. For hvis man trykker til, så tager den bare det øverste lag hud med."

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

"Der er mange, men mest af alt min mor. Vi minder mere om mere om hinanden, som årene går, og jeg bliver hele tiden inspireret af de valg, hun har taget i sit liv, af den måde, hun har kæmpet sine kampe, og så bliver jeg inspireret af den ro, hun kan have."

LÆS OGSÅ: Connie Nielsen: "På en måde slog jeg vores mor-datter-forhold ihjel"

Hvad er dit sjoveste minde fra din tid on the road?

"De sjoveste er for sjove til at skulle deles... Men da jeg var på tour sidst, var Lasse og jeg lige begyndt at se hinanden, og det var en sjov tid. For der var ikke nogen, der vidste det, så det var meget noget med at snige sig ind på hotelværelser og stjæle et kys her og der. Det var ret hyggeligt og meget specielt."

Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået?

"Der var engang en, der fortalte mig, hvor meget jeg lignede Ane Høgsberg. Jeg nænnede ikke at sige, at jeg faktisk var Ane Høgsberg."

Hvad er din største svaghed? 

"Mit temperament og mine høje forventninger til folk omkring mig."

Hvad er din livret, og hvad siger det om dig?

"Boller i karry eller lørdagskylling med ris og skysovs. Jeg elsker tryghedsmad og er ikke så god til at hoppe med på nye ting."

Hvilken modetrend hopper du aldrig med på igen?

"Jeg ville egentlig have sagt Buffalo-støvlen, men jeg er ikke så høj, så måske jeg kunne have stor glæde af den mærkelig sko... Så jeg siger de der små uduelige solbriller. Det ser sgu for dumt ud."

Hvad kan få dig til at føle dig uretfærdigt behandlet?

"Hvis folk ikke holder det, de lover. Eller ulighed. Både i den store verden, men også derhjemme. Jeg er millimeter-demokrat – hvilket ikke er klædeligt overhovedet, men hvis tingene ikke går lige til, så føler jeg mig meget uretfærdigt behandlet."

LÆS OGSÅ: Mathilde Falch: "Jeg følte, det var pinligt, at min far var kendt"

Hvordan håndterer man bedst vrede?

"Det svar leder jeg stadig selv efter. Jeg forsøger forskellige ting, såsom at gå en tur, at slå i en dyne, at græde ud og at råbe ad vinden."

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

"Kurt Cobain, fordi Nirvana er mit yndlingsband, og også fordi jeg gerne vil vide, om hans kone Courtney Love gjorde det, dræbte ham – hvilket jeg er sikker på, at hun gjorde."

Anbefalet til dig