Connie Nielsen: "På en måde slog jeg vores mor-datter-forhold ihjel"

Connie Nielsen begyndte at drikke tidligt på dagen den 20. marts 2021. Det afslørede hun i et Instagram-opslag, hvor hun iført solbriller og en sort læderjakke sad udenfor med en stor drink.

Grunden til, at hun havde brug for noget at styrke sig på, var, at hendes far netop havde trukket vejret for sidste gang, og her sad hun så på den anden side af Atlanten og følte sig trist og fortabt. At hendes forhold til forældrene ikke altid har været nemt, har hun aldrig lagt skjul på. Men hendes respekt og omsorg for hendes mor og far skinner tydeligt igennem. Og når man pludselig står og har mistet begge sine forældre, sætter det en masse tanker i gang. Om deres relation og om den, hun er blevet i kraft af sin familiehistorie. På godt og ondt.

"Forholdet til min far har handlet SÅ meget om tilgivelse. Og så er det bare sådan et utrolig mærkeligt tidspunkt her i livet, når du går fra at være datter til selv at være familieoverhoved," fortæller Connie Nielsen, der er den ældste i en søskendeflok på fire.

"Min far var jo sådan en controlfreak, som jeg forbandt så meget med magt og vold, at jeg på et tidspunkt blev nødt til at tage valget: Vil du kues af det her, eller bliver du rebel? Og for mig var rebel den eneste mulighed."

Som teenager valgte hun at trodse sin far ved at sige, at han havde set det sidste til hende, hvis han vovede at slå hende igen. Han kunne se, hun mente det. Og efter den dag skete det aldrig igen.

"Det var selvfølgelig superscary, da jeg som 15-årig stillede mig op imod min far, der var så rædselsindgydende. Det gav mig en enorm følelse af styrke, og den tror jeg nok, at jeg tog med mig, da jeg som 18-årig tog til Paris for at blive skuespiller."

Rebellen i hende lever stadig i bedste velgående og viser også sit ansigt i hendes arbejde. I 2017 skrev hun om sine erfaringer med #MetToo i underholdningsindustriens brancheblad Variety, og ellers har hun gjort det til en mærkesag at kæmpe for retten til at fortælle kvinders historier. Snart er hun aktuel i miniserien Close to Me, hvor hun både spiller den kvindelige hovedrolle og fungerer som executive producer. I det hele taget spiller kvinderne en stor rolle både i historien og bag kameraet.

Hun mener i det hele taget, at vi bør tale mere om overgangsalder, og at vi bør tale om det med mere respekt og empati i stedet for at tale om, at kvinder afblomstrer, når de ikke længere er fertile.

"Jeg sidder jo faktisk her og synes, jeg er mere cool og i bedre form, end jeg nogensinde har været. Det er, som om der kommer et tidspunkt, hvor brikkerne begynder at falde på plads. Det er lidt som et puslespil. Lige pludselig er der ikke længere de der store huller – de er blevet bygget til – og nu begynder du at kunne se billedet."

Mens Connie Nielsen ikke tøvede med at gå rebelvejen over for sin far, satte relationen til hendes mor hende i et langt sværere dilemma. Noget hun ellers sjældent havner i, da hun er meget all or nothing, som hun siger. Måske fordi hun voksede op som mormon, hvor hun lærte at være urokkelig i sine beslutninger og ikke ligge under for gruppepres.

Da hendes far døde i marts, var det ikke første gang, hun sad med følelsen af ikke længere at være en datter. Den ramte hende allerede flere år før, hendes mor døde i 2014. Moren, Laila, blev forladt af sin far som lille og voksede op hos en mor, der var hårdtarbejdende sygeplejerske.

Som voksen blev Laila skuespiller, samtidig med at hun kæmpede med et vanskeligt sind. Hun havde cyklotomi, der er en meget depressiv form for bipolar, og som hun først blev diagnosticeret med, da Connie Nielsen var omkring 30. Derudover led hun af migræner, der gjorde, at hun tog for meget morfin. Som datter var det hårdt at se sin mor lide på den måde.

"I hele mit liv har jeg tænkt, at hvis jeg nu bare kunne reparere hende, så kunne jeg få hende til at elske mig på den måde, jeg havde brug for. Som det lille barn, du altid bliver ved med at være, når du føler, at du bliver forladt af dine forældre. Så jeg købte altid tøj til hende og betalte hendes regninger. Jeg købte også et hus til hende, for hvis nu hun ikke havde nogen problemer og bekymringer – og jeg troede selvfølgelig, at de var praktiske – ville hun have overskud til endelig bare at være min mor."

Hun stopper op og griner lidt forsigtigt.

"Og jeg ville jo egentlig ønske, at der var nogen, der havde sagt til mig fra begyndelsen: Din mor kan aldrig nogensinde blive repareret. Hun kan ikke repareres," siger Connie Nielsen, der først skulle igennem mange års skuffelser. Hver gang hun kom og besøgte sin mor, mødte hun op fuld af forventninger.

"Jeg glædede mig sådan til at se hende, og selv om jeg kom der med mine børn, kom det altid til at handle om Laila. Om Lailas helbred, Lailas depression, Lailas selvmordsforsøg og Lailas penge.. Og for sådan en som mig, der lige netop på grund af min opdragelse ER en meget organiseret og renlig person, var det meget svært at komme ind i det her 180 kvadratmeter store hus, som jeg havde købt til hende, og som nu var blevet meget svært at navigere rundt i, fordi der var blevet ophobet så mange ting langs gangene, og som lugtede urent, fordi der ikke var blevet gjort rent i meget lang tid. Og jeg kunne se, hvordan hun simpelthen ikke havde de nødvendige redskaber til at håndtere sit liv. Det er nok derfor, jeg altid automatisk har reageret med: "Der er nogen, der har brug for hjælp, jeg SKAL hjælpe." Og det kommer jo direkte derfra."

En juleaften, hvor hun sammen med sine tre søskende havde planlagt at holde jul hjemme hos deres mor, blev for alvor en øjenåbner.

"Jeg kan huske, at vi alle sammen sad der om eftermiddagen og sagde: "Øhm... skal vi gå i gang med at smutte mandler til risalamande?" Men nej, nej, mor kom og lavede mad lige om lidt, fik vi at vide. Og så blev klokken seks, og anden var stadig ikke kommet i ovnen, og så til sidst var klokken elleve, og så kunne hun ikke komme ned. Hun KUNNE ikke komme ned. Og på det tidspunkt var vi så begyndt at lave mad – og det var nok den værste julemiddag i mands minde," fortæller hun.

"Jeg havde min ældste søn med hjemme, og det var nok der, jeg begyndte at sige, at det ikke nyttede noget at prøve at lade mine børn få et forhold til deres mormor, for jeg ville ikke have, at de også skulle skuffes igen og igen. Det var en form for erkendelse. Hun-kan-ikke-det-her! Lad være med at forvente noget, hun ikke kan. Det er ikke i ond mening, hun kan bare ikke... Men da jeg var yngre, tænkte jeg "Åååååh, sikke et dårligt menneske!" og var vildt forarget over, at hun var så kold og ude af stand til at elske."

Erkendelsen af, at hun efter mange års forsøg ikke kunne reparere sin mor, satte hende i et svært dilemma. For det betød, at hun fremover skulle finde en måde at være i relationen på uden at miste sig selv.

Hun har et indre billede af sin mor cirka fem år før hendes død, hvor hun stadig arbejdede på at lægge den nødvendige afstand til sin mor.

"Men der var et øjeblik, hvor jeg var i stand til at sidde der og betragte hende, og det ikke længere vendte sig i min mave, fordi hun havde lange, sorte fingernegle. Hvor det ikke længere gjorde mig ondt at se, at hun VIRKELIG havde gjort en ENORM indsats for mig og taget læbestift på, selvom jeg alligevel kunne se, at smerten inde i hende bare lyste igennem, fordi det bare gjorde så ondt at være Laila."

"Det GJORDE bare SÅ ondt. Hun var et omvandrende blåt mærke... At sidde der og ikke blive ramt af den der følelse af vanvittig medlidenhed og omsorgsfølelse, men at kunne lade hende hvile i det og forstå, at det ikke var min skyld. Det var ikke noget, jeg kunne gøre noget ved, men at jeg bare kunne give hende den respekt at være der med omsorg, men uden medlidenhed," fortæller Connie Nielsen, der dog alligevel aldrig har tvivlet på, at hun havde en stor plads i sin mors hjerte.

"Jeg vidste godt, at hun virkelig elskede mig. Jeg vidste også godt, at hun ikke kunne give mig det, jeg som datter var berettiget til. Jeg vidste det godt. Jeg forstod det ret tidligt. Men da jeg var yngre, gjorde det ondt. Og det gør selvfølgelig stadig ondt at huske mit yngre selv."

Der har været overraskende mange paralleller til Connie Nielsens eget liv i arbejdet med Close to Me. Udover at kunne nikke genkendende til den fysiske forandring, kvinder gennemgår i forbindelse med overgangsalderen, fylder netop forholdet til forældrene en del. Hovedpersonen Jo har også mistet sin mor, mens hendes far, der bliver spillet af Henning Jensen, skranter. Og det samme begyndte at ske for Connie Nielsens far kort før, optagelserne til serien gik i gang i England i efteråret 2020, hvor han blev indlagt med tarmslyng. Fordi coronaepidemien havde sat verden på pause, var hun på det tidspunkt taget hjem til Danmark, hvor hendes yngste søn, Bryce, gik i skole i et halvt år.

"Jeg var oppe på sygehuset sammen med Bryce. Jeg kan huske, at vi bare sad der, og lige pludselig spurgte min far mig, om jeg ikke lige ville klippe ham. Det var så intimt! At stå der og klippe hans hår og barbere ham... Det var, som om der ikke var gået 40 år siden, jeg boede hjemme. Det var så MÆRKELIGT altså. At føle den der intimitet."

"Da Lars og jeg går fra hinanden, og vores familie går i stykker. Altså et næsten ubeskriveligt tab. Til okay... Nu er det forbi. Nu er vi gode venner. Og nu sidder vi her og samarbejder om Bryce, der er blevet teenager."

En ting, hun har tænkt mere over de seneste år, er den, hun er blevet i kraft af sin familiehistorie, og hvilke mønstre hun gentager og har brudt i relation til andre.

"Du har måske sagt som teenager, at det der skal jeg aldrig nogensinde gøre, og så viser det sig, at du LIGE præcis gentager visse mønstre, som du ellers har været blind for. Jeg er for eksempel altid blevet forelsket i meget stærke mænd. Eller... meget stærke mænd, som var virkelig skrøbelige," fortæller Connie Nielsen.

"Også den der medafhængighed... Ååårh! Hvordan jeg bare skulle støtte og støtte og passe på... og hjælpe og hjælpe og hjælpe og så videre. I virkeligheden var det jo bare afspejlinger af nogle mekanismer i min familie."

Connie Nielsen mener, at der er tale om et generationssvigt og på ingen måde ond vilje. For begge hendes forældres baggrund gjorde, at de ikke forstod at vise den forældrekærlighed, et barn har brug for.

"Det er jo selvfølgelig en arvesynd. Nærmest bibelsk. I alle familier nærmest. Det er ret uhyggeligt, hvordan det der kan gå igen og igen og igen i generationer."

"Først som voksen forstår du, at det er et generationssvigt. Igen og igen og igen. Og det ER utroligt, hvor svært det stadig er at stoppe traumer fra at gentage sig fra generation til generation – der er stadig for lidt støtte til vordende forældre. Jeg synes jo, at psykologstøtte burde være dækket af sygesikringen. Hundrede procent."

På den måde mener hun, at det ville være billigere i længden for samfundet. For arbejder man med sine problemer, kan man bedre beskytte næste generation.

"Jeg er så nok gået i den modsatte grøft, hvor jeg nok har været sådan lidt overbærende og overomfavnende, og mine sønner har også været nødt til at sige: "Nu skal du vist lige tage det stille og roligt derovre. Vil du godt lade være med at røre mit hår, mor! Hold op!" Og det er sikkert, fordi jeg stadig prøver at bearbejde sorgen som barn, og så gør man det ved at gøre det ved ens børn, som man gerne selv ville have haft, men som selvfølgelig kan blive for meget. Det tror jeg er ret klassisk."

Connie Nielsen synes, at livet er rigtigt spændende lige nu. Karrieremæssigt har hun mere travlt, end hun nogensinde har haft før. Og så har hun et stærkt netværk på alle mulige måder.  

"Jeg kunne godt tænke mig at blive forelsket og finde en person, som jeg VIRKELIG vil bygge et liv med. Men jeg har så mange skønne mennesker i mit liv, så jeg har ikke nogen følelse af at sidde og vente på, at livet starter igen. Overhovedet ikke. Men selvfølgelig vil jeg også gerne være forelsket. Men jeg tror ikke, jeg gider at være forelsket på den der måde, vi kvinder ofte er forelskede på, hvor man romantiserer manden og bygger en masse forventninger op, som han så skal leve op til. Det synes jeg selv, jeg har været RIGTIG skyldig i som yngre kvinde. Jeg kunne simpelthen bygge en hel personlighed op omkring den her stakkels mand. Og så blive VILDT skuffet, når det viste sig, at han ikke var alt det," fortæller Connie Nielsen. 

"Jeg har nok lidt en tendens til at blive forelsket i en form for vildskab. Jeg kan godt lide det uhåndterlige og mystiske. Og det ER nok lidt mit downfall."

Hun lader den sidste bemærkning hænge lidt og bryder ud i et stort grin.