Hvilken side er bedst at sove på?
SPONSORERET indhold

Denne sovestilling er bedre for dig end nogen anden

Vælger du den rigtige stilling, vil du vågne op og føle dig bedre tilpas. Det er påstanden, hvis man skal tro Dr. John Douillard.

Af: Mi Skjold brix Foto: Getty Images
14. aug. 2017 | Sundhed | Fit living

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at søvn er vigtig for vores sundhed. For lidt søvn kan have en lang række konsekvenser for vores helbred, sexlyst, vægt og meget andet.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du sover for lidt.

Men har du nogensinde skænket, hvordan du sover, en tanke? De fleste af os har en klar favoritposition, når vi kryber under dynen, men måske er det værd at revurdere den?

Det tyder den anerkendte Ayurveda-ekspert Dr. John Douillards artikel om emnet på.

I en video på sin blog forklarer han, at der er overraskende mange fordele ved at ligge på venstre side, når vi får besøg af Ole Lukøje. I denne position har din krop nemlig de bedste betingelser for at fungere optimalt og få gavn af tyngdekraften, fordi der er forskel på vores højre og venstre side – mere end de fleste måske går og tænker over.

Sådan påvirkes fordøjelsen, når du sover på venstre side

Madens vej gennem tarmen går fra højre side mod venstre, som de hvide pile illustrerer. 

En af de funktioner i kroppen, der bliver hjulpet, når du ligger på din venstre side frem for din højre, er din fordøjelse.

"Din mavesæk ligger som en vugge mod venstre side, og hvis du ligger på venstre side (...) kan maden langsomt blive transporteret væk og fordøjet ved hjælp af din maves sammentrækninger i et roligt og organiseret tempo," forklarer han i en video i artiklen.

Han forklarer yderligere, at maden vil strømme for hurtigt fra mavesækken, hvis du derimod ligger på højre side efter et måltid pga. tyngdekraften.

Hvor mavesækken ikke har godt af at få speedet fordøjelsesprocessen op ved hjælp af tyngdekraften, så er det anderledes gunstigt at give dine tarme et kærligt skub ved at ligge på venstre side. Det betyder nemlig, at affaldsstoffer passerer nemmere igennem tyktarmen, der går fra højre side over maven og ned langs venstre side (se billede 1).

I blogindlægget, der er knyttet til videoen, skriver Douillard desuden:

"Leveren og galdeblæren hænger i højre side. Når du sover på venstre side giver det dem ved hjælp af tyngdekraften mulighed for at hænge frit og udskille vigtig galde ud i fordøjelseskanalen for at nedbryde fedt og neutralisere mavesyren," skriver han. Endnu en fordel ved at lægge dig til at sove på venstre side.

 

Blodgennemstrømningen i aorta er markeret med hvide pile. 

Sådan påvirkes hjertet, når du sover på venstre side

Også dit hjerte vil takke dig for dit valg af venstre side. Det er nemlig samme side, hjertet sidder i, og når blodet skal pumpes ud i kroppen via hovedåren aorta, der løber venstre bagom hjertet, skal dit hjerte arbejde mindre, fordi blodet skal strømme nedad og ikke opad (se billede 2) i denne position.

"Når dit hjerte pumper, og du ligger på venstre side, pumper det bogstaveligt talt nedad. Og hvis du nogensinde har arbejdet med en pumpe i eksempelvis din have, ved du også, at det er ekstremt hårdt at pumpe opad. At pumpe vand nedad er derimod ubesværet," siger han og understreger, at dette måske er den største fordel ved venstre side.

Sådan påvirkes milt og lymfesystem, når du sover på venstre side

Ud over hjertet sidder milten også i vores venstre side, hvor store dele af lymfesystemet gør den selskab. Det betyder ifølge ayurveda-guruen, at også dette system kan få gavn af, at vi sover på venstre side, fordi lymfevæsken på den måde lettere løber til milten, når vi sover, og på den vis arbejder videre, også selvom vores muskler ikke aktivt arbejder på at sende væsken videre i vores system om natten.

Er du klar til at vælge side?

Et trick til at blive liggende på venstre side er ifølge flere amerikanske medier, der har berettet om fordelene ved denne position i sengen, at lægge noget stort bag dig, så du ikke kan rulle om den anden side; en dyne, pude eller en tennisbold, du hæfter på ryggen af dit nattøj.