Yogacruise i Middelhavet
SPONSORERET indhold

Tank ny energi på yogacruise i Middelhavet

En hel uge ombord på et sejlskib i Middelhavet med fokus på krop og sjæl. Lyder det fristende? Sundhedsskribent ­Pernille Lewinsky Kofoed tog på krydstogt – en tiltrængt ­pause fra hverdagen med sol, vand, yoga og ren afslapning.

Af: Pernille Lewinsky Kofoed og Susanne Knutzen Foto: Private og PR
25. nov. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Tusmørket er ­begyndt at falde på, da vi forlader ­havnebyen ­Civitavecchia ved Rom. Den lune aftenluft smyger sig som et varmt tæppe omkring kroppen, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg om morgenen har forladt lufthavnen i Kastrup og typisk dansk efterårsvejr. Forude venter en uges "cruise" i Middelhavet og det Ægæiske hav med besøg i en lang række små havne og med endestation i Athens travle havneby, Piræus. Når jeg skriver cruise i anførselstegn skyldes det, at Royal Clipper, som jeg er ombord på, ikke er et traditionelt krydstogtskib af den slags, som sejler rundt i Caribien med indkøbsstrøg, indendørs skøjtebane og tusindvis af gæster om bord. Der er derimod tale om en smuk femmastet klipper med teakdæk og blafrende sejl – verdens største af slagsen – med visionen om at give dig oplevelsen af at være på din helt egen, private yacht. En følelse, som jeg sjovt nok ikke har svært ved at forlige mig med.

Klipperen Royal Clipper er verdens største af sin slags – og ret ­charmerende.

LÆS OGSÅ: Tag med på et sundhedstrip i London

Morgenyoga og bølgeskvulp
Dagen derpå starter ved solopgang. Klokken 7 er der morgenyoga på agterdækket. Det er en skøn, blid måde at ­tage hul på dagen på. ­Havet er næsten blikstille, og selvom solen endnu ­ikke er brændt igennem, er luften allerede lun og vidner om endnu en varm dag. Vi er syv mere eller mindre morgenfriske yogier, der lydløst finder en plads på ­dækket, hvor vi folder vores yogamåtte ud. Vi lægger blidt ud. De indledende åndedrætsøvelser foregår i skrædderstilling. Og mens jeg sidder der på min måtte med øjnene lukkede og fuldt fokus på åndedrættet og samtidigt mærker solens varme stråler i ansigtet, bliver min ­rejsetrætte krop langsomt fyldt op med ny energi.

– Hold fokus rettet mod vejrtrækningen. Prøv så vidt muligt at acceptere
de tanker, der kommer til jer, og giv så slip på dem, der ikke har med jeres yogapraksis at gøre. Det er med jeres tanker som med bølgerne på havet: Follow them, ride on them and ­have fun, siger Lidija, vores yogainstruktør, blidt.

Den perfekte setting til at dyrke morgenyoga.

Med fornyet klarhed og ro i sindet er det blevet tid til at løsne, strække og smidiggøre kroppen. Meget passende lægger vi ud med solhilsner, der virker udrensende og styrkende på kroppen. I et langsomt flow bevæger vi rygsøjlen forover og bagover for at skabe mere plads mellem ryghvirvlerne, og samtidigt får jeg strakt og masseret mine ­ømme muskler og stimuleret de vitale organer. Herefter følger balanceøvelser, mavestyrkende øvelser og meget passende yogastillingen "båden".

Tiden flyver afsted, og mens skibet ­majestætisk passerer øen Capri, hilser vi den gryende dag velkommen.

– Tak, fordi I delte jeres energi med mig, lyder det fra Lidija, og vi kvitterer alle med et sagte namaste.

Blød og afslappet i hele kroppen går jeg ned for at spise morgenmad i skibets restaurant, hvor en bugnende ­morgenmadsbuffet lokker med ­mere, end hjertet kan begære. I den ­sunde ­ende af morgenmadsskalaen er der ­lækre smoothies, yoghurt, nødder, tørrede frugter og frugtsalat, mens man i den noget mere syndige ende bliver lokket af sprøde hashbrowns, stegte pølser, franske oste, hård og blød bacon samt brød og wienerbrød i flere afskygninger. For at bevare den sunde følelse i kroppen efter yogatimen undlader jeg at give efter for de usunde fristelser og beslutter mig i stedet for at gå med de sundere alternativer, så jeg stiller sulten med en melonsmoothie, en omelet med tomat og svampe og varm myntete.

Ved frokosttid ankommer vi til Sorrento, hvor vi kaster anker. For dem, der har lyst, er der en guidet tur til ­Pompei og Herculanum, men da jeg allerede har set begge byer, beslutter jeg mig i stedet for at tilbringe dagen på havet. Fra min solseng på skibets øverste dæk og med en helt mageløs panoramaudsigt til hvælvingerne i klippeskrænterne, ­lukker jeg øjnene og nyder brisen fra havet og varmen fra solen.

LÆS OGSÅ: Ægte pause under den spanske sol

Walk a mile with a smile
Vi er godt 170 gæster ombord på Royal Clipper med forskellig ­nationalitet, og flere af gæsterne er såkaldte repeaters – gengangere. De er vilde med den bekvemme ferieform ombord, som samtidig giver dem mulighed for at møde nye ­mennesker og besøge flere småbyer og lande på blot en uge. Samtidigt kan de slappe af og bare nyde livet på havet, ­solen og den gode mad. Og netop maden ombord er et ­kapitel for sig. Ud over den bugnende morgenmadsbuffet, tilbydes en ditto buffet til frokost. Sidst på eftermiddagen er der snacks på dækket, fra kl. 20 serveres en 7-retters middag og endelig sluttes af med en sen natsnack – så du ikke går ­sulten i seng.

For at undgå at der sniger sig (alt) for mange kilo på sidebenene fra den både rigeligeog veltilberedte mad, ­kaster jeg mig over nogle af de mange ­forskellige tilbud om motion. Ud over yoga hver morgen er der udendørsmorgengymnastik, der fyrer op under pulsen og sætter musklerne på arbejde. Og hvis livet på langs på en solstol gør det svært at nå de anbefalede 10.000 daglige skridt, er der mulighed for at deltage i "Walk a mile", som er en guidet gåtur rundt på hele skibet. Du kan også træne i skibets fitnessrum, der sammen med spaen ligger under havoverfladen og dermed giver dig frit udsyn til dyrelivet i havet. Endelig er der om eftermiddagen mulighed for at dyrke vandaerobic i en af skibets to pools eller prøve kræfter med en stribe vandaktiviteter.

Prøv kræfter med stand up paddling, som er både sjov og effektiv træning.

Fra den store marinaplatform i agterstævnen kan du blandt andet stævne ud i små tomandsjoller, ro kajak eller snorkle. Den hotte vandsport stand up paddling – også kaldet SUP – lyder sjov. Den går ud på, at du står oprejst på et surfboard uden sejl, mens du ved hjælp en pagaj sejler og styrer brættet. Men det ser lettere ud, end det er...

Jeg lægger ud med at hvile på ­knæene på brættet, mens jeg forsigtigt padler afsted med pagajen. Først vipper brættet lidt, men efterhånden som jeg begynder at finde balancen, bliver jeg mere modig. Jeg rejser mig op, og med let spredte ben og tungen lige i munden padler jeg langsomt afsted. Bedst som jeg synes, at det går helt godt, passerer en motorbåd med italienere, der hujer og vinker, og dønningerne fra båden får brættet til at vippe kraftig. Jeg mister et øjeblik både koncentrationen og balancen og undgår med nød og næppe at falde i vandet. Efter knap en halv times supping begynder mine ben at ryste, og musklerne giver lyd, så jeg beslutter mig for at ro tilbage mod skibet. SUP-surfing er i dén grad en super effektiv "Full-body Workout", der udfordrer både balance og coremuskler.

Vild med snorkling? Du går ikke ned på vandaktiviteter på dette cruise.

LÆS OGSÅ: Luksusparadis på den græske halvø Halkidiki

Når himmel og jord står i et
Ved midnat på tredjedagen stævner vi ud fra Messina på Sicilien. Forude venter turens længste stræk til søs. Godt 305 sømil eller knapt 600 km skal tilbagelægges, inden vi kan lægge til kaj i Katakolon på den græske halvø Peloponnes. Men efter tre dage med havblik spiller de græske vejrguder nu med musklerne, og hen på morgenen vågner jeg ved, at bølgerne banker hårdt ind mod skroget. Udenfor tordner og lyner det. Himlen er truende sort, og det stormer så kraftigt, at den stærke vind får det store sejlskib til at krænge voldsomt og passagerer (og selv hærdede sømænd!) til at bukke under. For ikke selv at blive overmandet af søsyge, lægger jeg mig på en solseng på det øverste dæk. Her søger jeg ly for regnen under en udspændt presenning og pakket godt ind i hættetrøje og håndklæder, kæmper jeg i ni stive timer for at holde skansen i selskab med min bog, varm ingefærte og en brækpose. Ingen bugnende frokostbuffet eller 7-retters aftenmenu til mig i dag – kun et brændende ­ønske om snart at se land igen. Da vi næste morgen nærmer os Grækenland, er det klaret op, og vinden er løjet af. Og ligesom skyerne er min søsyge forsvundet som dug for solen.

Efter godt og vel et døgns ufrivillig faste, spiser jeg en solid morgenmad, og da der op ad formid­dagen er mulighed for mast climbing, beslutter jeg mig for at udfordre min højdeskræk. Efter at instruktøren har sikret sig, at mit sikkerhedsbælte er forsvarligt spændt, begiver jeg mig op ad den næsten lodrette rebstige mod kurven højt oppe i en af skibets midterste master. Mine håndflader er svedige, og jeg er dybt koncentreret om ikke at kigge ned og kun holde fokus på det næste skridt op ad stigen. Og selvom jeg med min fornuft jo godt ved, at sikkerhedslinen vil fange mig, hvis jeg mister ­grebet, overvejer jeg alligevel ­flere ­gange at vende om. Turen op ad rebstigen føles nærmest uendelig, og da jeg omsider når platformen og sikkerhed, ryster mine ben så meget, at jeg er nødt til at sætte mig ned. Deroppe, sytten meter over dækket, blæser en frisk brise og efter nogle lange og dybe indåndinger, slipper nervøsiteten, og kroppen falder efterhånden til ro igen. Klatreturen op har seriøst puffet mig ud af min komfortzone, men ved synet af det glimtende hav og omridset af Peloponnes i varmedisen har udfordringen virkelig været det hele værd. Og selvom nedstigningen også er pænt udfordrende, viser den sig gudskelov ikke at ­være nær så angstprovokerende som opstigningen.

Efter klatreturen til tops har jeg ­fået mod på mere, så jeg kravler på alle ­fire – denne gang uden tøven og fugtige håndflader – ud i det store net, der er fastspændt på hver side af bovsprydet i forstævnen. Her lægger jeg mig på maven og kigger ned i det uendelige, blå vand, hvor en stor havskildpadde sløvt svømmer forbi.

Havet er et oplagt sted at komme helt ned i gear og booste dit energiniveau.

Det er sidste aften ombord. Mørket har sænket sig over skibet, og i det fjerne skimtes lysene fra det græske fastland. Til tonerne af "The Girl From Ipanema" sætter jeg mig op på dækket og nyder en iskold mojito. Heroppe er nattehimlen som et kæmpestort, lysende tæppe. De tusindvis af blinkende stjerner synes så tæt på, at jeg næsten får fornemmelsen af at kunne plukke dem ned fra himlen, og i det fjerne træder mælkevejen hvid og tydelig frem. Efter at have tilbragt de sidste tre dage i det græske øhav, nærmer turen sig sin afslutning. En hel uge på havet med sol, yoga, afslapning og sund mad. Et krydstogt med mulighed for at snorkle, få massage, besøge italienske badebyer og græske templer er ved at være til ende. Og selvom jeg nok stadig er mere landkrabbe end søulk, er der ingen tvivl: Kombinationen af hav og sol er balsam for sjælen og får tankerne og kroppen helt ned i gear. 

LÆS OGSÅ: Her får du mest sol for pengene

LÆS OGSÅ: Simple living på Sicilien

LÆS OGSÅ: Sandstrand og stjernestøv i San Sebastián