Kristina Trolle bekæmpede sin angst: ”Vi skal lære at sige ja, når vi mener ja, og nej, når vi mener nej”

– Jeg skiftede jo branche, fordi jeg fandt ud af, at jeg meget hellere ville hjælpe kvinder med at MÆRKE end med at DULME. Som jeg jo gjorde i alle de år som personlig træner, hvor jeg hjalp kvinder med at blive tynde.

Kristina har selv prøvet at dulme og kontrollere sin krop og ikke kunne mærke noget som helst, men valgte en ny vej for mange år tilbage.

– Dengang fik jeg angst, fordi jeg var på vej ud ad en helt forkert vej, og jeg lyttede ikke. Det var en kold afvaskning, som gjorde, at jeg vågnede. Jeg var kommet helt væk fra mig selv, fordi jeg havde fokus på at præstere, og jeg dulmede i mange år, hvilket er at undertrykke følelser.

Så ligesom jeg stadigvæk navigerer efter at mærke mig selv og ikke længere dulmer, så støtter jeg i dag kvinder med at finde ind og mærke efter. I alt, hvad jeg skaber, er der en intention om at gøre netop det – at minde kvinder om, at de har den feminine kraft.

Læs også: Mie Moltke om angst

Kristina sad for 20 år siden i et stort hus, var gift og havde tre børn. Alt var godt. Udadtil. Men Kristina havde det ikke godt. Tværtimod.

– Jeg begyndte for 20 år siden at blive modløs. Jeg havde en lille baby på 8 måneder og en masse at være lykkelig for, men jeg magtede ingenting. Der var ting fra min barndom, der var brug for at blive set på. Gamle følelser, jeg undertrykte. Jeg havde altid været på flugt fra mig selv. Min flugt startede med at være med mad – at overspise.

Men jeg fandt ud af, at det gik jo ikke, for jeg var også superforfængelig. Så derfor blev min flugt at finde den perfekte krop ved at kontrollere træning og mad. Men da jeg fandt den perfekte krop, blev det noget andet, og jeg var stadig ikke glad. Efter modløshed gik det over i sygdomsangst.

Første gang jeg blev indlagt, var det fordi, jeg troede, jeg havde hjertestop. Jeg var så angst for alt muligt, og jeg blev indlagt igen, fordi hele min venstre side var lam. Overlægen sagde, at jeg var det sundeste menneske på hospitalet, og at det var oppe i hovedet, den var gal. Og så fik jeg antidepressiver og blev sendt hjem igen, så snart medicinen virkede.

Skaber noget, jeg selv mangler

– Nogle gange glemmer jeg, hvor slemt det var. Jeg sad som en grøntsag, og mine tre børn rendte rundt. Min mand sagde, jeg skulle tage mig sammen, han var vant til at have den stærke kvinde. Vi blev også skilt efterfølgende. Medicinen hjalp mig ikke – det dulmede kun, jeg kunne ikke mærke noget som helst – heller ikke mig selv. Det holdt mig i en kemikalieboble. Min indre stemme vidste godt, at jeg ikke skulle tage det.

Da jeg skulle have fornyet recepten til de her ”tictacs”, som jeg kalder dem, sagde jeg til psykiateren: Helt ærligt, jeg har små børn, jeg kan ikke blive ved med at tage de her. Så sagde han helt koldt: – Nogle mennesker er nødt til at tage dem resten af livet, du er bare en af dem. Der skiftede det for mig. Jeg kylede recepten ud og tog aldrig mere en antidepressiv medicin.

Det er ikke noget, jeg anbefaler andre, jeg kunne godt klare det, men det er ikke sikkert, alle ville kunne det. Men jeg kunne ikke blive ved med at sidde som en grøntsag. Så jeg gik i gang med hardcore selvudvikling. Terapi og alt muligt forskelligt. For mig er psykiateren og psykologen alt for mentale. Jeg skal også mærke det i hjertet. Så jeg fandt en, der kunne kombinere de to ting, og veje, der passede til mig.

– I terapi fik jeg løsnet op for de ting, jeg skulle kigge på fra min barndom. Og talt om mor og far – og alt det der. Mest far. Hård vej. Men den eneste vej for mig, nemlig at gå indad. Har aldrig kigget mig tilbage siden, og det er jo hele livet, vi skal blive ved med at arbejde. Og fordi jeg selv gør det, kan jeg give det videre til andre.

Det, jeg skaber, skaber jeg til mig selv. Jeg skaber noget, jeg selv mangler. Som så kan støtte andre kvinder. Jeg sidder ikke og prøver at regne ud med mit hoved, hvad jeg kan tjene penge på. Jeg er hver dag på knæ over, at der er en mening med det hele og alt det, som der kom ud af min smerte.

Læs også: Patricia fik antidepressiv medicin: Jeg kunne ikke mærke mine følelser

Din egen guru

– Alle er på rejse hele tiden, også dem, der kalder sig selv for guruer, eller dem, vi selv bruger som læremestre. Vi er mennesker, og vi er hele tiden på vej. Jeg kan stadig miste mig selv. På en dårlig dag kan vi alle ryge 20 år tilbage, som om vi nærmest aldrig havde arbejdet med os selv.

Men forskellen fra før til nu er, at jeg hurtigt finder hjem igen. Stilhed og natur er mit værktøj, når jeg mister forbindelsen til mig selv. Men det er jo lige herinde hele tiden. Lige her i hjertet. Lars Muhl, min mentor, siger: Himmeriget er indeni. Det er ikke uden for dig eller hos andre.

– Det har været en rejse fra at være usikker, perfektionistisk, kontrollerende og altid stræbende efter at være dygtig og blive anerkendt, hvilket jo i bund og grund handler om at ville elskes, og
til, hvor jeg er nu, at være forbundet til en indre kraft, jeg ikke vidste, jeg havde, men som vi kvinder har i os.

Kristina mediterer og dyrker yoga, som så mange andre gør og flere og flere begynder på, men noget af det mest spirituelle, hun har lært, det er noget, mange kvinder har udfordringer med igennem livet:

– Jeg var den pæne pige. Men nu har jeg lært at sige nej og ja. Det har Lars også lært mig, og han siger, det er noget af det mest spirituelle, der findes. Det er sgu ikke så hokuspokus. At sige ja, når man mener ja, og nej, når man mener nej.

Noget vi kvinder jo kæmper med, fordi vi ofte pleaser og siger, hvad vi tror, de andre vil høre, i stedet for at mærke, hvad vi har lyst til. Vi kan meditere og gøre alt muligt, men det er lige meget, hvis vi ikke er autentiske. Jeg kan tune ind på min egen kraft nu. Og den kraft føles som om, at hvis mine børn lå klemt under en bil, så kunne jeg løfte den.

Læs også: Iben Hjejle om stress: "Man slår hele tiden sig selv i hovedet med det, man skulle have gjort"

– Det er vigtigt, at vi kvinder vækker vores kraft, for jeg tror, det er os, der skal redde verden, for at sige det rent ud. Det er i hvert fald det feminine princip, der skal redde verden: moderlighed, omsorg, kærlighed og empati. Det modsatte af, hvad der sker mange steder i verden lige nu. Og det er jo både kvinder og mænd, der kan have de egenskaber.

– Når jeg kommer for langt væk fra mig selv, har jeg brug for at kontrollere folk. Men ikke når jeg er i balance. På mine workshops giver jeg det videre, som jeg selv har lært. At det ikke handler om mad, hvis det er det, der er din udfordring. Det ved de fleste godt, vi behøver ikke en ny kur, men et nyt mindset.

Når man kontrollerer sin mad, så er det for at dulme følelser. Misbrug kan være mange ting: mænd, sex, cigaretter, telefon, alkohol – alt sammen handler om at dulme, det er bare, hvad vi vælger at dulme med.

– Vores misbrug kan være en vejviser. En lærer, jeg havde, sagde: ”Dit misbrug er spor, der kan følge dig hjem til dig selv – når du begynder at være nysgerrig på, hvorfor du gør det, kan du ikke undgå at få nogle svar”.

– Det handler jo også om at vende sine negative tanker, som kan føre en lige tilbage i misbruget. Jeg tænker meget over, hvad jeg siger til mig selv, for ”JEG ER” er nogle af de mest kraftfulde ord: Jeg har skabt en rutine, hvor jeg hver morgen siger: ”JEG ER taknemmelig” – før jeg kigger på min telefon. Det hjælper mig, at jeg har den daglige reminder. For vi er jo bare mennesker, og vi glemmer at være taknemmelige for basale ting.