Derfor tager vi lykkepiller

Hvem: Tatjana Haddow.
Alder: 37 år.
Profession: Ejer af webbureauet Oneclevercode.com
Diagnose: Depression og OCD.
Medicin: SSRI-præparatet Sertralin.
Medicinen hjalp: i løbet af Seks uger.
Stoppet med medicinen: Nej.

– Selvom jeg på mange måder har haft en rigtigt fin barndom, og også var ret udadvendt og sej som barn, havde jeg perioder, hvor jeg var unaturligt bange for ting. Jeg var dødsensræd for ild, havde forskellige mærkelige ritualer, som jeg bare skulle følge, ellers fik jeg kropslig uro, og jeg skulle tjekke alting syv hundrede gange, inden jeg gik ud ad døren.

Alkohol gjorde livet tåleligt
Perioderne med angstfyldte og tunge tanker flyttede med, da Tatjana blev ældre og fik en uddannelse og et job. Men én ting gjorde dog livet mere tåleligt, nemlig festerne, alkoholen, dansen og stofferne. Så selvom uddannelsen som grafiker blev gennemført med bravour, og selvom der straks var et fast job parat, blev weekendens fester en kærkommen ventil i takt med at presset blev større.

– De der weekender blev mit helle. Det var der, hvor jeg ikke skulle tænke, fundere og bekymre mig. At feste og at drikke mig sanseløst beruset gav på en sær måde mening og fred. I hvert fald indtil tømmermændene dagen efter trak mig helt ned under gulvtæppet og jeg om muligt endnu mere depressiv gemte mig to dage i sofaen. I dag kan jeg jo godt se, hvorfor jeg følte, at jeg var nødt til at skeje sådan ud. Jeg dulmede og selvmedicinerede mig selv, men på det tidspunkt anede jeg ikke, at der var andet at gøre.

LÆS OGSÅ: Sådan får du kroppen i balance

Mit system lukkede ned
Festerne og at ty til substanser, når tingene blev for svære, blev løsningen i mange år. Lige til den dag hvor stress på jobbet og en uenighed i familien paralyserede Tatjana så grundigt, at hun end ikke orkede at stå op, tage sko på og da slet ikke at tage i byen for at feste.

– Det er en ejendommelig følelse pludselig ikke at være i stand til at kunne tænke en sætning til ende eller træffe selv en simpel beslutning. Det var, som om min hjerne var brudt sammen, lidt ligesom en computer, der får en kop kaffe i harddisken og brænder sammen med et. Jeg lå bare der og var helt væk, ville ikke noget og kunne ikke andet end at græde. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hvor let alting ville være, hvis bare jeg kom væk, eller hvis verden ville forsvinde. Samtidig fik jeg dårlig samvittighed over for mine omgivelser, for hvorfor havde jeg det sådan her, når alt omkring mig egentlig var mere end okay?

Den første tid var svær
Tatjanas kæreste så heldigvis symptomerne og tog dem alvorligt.

– Jeg fik for første gang i mit liv at vide, at nej, det er ikke normalt at have selvmordstanker, selvom de kun er der en gang imellem, nej, det er ikke meningen, at livet skal føles så svært og så op ad bakke og nej, det er ikke alle, der har brug for at feste efter en hård arbejdsuge for at få luft. Jeg blev bedt om at opsøge min læge med det samme.

– Efter en grundig undersøgelse udskrev min læge et af de nye antidepressiva SSRI-præparatet Sertralin, og selvom jeg var lettet over, at jeg måske ikke behøvede at have det sådan her mere, så var den første tid svær. Jeg havde ikke særligt mange bivirkninger, andet end lidt svimmelhed og en følelse af at der blev tændt og slukket for aktiviteten i min hjerne. Alligevel var jeg bange. Det, jeg var mest bange for, var, om medicinen ville virke. Om jeg var et tilfælde, der kunne hjælpes, om medicinen ville forandre mig, og jeg ville blive en helt anden. Jeg havde jo on/off haft det sådan her i mange, mange år, så hvis jeg blev ”rask”, hvem var jeg så?

Alting blev nyt og spændende
Medicinen begyndte at virke efter nogle uger. Ikke meget, men nok til, at Tatjana sov ordentligt om natten, fik lyst til små gåture og kunne se det fine i tilværelsen:

– Forandringen kom gradvist listende, og mine omgivelser lagde nok mærke til dem, før jeg gjorde det. Efter seks uger følte jeg virkelig en forandring. Dybt inde i mig mærkede jeg en ro, som jeg husker fra de perioder i min barndom, hvor jeg havde det fantastisk. Jeg følte mig ikke ude af kontrol og havde ikke lyst til at drukne sorgerne i sene nattetimer, store fadøl og shots. Jeg kunne pludselig blive barnligt begejstret og var simpelthen bare så glad og rolig og afbalanceret.

Tør ikke stoppe
Nu, tre år efter, er Tatjana stadig på medicinen:

– Euforien over at finde hjem er aftaget, men roen er intakt. Jeg har stadig dage, hvor jeg falder i og ikke kan komme i gang, og hvor jeg tænker: ”Åh nej, nu starter det hele forfra igen”, men følelsen varer aldrig ved. Jeg kommer altid op til overfladen igen. Basalt set kan man sige, at jeg bliver glad og ked af det, griner, græder og bliver vred, akkurat som andre mennesker. Jeg føler mig ikke pakket ind i vat, og jeg føler mig ikke følelsesløs. Slet ikke. På spørgsmålet om, hvorvidt medicinen snart bør nedtrappes, kommer svaret prompte:

– Nej. Jeg vil aldrig nogensinde igen have det på en måde, som jeg havde det, og hvis jeg skal tage en lille pille hver morgen for at holde depression og tvangshandlinger i skak, så gør jeg gerne det. Jeg ville faktisk ønske, at jeg havde fået den her hjælp langt tidligere.

Men har du reelt set brug for medicinen nu?

– Det ved jeg ikke. Og det er netop derfor, jeg ikke tør stoppe. For tænk nu, hvis jeg får det så væmmeligt igen? Jeg har i mellemtiden fået et barn, og jeg har dermed et ansvar for at være så meget på toppen, som det er muligt for mig, så jeg føler ikke, at jeg kan gamble. Jeg synes, det ville være uansvarligt. Men selvfølgelig tænker jeg over, om jeg bør stoppe – at tage medicin, som jeg måske ikke har brug for, er jo heller ikke godt.

Læs videre på næste side.Hvem: Louise C. Bjarnt.
Alder: 38 år.
Profession: Salgsleder.
Diagnose: Angst og stress.
Medicin: SSRI-præparatet Citalopram.
Medicinen hjalp i løbet af: Otte uger.
Stoppet med medicinen: Ja.

– I månederne op til mit kollaps havde jeg sindssygt meget kvalme, følte mig nervøs og var kropsligt på vagt. Men i og med at jeg er lidt af en hård negl, og i øvrigt ikke anede, hvad det der angst og stress var for noget, tænkte jeg, at jeg nok bare var ved at blive småsyg. Så jeg gjorde, som jeg havde lært: Jeg knoklede videre og valgte i samme ombæring at gå fra min kæreste, købe lejlighed, sætte lejlighed i stand, snuppe en ekstra uddannelse ved siden af min 70-80 timers arbejdsuge og tage mig af et familiemedlem, der trængte til ekstra omsorg. Kort sagt: Jeg lyttede overhoved ikke til min krops signaler.

Spiste kvalmepiller som var det bolsjer
Nedbruddet, tidspunktet, hvor alt ligesom smuldrer for Louise, står tydeligt:

– Gradvist fik jeg det værre og værre. Jeg kunne vågne op om natten med hjertebanken og med en følelse af ikke at kunne trække vejret. Jeg havde også en overdøvende kvalme. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, fik kørt et hjertekardiogram og fik taget blodprøver. Hver eneste gang var svaret, at alt var okay, og jeg blev både lettet, for pyha, jeg har ikke kræft, og bekymret – for jeg havde det jo ikke godt. Til sidst mente min læge, at jeg nok havde en virus på balancenerven, og jeg fik udskrevet kvalmestillende medicin. Så i og med at jeg stadig ikke havde fornemmelsen af, at de følelser, jeg havde indeni, kunne være andet end fysisk betinget, spiste jeg kvalmepiller, som var det bolsjer, og fortsatte med at tonse derudad.

– For at føle at jeg gjorde noget, gik jeg i gang med metodisk at afprøve alle mulige alternative behandlingsformer: Hypnose og Body Self Developement for eksempel, og jeg introducerede ”Louise-dage” med beroligende musik og karbade osv. Det virkede ikke. Kvalmen, uroen og angsten hang stadig over mig som en sort sky.

LÆS OGSÅ: Sandheden om sukker

Kunne bare ikke mere
Kan jeg have angst?
Louise vågnede op en søndag og kunne bare ikke mere.

– Jeg var helt tung i kroppen. Min hjerne var tom. Jeg havde ikke flere ord eller følelser i mig. Det var, som om at alt var slut. Det var en meget ubehagelig fornemmelse af, at alt, jeg kendte, var forsvundet.

– Ved et tilfælde faldt jeg over bogen ”Et liv uden angst”. Bogen rummede en tjekliste, hvor jeg opfyldte 11 ud af 12 af punkterne, så jeg drog endnu en gang til lægen og spurgte, om man kunne antage, at jeg havde noget, der hed angst, når nu jeg kunne sætte flueben ved så mange af punkterne? Jo, det kunne man da godt... om jeg ville prøve antidepressiv medicin? Ja, hvorfor ikke, tænkte jeg. Jeg startede derfor på antidepressiv medicin og valgte at gå i kognitiv terapi på samme tid.

Egentlig havde jeg ikke særligt mange bivirkninger af medicinen, men den ene, jeg havde, var voldsom. Jeg havde læst om, at angst i starten af en behandling kunne forværres, men jeg anede ikke, at jeg skulle komme til at føle angsten gange 30. Det var rædselsfuldt at have det sådan. Af bare angst kunne jeg ikke spise, rystede hele tiden, blev pludselig langsynet og tænkte, at hvis det er sådan her, det skal være, så er jeg ærligt talt hellere foruden livet. Heldigvis stilnede bivirkningen af i løbet af ti dage.

Vendepunktet
– I løbet af seks til otte uger hjalp medicinen mig til igen at føle, at jeg havde magt til at vælge min egen fremtid. Min krop slappede af. Den kognitive terapi hjalp mig til at erkende, at det er okay, hvis jeg synes, tingene er svære, det er okay, hvis jeg trænger til en pause og mest af alt: Det er stærkt at være svag. Jeg havde simpelthen så svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne alt, så jeg gjorde alt uagtet om krop og sind og sjæl sagde fra. Jeg skulle lære mig selv at kende på ny og lære at behandle mig selv på en helt anden, og mere kærlig, måde. Jeg er sikker på, at kombinationen af kognitiv terapi og medicin hjalp mig tilbage. Ingen af delene kunne stå alene, men sammen var de et virkelig godt match.

Hvor lang tid tog du medicinen?

– I lidt over et år, men til slut glemte jeg i dagevis at tage den, hvilket fik mig til at tænke, at jeg vel så i grunden ikke havde brug for medicinen mere.

Har lært at holde af angsten
Var du bange for at stoppe?

– Nej, egentlig ikke. Jeg tror, mine timer hos den kognitive terapeut har gjort, at jeg ikke var bange... For hvis jeg fik det dårligt igen, vidste jeg jo, hvad jeg kunne gøre. Så var det bare tilbage til pillerne og i terapi. I terapien lærte jeg også at holde af angsten, for jeg mærker den stadig en gang imellem, og det er jeg egentlig ret glad for. I situationer, hvor jeg har glemt at sige fra eller glemmer mig selv, fortæller den mig, at jeg skal lytte, passe på mig selv og reagere. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at jeg har sluttet fred med angsten.

LÆS OGSÅ: Slut fred med din krop