Buksedragten fungerer altid, mener Anja Steensig.
SPONSORERET indhold

Se Anja Steensigs klædeskab

Tidligere tv-vært Anja Steensig, 39, er sprunget ud som smykkedesigner med mærket Æon. Hendes klædeskab er fyldt med buksedragter, små jakker og cool jeans, men det er festkjolerne, der betyder noget særligt.

Af: Cecilie Gry Philipsen Foto: Pernille Ringsing
12. nov. 2013 | Mode | ALT for damerne

Hvordan vil du beskrive din stil?
Den er meget enkel, men helst med lidt kant. Jeg er slet ikke til det pyntede, men elsker at klæde mig kvindeligt, og jeg er blevet meget mere konsekvent med alderen.

Hvad har du meget af i dit klædeskab?
Buksedragter – jeg elsker buksedragter! Til gengæld har jeg meget svært ved at finde bluser, jeg har lyst til at købe. Det bliver altid bukser eller kjoler i stedet for.


Jeans fra bl.a. favoritmærket Filippa K.

Hvem har god stil i dine øjne?
Arkitekten Eva Harlou har ufattelig god og meget personlig stil. Hun tør gøre noget ud af sit look og ligner ingen andre, når hun optræder på tv. Andrea Elisabeth Rudolph ser også altid godt ud, uanset hvad hun tager på.


Læderjakke fra Prada og støvler fra Cesare Paciotti.

Hvad ser man dig aldrig i?
Støvler, der går op over knæet, T-shirts med budskab på maven og små tørklæder om halsen.

Hvad er dit seneste køb?
En meget tætsiddende kjole fra Sneaky Fox. Helt klassisk.

Hvad bliver dit næste køb?
Jeg skal have fundet en vinterfrakke. Knælang, oversized og med rund hals. Den er åbenbart ikke så let at finde.


Hyggelige strikbluser fra Aiayu og ur fra Omega.

Hvordan bliver du klar på fem minutter?
Jeg hopper i en buksedragt – den fungerer altid uanset humør og dagsvægt. Og så bruger jeg de sidste fire minutter på mit hår. Hvis det ikke bliver stylet, ligner jeg noget, der er løgn.

Hvem er dine danske favoritdesignere?
Jeg elsker alt af Camilla Stærk, der har en lille cool butik på Østerbro i København. Hendes tøj sidder altid som skabt til mig.

Og udenlandske?
Det ved jeg faktisk ikke. Designeren betyder ikke noget for mig – det betyder kun noget, om tøjet er fedt.


Gyldne festkjoler fra Camilla Stærk og Halston.

Hvad skiller du dig aldrig af med?

Mine festkjoler og stiletter. Jeg har en svaghed for festkjoler og drømmer om, at min datter en dag får lyst til at bruge dem. Desværre er hendes fødder allerede større end mine, så stiletterne må jeg bare blive ved med at bruge selv.

Anja Steensigs 3 bedste tip til god stil
Tag tøj på, du føler dig godt tilpas i, og hvor du ikke skal gøre dig umage for at trække vejret.

Find ud af, hvad der klæder din krop. Det er ikke alle, der kan gå i det samme. Gudskelov!

Det er lige meget, hvad der står i nakken. Du kan sagtens se godt ud i noget, der har kostet en 50´er.

LÆS OGSÅ: Se lederens stil - Elegant, klassisk og business-like