Parabener: Disse skal du undgå
SPONSORERET indhold

Parabener: Disse skal du undgå

Skønhedsekspert Charlotte Torpegaard kigger nærmere på de stormombruste konserveringsmidler.

Af: Charlotte Torpegaard Foto: Bulls
22. jan. 2013 | Mode | ALT for damerne

Hver gang du stikker fingrene i en cremekrukke eller åbner en læbestift, udsætter du den for bakterier. Derfor er der konserveringsmidler i dine produkter, så du ikke risikerer allergi, sygdomme og bakterier på huden.

I mere end 80 år var parabener det gængse konserveringsmiddel, anvendt flittigt i både medicinal-, fødevare- og skønhedsbranchen lige indtil et engelsk studie fra 2005 satte spørgsmålstegn ved dem.

Forsøg med rotter påviste nemlig, at visse parabener kan påvirke udviklingen af æggestokke, ligesom de blev mistænkt for at skabe misdannelser i kønsorganerne hos især drengefostre. Samtidig blev parabener forbundet med brystkræft, og selv om de engelske studier blev voldsomt kritiseret for deres metoder, skabte det mediestorm og følgelig en forbrugerreaktion, der aldrig er set mage til i skønhedsverdenen.

Fire parabener mistænkt for hormonforstyrrelser
Når det kommer til parabener, er det ikke lige let at være forbruger. For at kunne navigere rundt i parabenejunglen, kræver det, at du holder tungen lige i munden og genkender de fire parabener, der er under mistanke for hormonforstyrrelser.

De går under navnene: Isopropylparaben, Propylparaben, Isolbutylparaben og Butylparaben, og ifølge EU's videnskabelige komité for kosmetik findes der ikke tilstrækkelig dokumentation for, at de er sikre at bruge. Derfor støder du stadig sjældnere på dem, for langt de fleste kosmetikmærker har valgt helt at fjerne dem fra deres produkter.

"Sikre" parabener er også til debat
Derudover findes der to andre parabener, Methylparaben og Ethylparaben, der af EU vurderes som sikre at bruge, og disse finder du derfor stadig på deklarationerne. Men også disse parabener er kommet op i debatten. Blandt andet hævdes methylparaben at fremme aldringen af dine hudceller, og er det korrekt, så er du jo sådan set lige vidt med antirynkecremen, som du har betalt i dyre domme for. Alle seks parabener kan dog fortsat lovligt stå på indholdsdeklarationen for kosmetikprodukter, og de skønhedsmærker, der fortsat bruger parabener i deres produkter, gør således ikke noget forkert. Til gengæld er det helt og holdent op til dig som forbruger, om du vil købe dem.

Læs også: ALT tester alt-i-ét-cremer

Forbrugerne ønsker økologi
Det vil 43% af os ikke, hvis man skal tro hudplejemærket Vichys undersøgelse. Forbrugerne har talt, og med dem voksede udbuddet af grønne og økologiske produkter uden de omtalte parabener. Det fik en lang række skønhedsfirmaer til at kigge på alternative konserveringsmetoder.

– Vi følger hele tiden nyt i den videnskabelige verden, og der er ingen videnskabelig begrundelse for ikke at anvende parabener. Det er korrekt, at parabener har en hormonlignende effekt, men det betyder ikke, at de er hormonforstyrrende eller til skade for den menneskelige sundhed. Hvis de var det, var de blevet forbudt, lyder det fra L'Oréals Communications Director Sonja Christensen, der, samtidig og i tråd med en lang række andre skønhedsfirmaer, fortæller, at fordi de lytter til deres forbrugere, har de alligevel valgt at udfase parabener i en række af deres mærker. De tæller blandt andet Biotherm, Vichy og La Roche-Posay.

– Desuden arbejder vi meget med både formler og emballager for helt at kunne undgå konserveringsmidler. Et produkt i en pumpe kræver ikke så meget konservering som et produkt i en krukke, som du stikker fingrene ned i, lyder det fra L'Oréal.

Listen over alternativer vokser
Listen over alternative konserveringsmidler vokser dag for dag og tæller blandt andet Natriumbenzoat, Kaliumsorbat, Leuconostoc, Populus Tremuloides eller Sodium Benzoate og Phenoxyethanol, som Matas valgte at bruge, da de for fire år siden helt og holdent fjernede parabener i produktionen af deres egne stribevarer. Hos Ling Skin Care, der blandt andet har berømte kunder som Gisele Bündchen og Uma Thurman, har valgt i stedet at bruge Plyaminopropyl Biguanide, som er det konserveringsmiddel, der har været benyttet til kontaktlinser gennem mange år.

– Det var ikke mindst på opfordring fra vores berømte klienter, fortæller Dr. Ling Chan.

Ifølge eksperter er det ikke udelukkende positivt, når parabenerne tages af deklarationen. De fleste af de alternative konserveringsmidler, der bruges i dag, er i mange tilfælde ikke fundet nær så stabile, og det giver nye udfordringer for os alle, fordi vi følgelig skal opbevare skønhedsprodukter langt mere forsvarligt og forsigtigt end tidligere. Vi skal også bruge dem langt hurtigere, fordi holdbarheden er kortere.

Derudover er der spørgsmålet om allergi, for parabener er stadig, alt andet lige, et af de mest testede, aktive og allergivenlige konserveringsmidler, der findes. Det forlyder, at en stor gruppe astma-allergikere slet ikke ville kunne bruge skønhedsprodukter, hvis parabener ikke fandtes, da de i mange tilfælde ikke tåler alternativerne.



Læs også: Sig farvel til pigmentpletter

Cocktaileffekten
I USA handler diskussionen i øjeblikket om den såkaldte cocktaileffekt, altså at forskellige stoffer ikke enkeltvis har en sundhedsskadelig virkning på kroppen, men samlet kan have det.

– Det er et problem, fordi kombinationseffekterne af, hvordan stofferne reagerer samlet, ikke inddrages i undersøgelserne i tilstrækkeligt omfang. Det vil sige, at selv om stoffer kun forekommer i meget små, såkaldt uskadelige mængder, kan de, når de kombineres med andre stoffer i uskadelige mængder have en sundhedsskadelig effekt, lyder det fra Linda Pop Petersen, der står bag Pure Shop, som udelukkende sælger grønne og økologiske produkter. Det gælder ikke kun stoffer fra dine skønhedsprodukter, men også fra din øvrige hverdag.

Men hvor står vi så henne nu? For selv om det fra alle sider fastslås, at der ikke sælges skønhedsprodukter med indholdsstoffer, der beviseligt kan være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller skadelige, så ligger mistanken alligevel og lurer i de fleste af os. Og fordi der ikke er en direkte på- eller afvisning af parabenerne fra officiel side, så vælger et stadigt stigende antal forbrugere at takke nej til dem – og et stadigt stigende antal skønhedsmærker gør således det samme.

Det kan du gøre
Husk altid at tjekke indholdsdeklarationen, hvis parabener er et anliggende for dig. Selv om en lang række skønhedsmærker er i færd med at udfase brugen af parabener, så kan der være produkter i deres sortiment, som stadig indeholder parabener, eller butikker, du handler i, der ligger inde med produkter fra en tidligere produktion. Har du svært ved at gennemskue det? Så lancerede det norske Forbrukerrådet en app, der scanner de mest kendte skønhedsprodukter for hormonforstyrrende stoffer. Den hedder Hormon Sjekk og kan hentes gratis i App Store, hvis du har en iPhone.