Stine Goya
SPONSORERET indhold

Stine Goya: ”I starten havde jeg dage præget af stor usikkerhed og utryghed”

Mød designeren Stine Goya til en snak om morgenvaner, sommerferieplaner og coronakrisens betydning nu, men også for fremtiden.

Af: Marie Lodberg Foto: Frederik Lentz Andersen
03. aug. 2020 | Mode | Eurowoman

Designeren Stine Goya spiser grød og gætter dyrearter med familien om morgenen. Og når hverdagen igen er hverdag, vil hun trykke noget mere på pauseknappen.

Hvordan ser morgenerne ud hjemme hos dig? 

“Det handler om at få Abel på fem og Elliott på otte i tøjet, så vi alle kan komme ned i køkkenet. Vi spiser altid morgenmad sammen. Det giver os et øjebliks ro i en altid ret hektisk hverdag. Vi får Den flade maves grød (fra Aurion, red.) med nødder eller honning. Vi drikker te. Altid sort te, assam. Det er en rigtig mælkete, men vi tager den straight up. Nogle dage læser vi en bog for børnene, lige i øjeblikket Drageherren. Det er de gode dage. Ellers leger vi ‘gæt et dyr’. I weekenderne er der mere tid til, at Thomas (Hertz, Stine Goyas mand og administrerende direktør i Stine Goya, red.) og jeg kan være i vores egen verden. Mens vi gør morgenmaden klar, får vi Zetlands artikler læst højt. Det er en god måde at få nyhederne perspektiveret på, fremfor en hardcore nyhedsradioavis.”

LÆS OGSÅ: Ida Holmegaard om tøjets sprog: ”Vi bruger meget krudt på at aflæse hinanden ud fra, hvad vi har på”

Hvordan er stemningen ellers for tiden? 

“Vi har altid haft en ret intens hverdag, og det er ikke blevet mindre i denne tid. Men det er nogle helt andre og ret voldsomme problemstillinger, vi står over for lige nu. Vi er ikke typerne, der sidder med vores computer i sengen om aftenen. Men mentalt er vi på arbejde hele tiden. Før handlede det om at designe og skabe kollektionerne. Nu handler det mere om at forstå denne helt nye situation og finde ud af, hvordan vi klarer os bedst igennem. Vi holder møder på Teams med vores ledere i de forskellige afdelinger og har skullet omstrukturere, redefinere og skære kollektionerne ned. Det har ikke været specielt kreativt.” 

Hvordan tackler du det?  

“I starten havde jeg dage præget af stor usikkerhed og utryghed. Men, underligt nok, vænner du dig til situationen og finder en ro med det. Du bliver nødt til at indse, at det er sådan, virkeligheden er. Vi har skullet overleve. Vi havde bygget et stort marked op, særligt i USA og England. Det nød vi. Men det er ikke der, vi er i dag. USA og England er hårdt ramt, og det rammer os. Nu er vi ved at være igennem den værste damage control og skal i gang med at finde ud af, hvordan vi kommer tilbage på sporet. Det glæder jeg mig til. Ny energi! Jeg tror faktisk, at det kan give fornyet energi til mit lille livsværk.”

EW morgenmad Stine Goya.jpg
Foto: Dennis Morton

Hvad bliver anderledes? 

“Jeg er blevet opmærksom på, hvad tid kan gøre for mit liv. At det betyder noget for mig at få mere tid til at tænke og fordybe mig for at kunne tage de rette kreative valg. Selv om det har været forfærdeligt, har det været rart at opleve den der pauseknap. Det har været et wakeup-call.”

Hvordan forholder I jer til modeugen?

“Vi har besluttet ikke at holde show i traditionel forstand. Jeg bilder mig ind, at vores shows har skubbet grænserne for, hvad man forventer af et modeshow, og jeg overvejer lige nu, hvordan vi kan skabe hype uden at invitere 400 gæster ind i det samme rum. Jeg har stadig ikke fundet svaret …”

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg: "Moden er ikke dum og unødvendig"

Og så har I lanceret Goya Gallery? 

“Jeg har gemt én af hver style fra de 14 år, hvor jeg har designet i eget navn. Dem sælger vi nu fra butikken på Østerbro. Noget af tøjet kommer også på webshoppen, så vores internationale publikum har mulighed for at købe det. Jeg elsker at se folk i tøj fra ældre kollektioner.”

Hvad skal du lave i din sommerferie? 

“Vi skal til Anholt i to uger. Vi var der også sidste år og blev helt forelskede. Strandene er øde som på Maldiverne og naturen ikke lig så meget andet i Danmark. Vi skal cykle rundt og gå ture og besøge Orakel Bar nede ved havnen. Det er mega hyggeligt.”  

Anbefalet til dig