Primark mærkat
SPONSORERET indhold

Kvinde finder råb om hjælp syet ind i sin kjole

Det var noget af en ubehagelig overraskelse walisiske Rebecca Gallagher fandt, da hun ville tjekke vaskeanvisningerne på sin nyerhvervede kjole fra high street-tøjkæden Primark.

24. jun. 2014 | Mode | Eurowoman

"Forced to work exhausting hours" stod der på den ekstra mærkat, der var syet ind i kjolen, der har kostet omtrent en flad hundredlap. Og budskabet er tilsyneladende gået rent ind hos den 25-årige shopper:

"For at være helt ærlig har jeg aldrig tænkt meget over det før. Men det her fik mig virkelig til at tænke over, hvor vores billige modetøj kommer fra. Det gruer mig at tænke på, at min sommertop kan være lavet af en udmattet, overarbejdende slavearbejder et sted i udlandet," siger Rebecca Gallagher til South Wales Evening Post.

Vil undersøge sagen
Efter opdagelsen forsøgte Gallagher at få kontakt til Primark, men uden held. Siden er det lykkedes South Wales Evening Post at få en udtalelse fra den populære high street-kæde, der blandt andet sælger T-shirts og toppe ned til 10 kr. stykket.

Talsmanden for Primark fortæller, at det ikke er sket før, og at de "ville være taknemmelige, hvis kunden ville returnere kjolen, så de kan undersøge, hvordan det ekstra mærkat er blevet fæstnet til kjolen, og om der er andre spørgsmål, der er brug for at undersøge."

LÆS OGSÅ på Euroman.dk: Myte: så ofte tænker mænd på sex

Involveret i Rana Plaza
Hvorvidt, det er en trængt arbejder, der har plantet budskabet, aktivister, der står bag, eller Gallagher selv, der har været i gang med nål og tråd er uvist.

Primark, der har butikker over store dele af Europa er et trækplaster i blandt andet London, hvor der ofte er flere timer lange køer til kasse og prøverum. Men bag den fængende pris ligger også knap så charmerende fakta.

Discountkæden har været kritiseret for sin brug af tredjeverdensarbejdere. Særligt oven på ulykken på tekstilfabrikken Rana Plaza i Bangladesh, hvor en sammenstyrtende bygning kostede mere end 1100 menneskeliv. Primark var et af de mærker, der fik lavet tøj på Rana Plaza.

I nogle tilfælde er prisen for god til at være sand, og bliver betalt andre steder i processen, når det ikke sker ved kassen.

LÆS OGSÅ: 3 populære luksusmærker åbner butikker i Danmark