ALT tester: Vækstserum til vipperne
SPONSORERET indhold

Få lange, fyldige vipper med vækstserum

Seks kvinder på ALT for damernes redaktionhar penslet de øverste øjenvipper med et vækstserum for at se, om de kunne få de lange og fyldige vipper, de går og drømmer om. Se bedømmelserne af de 6 produkter.

Af: Redaktionen
28. maj. 2013 | Mode | ALT for damerne


Test 1, NEULASH:
"Min tvillingesøster troede, jeg havde mascara på"
Julie Kraase Brandt, 26 år
Skønhedsassistent

Det lover serummet
"Længere, fyldigere og flottere øjenvipper på kun 30 dage".

Sådan er det i brug
Den var supernem at bruge langs vipperne med den lille, tynde pensel, og med undtagelse af få dage, har jeg brugt den hver aften.

Oplevelse og resultat
Jeg kan tydeligt se en forskel på mine vipper. De er mere fyldige og voluminøse, og selv min tvillingesøster blev narret af dem og troede, jeg havde mascara på. Jeg kan anbefale Neulash på det varmeste, fordi den virkelig gør en forskel.


Test 2, REVITA: "Jeg havde håbet på rigtigt lange bambi-vipper"
Christina B. Kjeldsen, 33 år
Journalist

Det lover serummet
"Klinisk forskning viser at serummet ved daglig brug over en periode på 3-4 uger øger vippelængden med helt op til 25%".

Sådan er det i brug
Jeg har brugt serummet hver dag, og prøvede at arbejde den ind i min aftenrutine. Den er nem at fordele - man klikker som på en kuglepen, og det er næsten som at lægge en flydende eyeliner. Det gjorde ikke ondt, men man skal passe på ikke at komme for tæt på øjet.

Oplevelse og resultat
Efter 14 dage begyndte jeg også at bruge den om morgenen, fordi jeg ikke rigtig syntes, der skete noget. Efter fire uger og mere intens brug kunne jeg se lidt forskel, om end jeg ikke syntes, mine vipper blev meget længere, men blot lidt mere fyldige og tætte. Det var fedt – selvom jeg måske havde håbet på rigtigt lange bambi-vipper.


Test 3, DIOR: "Jeg kunne så afgjort se en forskel"
Camilla Larsson, 33 år
Assisterende moderedaktør

Det lover serummet
"Den klinisk testede formular giver synligt længere, tykkere og smukkere vipper efter kun to ugers daglig brug".

Sådan er det i brug
Produktet var nemt at bruge – jeg har brugt den hver dag (uden undtagelse) under min mascara.

Oplevelse og resultat
Jeg har ikke fået længere vipper af at bruge den, men kunne så afgjort se forskel, når jeg brugte den under min almindelige mascara. Derfor er den et godt alternativ, hvis man vil undgå de produkter, der decideret får vipperne til at vokse. Dette er nemmere at styre og der er absolut ingen bivirkninger.


Test 4, M2: "Selv når jeg ikke har mascara på, kan jeg mærke vipperne røre mine øjenlåg, når jeg blinker."
Nicola Kragh Riis, 37 år
Boligredaktør

Det lover serummet
"M2 Lashes stimulerer dine øjenvippers vækst og nærer dine vipper, gør dem fyldigere, længere, stærkere og sundere. De første synlige resultater ses normalt efter 6-8 uger, og det optimale resultat efter 16 uger."

Sådan er det i brug
Jeg var lidt skeptisk, da jeg skulle teste vippeserummet M2, da jeg generelt er lidt forbeholden overfor produkter, der lover mirakler. Den er nem at påføre, lidt som en flydende eyeliner. Jeg har brugt den hver aften i en måned og allerede efter en uge, kunne jeg se at mine vipper var blevet længere.

Oplevelse og resultat
Efter en måned er vipperne blevet både tættere og gevaldigt meget længere. Så meget, at min frisør bemærkede det, sidst hun skulle farve mine bryn og vipper. Selv når jeg ikke har mascara på, kan jeg mærke vipperne røre mine øjenlåg, når jeg blinker. Den eneste ulempe har været en lidt sviende fornemmelse på øjenlåget efter påførsel, men det er ikke værre, end at det er til at holde ud. Jeg er meget tilfreds med resultatet og har fået de lange vipper, jeg ønskede mig.


Test 5, RODIAL: "En morgen opdager jeg en hel række af nye vippehår, der er ved at vokse frem"
Marie Brodersen, 40 år
Skønhedsredaktør

Det lover serummet
"Glamolash er designet til at forlænge og gøre dine vipper mere fyldige og voluminøse på blot to uger."

Sådan er det i brug
Serummet påføres med den lille pensel langs øverste vippekant og kan svie en anelse, hvis det kommer i øjet. Jeg har brugt serummet næsten hver aften – og har jeg en enkelt aften misset, har jeg påført det næste morgen i stedet, så der ikke kom nogle "helligdage" i min test.

Oplevelse og resultat
Imens en af mine kolleger får absurd lange vipper, lader resultatet af "Glamolash" vente på sig, og jeg når lige at tænke, at det ikke virker, da jeg en morgen opdager en hel række af nye vippehår, der er ved at vokse frem. De er omkring 4-5 mm lange efter otte ugers brug, så de er ikke på niveau med mine egne endnu, men jeg glæder mig til at de vokser helt ud, så mine vipper bliver dejligt fyldige. Mine oprindelige vipper er ikke blevet voldsomt meget længere – måske 1-2 mm, så jeg fortsætter bare min daglige pensling!


Test 6, PREVAGE: "I'll have what she's having!"
Helle Skou, 42 år
Stylist

Det lover serummet:
"En klinisk testet formular, der giver synligt længere, mere fyldige og smukke vipper på blot to uger."

Sådan er det i brug
Jeg har altid kæmpet med lyse og korte vipper, så min glæde og forventning var kæmpestor, da jeg startede med at teste serummet. Jeg har brugt den flittigt – det vil sige en, og visse dage to, gange dagligt. Den svier lidt at komme på, men jeg tænker, at man må lide lidt for skønheden.

Oplevelse og resultat
Efter at have brugt den i snart seks uger oplever jeg ikke nogen forskel. Jeg har endda fået farvet vipper hos min kosmetolog for at se, om jeg kunne se forskel, når mine vipper var helt sorte. Men nej, mine vipper er hverken blevet længere eller tættere. Det står i skærende kontrast til at vores boligredaktørs resultat. En dag på kontoret udbrød jeg spontant: "Nicola, har du fået sat vipper på?", fordi hende vipper så så lange og tætte ud. I'll have what she's having!