8 danske kvinder, hvis stil aldrig slår fejl
Her er de. Kvinderne, der inspirerer med en stil, som vi mener har sat det smukkeste præg på sig selv og gadebilledet i 2018.
God stil er svær at definere, men du er ikke i tvivl, når du ser den. Vi har bedt otte ualmindeligt stilfulde kvinder med tjek på garderoben åbne deres hjem og kreative universer for os.
Asta Fjeldhagen
Modellen (@astafjeld), 21, bor i Københavns nordvestkvarter og arbejder på keramiske projekter i sit værksted på Nørrebro. Og så har hun været med i podcastgruppen Øresvin. Hun har en naturlig, feminin og legende stil, der giver os lyst til at tage på vandretur.
– Jeg har en milliard steder, jeg gerne vil besøge: bjergene i Japan, bjergsøerne i Schweiz, vulkaner og varme kilder på Island og blomstermarker og bjerge i Montenegro, som på billedet. Jeg har også en drøm om at bestige Kilimanjaro.
Sara Lysgaard
Direktør i investeringsselskabet, der bærer hendes navn, (@saralysgaard), 34, bor farveprægtigt og med masser af kunst i en villa i Gentofte. Hendes passion for kunst skinner også igennem i hendes farverige stil og forkærlighed for lækre materialer.
– Jeg drømmer om at bygge et sommerhus et fredfyldt sted i Danmark med masser af vinduer ud mod naturen og fylde det op Sabine Marcelis’ Candy Cubes.
LÆS OGSÅ: Bettina Bakdal: "Jeg har engang fået tæsk, fordi jeg havde rødt hår og mærkeligt tøj på"
Emili Sindlev
Stylist og influencer (@emilisindlev), 22, bor i København K. Hendes garderobe er som en regnbue, fuld af friske farver, finurlige prints og smukke silhuetter, som ikke bare inspirerer os, men hele verden.
– Lady Di er en af mine helt store stilikoner.
Rikke Wackerhausen
Stylist (@rikkewackerhausen), 47, er stylist hos Scoop Artists og modeskribent og bor på Østerbro med sin mand og to børn. Rikke har en fin sans for farver, mønstre og klassiske items og en fantastisk evne til at kombinere dem.
– Keramik er tilbage for at blive, især i nye udformninger. Jeg har flere af Fie Fennebergs værker og kunne købe mig fattig i dem.
LÆS OGSÅ: Jeremy Scott: "Derfor går jeg helt til grænsen"
Tina Seidenfaden Busck
Indehaver af designbutikken The Apartment, (@theapartmentdk), 44, har en meget personlig stil med referencer til folk art og tekstilkunst, og hendes outfits fortæller altid en historie. Og så mestrer hun kunsten at kombinere forskellige farver, mønstre og materialer.
– Jeg er meget optaget af folk art, særligt amerikansk quilt. Jeg har en svaghed for den historie, de forskellige tekstiler fortæller.
Amanda Borberg
Tekstildesigner (@amandaborberg), 28, er uddannet fra Kunstakademiets Designskole. Ud over at være ejer af virksomhederne Sakura Swim og Fern Fans laver hun også prints for Hay og Ganni. Det smitter af på hendes garderobe, der er en blanding af unikke vintagefund og feminine print.
– En af mine ønskedestinationer er Patagonia, og min kæreste drømmer endnu mere om at besøge landet og se Andesbjergene end jeg. Det kræver en længere ferie, men vi planlægger det inden for nogle år.
LÆS OGSÅ: Helle Høgsbro Krag: "Hvis jeg gik til psykolog, ville det være nemt at udrede mig"
Louise Gjessø Andersen
Studerende (@louisegjess), 23, bor i Amsterdam, hvor hun studerer Art & Fashion-design på Gerrit Rietveld Academie. Hun har en forkærlighed for klassikere som den hvide skjorte og denim blandet med vandrestøvler og farverige vintagefund.
– Jeg arbejder oftest ud fra koncepter, der ingen køn, social klasse eller seksualitet har, og det afspejler sig i mit design.
Stine Weinkouff
Global Sales Director hos Ganni (@stine_weinkouff), 41, har en stil, der er inspireret af hendes humør, og derfor pakker hun tit for meget, når hun rejser, da det er lige så svært at forudsige som vejret. Øverst på pakkelisten er dog altid print. Hun bor på Vesterbro med sin mand og deres to drenge.
– Vi elsker at rejse som familie, og lige nu drømmer vi om at tage på Safari i Afrika. Kan ikke forestille mig noget bedre end et fuldt Karen Blixen-outfit.