Beate Billes bedste stiltip er at have en rød tråd i sin garderobe
SPONSORERET indhold

Beate Bille: Her er uniformen jeg tager på til hverdag

Silkeskjorte, jeans og en lille jakke - Beate Billes hverdagsuniform er behagelig og enkel.

Af: Rikke Agnete Dam Foto: Pernille Ringsing
15. okt. 2014 | Mode | ALT for damerne

Hvad kendetegner din stil?
Den er ret enkel. Om aftenen kan jeg godt lide at dresse op, men til hverdag tager jeg "uniformen" på, der som regel består af sorte skinny jeans, en sort top, en lille jakke og et par stiletter. Jeg er ikke til det med at være blomstret den ene dag og den næste noget helt andet. For så er man jo også nødt til at have en garderobe, der går lidt i øst og vest. Jeg foretrækker at holde fast i min egen stil og virkelig bruge de ting, jeg har.

Hvilke designere inspirerer dig?
Af udenlandske er det Balenciaga på grund af den skulpturelle og enkle stil og Stella McCartney, der leger med et mere feminint og printet udtryk. Af danske designere er det Elise Gug og Britt Sisseck, fordi man kan se, at det er gået langsomt. Deres ting er gennemarbejdede. Og så er Bruuns Bazaar virkelig kommet tilbage, efter at Lene Borggaard igen er blevet chef-designer.

Hvor shopper du?
Hos netbutikken Circodellamoda, der har ting, som man ikke kan få alle andre steder, og hos Another Nué, hvor de er så gode til at købe smagfuldt ind, også i forskellige prisklasser. Lot#29 har også mange fine ting, blandt andet små fine ting til gaver, for eksempel hårspænder.


Jakker fra Sandro, Lovechild og Nina Ricci.


Silkeskjorter fra Britt Sisseck (den sorte) og vintage-Yves Saint Laurent fra Beates mors klædeskab.

Hvad har du meget af i din garderobe?

Jakker. Og silkeskjorter – både nye og min mors fra 1970'erne, som jeg går meget med. Jeg elsker silke, fordi det er et så let og dejligt materiale at have på. Og så holder det sig smukt og fnugger ikke.


Premierelook: nederdel fra Elise Gug, top fra Alberta Ferretti, sko fra Christian Louboutin og strikket taske fra Marieta Cox.

Hvad er dit bedste budgettrick?
At have en rød tråd i sin garderobe, så man holder fast i sin egen stil og kombinerer det, man har, på kryds og tværs.


Efterårscasual i jeans fra Reiko og strik fra Elise Gug, Another Nué og Bruuns Bazaar.

Har du en særlig shoppestrategi?
Jeg går for det meste målrettet efter noget, der binder det, jeg har i garderoben, sammen. For eksempel har jeg til dette efterår købt striktrøjer, som kan bruges med de jeans og jakker, som jeg har i forvejen.

Bille-armbånd fra Bottega Veneta, ringe fra Jane Kønig, Sophie Billle Brahe og Torben Hardenberg og arvede armbånd og slangeur, som Beates mormor brugte i 70'erne.



Tasken er fra Balenciaga, og de elegante sko er alle fra Gianvito Rossi.

Hvor finder du dine basiskøb?
Jeg er en jeanspige, så et af mine vigtigste basiskøb er jeans. Dem finder jeg i Topshop, hvor modellerne Leigh og Jamie er bløde og velsiddende. Og fra Reiko, der også laver virkeligt gode og behagelige jeans.

Beates 3 bedste tips til din stil
- Sørg for at have gode grundsten i din garderobe. Det er ikke meget, der skal til – man kan tænke lidt på samme måde, som da man var på SU: et par velsiddende jeans, nogle gode T-shirts og et par stiletter i god kvalitet.
- Gå efter et look, der ikke ser svært ud, og som om du har brugt timer på det, eller for eksempel har svært ved at bevæge dig i det. God stil må godt være lidt skødesløs.
- Brug få, men personlige og smukke smykker til at dresse dit look lidt op med.

LÆS OGSÅ: Isabel Friis-Mikkelsen: Her er skoen, jeg altid slider op