SPONSORERET indhold
Små saltkarameltærter
Smørsprøde bunde fyldt med den lækreste, fløjlsbløde saltkaramelganache. Ganachen er lavet af karamelliseret hvid chokolade, altså hvid chokolade tryllet til karamel i ovnen.
8-10 små tærter
Ingredienser
Mørdej:
125 g hvedemel
25 g mandelmel
50 g flormelis
75 g smør, koldt
1 knivspids salt
½ æg
Karamelliseret hvid chokoladeganache:
150 g hvid chokolade af god kvalitet
150 ml piskefløde
15 g glukosesirup
1 nip salt
Pynt: flagesalt
Sådan laver du tærter med saltkaramel
Mørdej:
- Kom hvedemel, mandelmel, flormelis, smør og salt i en blender, og blend det hurtigt sammen. Saml dejen med ægget.
- Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i minimum 1 time.
- Beklæd små tærteringe (5½ cm i diameter) med dejen, og prik bundene med en gaffel.
- Bag tærtebundene i 10-15 minutter ved 175 grader, til de er fint gyldne, og lad dem køle helt af.
Karamelliseret hvid chokoladeganache:
- Hak chokoladen groft, og fordel den på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag chokoladen i ½-1 time ved 120 grader. Rør grundigt rundt i massen hvert 10. minut.
- Bliv ikke bekymret, når chokoladen begynder at klumpe – det skal den. Tag chokoladen ud af ovnen, når den har en dejlig gylden farve. Rør igen grundigt rundt i massen, så den bliver mere flydende. Kom chokoladen i en skål.
- Bring fløde og glukosesirup til kogepunktet i en gryde, og hæld den over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til massen samler sig og bliver smuk og blank.
- Stavblend ganachen, og tilsæt salt. Fordel ganachen i tærtebundene. Sæt tærterne i køleskabet et par timer eller natten over.
Pynt:
- Tag tærterne ud af køleskabet lidt før servering, så de når at temperere.
- Pynt med flagesalt.
TIP: Når bundene er så små, er det svært at blindbage dem. Hold derfor blot øje med dem under bagningen, og stik i dem med en gaffel, hvis de begynder at løfte sig.