Ingredienser
Arbejdstid: 45 min.
Koge-/bagetid: 35-40 min.
Vandbakkelsesdej:
2 dl vand
125 g smør
125 g hvedemel
ca. 4 æg i alt (2½ dl sammenpiskede æg)
- Bring vand og smør i kog i en gryde. Drys melet i, og rør kraftigt med en grydeske, til dejen slipper gryden og er en glat dejklump.
- Tag gryden fra varmen, og lad dejen køle af til stuetemperatur.
- Pisk æggene sammen, og rør dem i dejen lidt ad gangen. Dejen skal være blød, men ikke for flydende.
- Sæt dejen med en ske eller en sprøjtepose. Form som ønsket til en krans, boller eller aflange til eclair på et stykke bagepapir på en bageplade.
- Sæt bagepladen nederst i ovnen ved 200 grader uden varmluft. Bag i 30-40 min., til bagværket er gyldent og gennembagt. Ovndøren må ikke åbnes under bagningen, da dejen kan falde sammen.
- Afkøl på en bagerist.
- Klip vandbakkelserne op i siderne, så der bliver en bund og en top. Fyld med ønsket fyld.