Majs på grill: Grillede majskolber med kryddersmør
Majs er en herlig spise om sommeren, og med sin sødme og saftighed en favorit hos børn og voksne. Kryddersmørret er peppet op med koriander, chili og blå ost, og smager vidunderligt oven på de varme majs.
Ingredienser
4-6 friske majskolber
Kryddersmør:
50 g blå skimmelost
ca. 150 g smør, stuetemperet
2 spsk frisk koriander, finthakket (kan evt. erstattes af bredbladet persille)
1 frisk rød chili, kernerne fjernet
½ tsk tabascosauce
Sådan laver du majs på grill
- Kryddersmør til grillede majskolber: Mas den blå ost ud i smørret med en gaffel, og tilsæt resten af ingredienserne.
- Smag evt. til med lidt flagesalt og ekstra tabascosauce, hvis der skal mere ”spice” til. Sæt smørret på køl i mindst 1 time før, det serveres med majsene.
- Grillede majskolber: Fjern bladene fra majsene, og sæt en stor gryde med vand over.
- Når vandet spilkoger kommer du majsene i – de skal koge i et par minutter.
- Grill de letkogte majs et par minutter på hver side, og servér dem varme sammen med det kolde smør.
TIP: Er du ikke så meget til blå skimmelost kan du lave en anden slags kryddersmør til de grillede majs. Prøv f.eks. med en lækker chilismør.
Til to majskolber skal du bruge
50 g blødt smør
¼ frisk chili
1 lille fed hvidløg
frisk koriander eller persille
1 tsk lime- eller citronsaft
Sådan laver du chilismør til majskolber:
- Hak chili (uden frø og mellemvægge), hvidløg og koriander eller persille og rør det sammen med smørret.
- Tilsæt lime- eller citronsaft og sæt smørret koldt.
- Server smørret til grillede eller kogte majskolber.
Facts om friske majskolber
Friske majskolber koges hele, uden dækblade og ’skæg’. Kolberne kan også grilles hele med dækbladene på (fjern ’skægget’).
Vil man kun bruge majskernerne i f.eks. en salat, kan de pilles af de kogte majskolber med fingrene.
Kilde: Hjemmet