Græskarsuppe med sprødt grønt og chili-yoghurt
Nem at lave og smuk i farven.
Ingredienser
1 græskar af ca. 1 kg
2 gulerødder
1 porre
2 spsk olivenolie
1½ tsk karry
1,3 l hønsebouillon eller vand
1 spsk fintrevet ingefær
saften af ½ citron
1-2 spsk smør
salt og peber.
Topping:
2-3 stilke bladselleri
1 bundt forårsløg
3-4 spsk finthakket basilikum
1½ spsk olivenolie
1-1½ tsk finthakket rød chili
lidt salt.
Chili-yoghurt:
2½ dl græsk yoghurt
1 dl mælk
½ spsk flydende honning
salt
1 spsk citronsaft
1 spsk sød chilisauce
1 tsk finthakket chili.
Tilbehør: brød.
Sådan laver du græskarsuppe:
Skræl græskaret, halvér det, og skrab kernerne ud. Skræl gulerødderne, rens porren og skær dem i mindre stykker. Kom græskar, porre og gulerødder i en gryde sammen med olivenolie og rist det ved jævn varme sammen med karry 3-4 min. Hæld hønsebouillon ved – læg låg på gryden og lad det koge 20-25 min til det er mørt. Blend suppen sammen med revet ingefær, citronsaft, smør og krydr med salt og peber.
Snit bladselleri og forårsløg i tynde skiver. Bland det sammen med basilikum, olivenolie, chili og lidt salt
Rør græsk yoghurt sammen med mælk, honning, salt, citronsaft, chilisauce og chili.
Servér suppen med en skefuld chili-yoghurt og grønt-topping. Spis brød til suppen.
TIP
Du kan evt. lave suppen dagen i forvejen og spare tid på den måde.