Fyldte dadler med valnødder og marcipan
Tørret frugt hører julen til, og disse store, smukke dadler er perfekte med fyld i. Den søde marcipan får smagsmæssigt et spark bagi af de letbitre valnødder og den skarpe snert af orange.
Ingredienser
50 g valnødder
15 store Medjool-dadler (eller friske, iranske dadler)
150 g marcipan
reven skal af 1 øko appelsin
evt. 1 spsk Grand Marnier
ca. 75-100 g smeltet mørk chokolade.
Sådan laver du fyldte dadler
Rist valnødderne gyldne og duftende i en 180 grader varm ovn i ca 8 min. Tag dem af varmen og lad dem køle helt ned før de finthakkes, enten i blenderen eller i hånden. Skær et snit i dadlerne og fjern stenen. Bland nødderne med marcipan, appelsinskal og evt. likør.
Fyld hver dadel med en lille teskefuld marcipan-nøddemasse. Dyp hver dadel halvt i den smeltede chokolade, eller gør som på billedet og træk streger af smeltet chokolade hen over dadlerne. Lad dem stå ved stuetemperatur til de serveres.