Eksotisk fiskesuppe med kokosmælk, urter, fisk og skaldyr
Ingredienser
400 gram torskefilet uden ben
400 gram helleflynder uden ben
500 gram hele jomfruhummere
300 gram mindre blåmuslinger
200 gram mellemstore rejer
En halv rød peber
En halv grøn peber
1 tsk. tørret, knust koriander
2 stængler bladselleri
3 modne tomater
Et halvt løg
1 hel, frisk, rød chili uden kerner (styrke efter eget behov)
Saften fra 2½ limefrugter
Havsalt, efter behag
Lidt frisk koriander
En dåse kokosmælk
2 spsk. ekstra jomfru olivenolie
2 spsk. palmeolie (kan fås i forretninger, der forhandler afrikanske, brasilianske eller asiatiske varer)
Sådan laver du retten
Fiskefileterne skæres i store stykker. Blåmuslingerne skylles, ligesom jomfruhummerne.
Bladselleri, løg, peberfrugter, tomater og chili skæres i mindre stykker. En tykbundet gryde varmes op til middeltemperatur (det er vigtigt, at ingredienserne ikke brænder på), der tilsættes olivenolie, palmeolie, og de hakkede grøntsager. Svits kort, og bland den tørrede koriander i. Lad det simre et par minutter, før du lægger fiskestykkerne ovenpå grønstagerne. Oven på fisken fordeles hummerne, muslingerne og rejerne. Til sidst hældes kokosmælken over og derefter limesaften. Tilsæt salt og læg låg på gryden. Retten skal koge videre ved middel temperatur i cirka 10 minutter. Lad være med at røre i retten mens den koger for ikke at ødelægge fiskestykkernes struktur. Anret suppen i dybe tallerkener og strø hakket, frisk koriander hen over. Server gerne retten med ris eller godt italiensk brød.
Bon appetit!
Tip
Edelvita bruger kun økologiske ingredienser i sit køkken, og anbefaler dig gerne at gøre det samme.
Hun elsker at drikke en fyldig hvidvin til, som for eksempel en Codronchio fra Albana di Romagna.