Boghvede med spinat & spejlæg
Har jeg tid til det, er det her morgenmad, der gør mig glad. Ellers er retten skøn som en selvstændig grøn ret (måske med sprød salat til) eller som tilbehør, gerne til ristet fisk.
Ingredienser
1½ dl boghvede
salt
2 fed hvidløg i tynde skiver
200 g spinat, skyllet og ordnet
olivenolie
salt
½ dl revet parmesan
2 æg
3 spsk olivenolie
½ tsk stærk, røget paprika
Sådan laver du boghvede med spinat & spejlæg
Kog boghveden helt mør i usaltet vand, ca. 15-20 minutter. Skær hvidløgene i tynde skiver, og snit spinaten groft. Sauter begge dele i olivenolie på en varm pande. Lad spinaten falde sammen og smide lidt væde. Dræn overskydende vand fra boghveden, og vend den sammen med spinaten på den varme pande. Krydr med salt og peber, tag panden af varmen, og vend parmesan i. Steg imens to spejlæg, og rør lidt olivenolie med røget paprika. Anret boghveden i to skåle eller dybe tallerkner. Top med spejlæg, og dryp med olie. Servér straks.
TIP
Du kan udskifte den røgede paprikaolie med god chilisauce.