Blomkålssuppe med sommertrøfler
Klassisk, skønt og med en luksustopping − køb trøfler i din franske delikatesseforretning, online, eller smut til Italien og hent en!
Ingredienser
Hovedret til 2 personer
100 g kartoffel u/skræl
olivenolie
1 blomkål
2 fed hvidløg
8 dl grøntsagsbouillon
lidt muskatnød
salt og peber
en smule citronsaft
Tilbehør:
lidt friske sommertrøfler
evt. groft brød eller ristet rugbrød
Sådan laver du blomkålssuppe med sommertrøfler
Skær kartoflen i tern, og sautér den i olivenolie i en stor, varm gryde i 3-4 min. Den skal ikke tage farve.
Skær blomkålen i grove stykker, og hak hvidløget groft. Kom begge dele i gryden, og lad det sautere med i et par minutter, stadig uden at noget af det tager farve.
Hæld bouillon på, og lad suppen simre under låg i 20-25 min, eller til alle grøntsagerne er helt møre.
Blend suppen med en stavblender. Smag til med salt, peber og en anelse citron.
Servér suppen i dybe tallerkner toppet med trøfler, og evt. med groft brød eller ristet rugbrød til.
PRØV OGSÅ: Muslingesuppe med fennikel
TIP
Du kan selvfølgelig sagtens spise suppen uden trøfler. Som den er, eller med et stykke ristet fisk, lidt plukket dild eller måske med ristet blomkål i.