Laura Dalgaard og Camilla Bast
SPONSORERET indhold

Knit Collective Cph: "Vi henter inspiration i mode, kunst og film"

For godt et år siden startede Laura Dalgaard og Camilla Bast strikkekollektivet Knit Collective CPH, hvor de laver moderne strikkemønstre med kant, som de selv har lyst til at gå i. Og så vil de gerne inspirere andre til at strikke, for det er nemlig lige så meget glæden ved den kreative proces, der driver dem, som det endelige resultat.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Charlotte Quitzau og PR
10. mar. 2020 | Håndarbejde | ALT for damerne

Hvornår begyndte I at strikke?

Camilla: – Jeg lærte det i fritidsordningen, men samlede det først rigtigt op, da jeg begyndte i gymnasiet og startede min første strikkeklub.

Laura: – Min bedstemor prøvede at lære mig det som barn, men det fangede mig ikke helt. Jeg lærte det først rigtigt i de 14 dage, jeg gik over tid med min datter. Det er 10 år siden nu. Rigtig god blev jeg først i forbindelse med min uddannelse på Designskolen.

Hvornår begyndte I at sælge jeres trøjer/opskrifter?

– Laura har i nogle år solgt sine håndstrikkede sweatre, og de har blandt andet været i Vogue og Elle. Men sidste år startede vi Knit Collective CPH. Vi havde lyst til at lave opskrifter, da det lige så meget er glæden ved at strikke, som det er det endelige resultat, der driver os. Det ville vi gerne inspirere flere nye strikkere til, såvel som de garvede.

Hvad lægger I vægt på i jeres design?

– Vi ønsker at skabe brugbare designs, der afspejler samtiden og moden, men altid med lidt kant. Selvfølgelig med udgangspunkt i noget, vi selv vil gå i.

Læs også: Sådan strikker du Laura Dalgaards finurlige tophuer

knitcollective1.jpg
Regnbue Leopard-sweateren (t.v) er en af Knit Collective CPH's bestsellere. 

Hvordan skaber I opmærksomhed omkring jeres styles/opskrifter?

– Instagram er vores primære kanal ud til omverdenen. Vores lille kollektiv er forholdsvist nyt, men vores ambition har fra starten været at skabe et anderledes univers for de strikkere, der ikke kan se sig selv repræsenteret i strikkeverdenen. Måske især dem, som interesserer sig for mode.

Hvor finder I inspiration til jeres modeller?

– Vi holder selvfølgelig øje med tendenser i modebilledet, men det er især kunst, film og serier, der inspirerer os. For eksempel har Laura lige lavet en kollektion i samarbejde med norske Pickles, inspireret af atmosfæren i serien ”Stranger Things” og Mumi-universet. Og så er Matisse-sweateren, som der er opskrift på i dette blad, jo mere end kun inspireret af Henri Matisses tegninger.

Læs også: Merete strikker til kræftpatienter: ”Der er så mange syge, der har brug for noget sjovt eller smukt”

Hvilken trøje er jeres største sællert?

– Det er uden tvivl Regnbue Leopard og Ballet-blusen, som sælger bedst, og som vi stadig får flest henvendelser omkring. De er egentlig ret forskellige i udtryk, så det er interessant at se, at der ikke er nogen formel på, hvordan en sweater bliver en bestseller.

Anbefalet til dig