Tissemanden – min søns sjoveste legetøj

Uanset hvad blev jeg overrasket. Man ved jo godt, at hankønsvæsner lever i en livslang romance med og forblændede af kærlighed til deres forplantningsdele, men så tidligt?!

Charlys far har to drenge fra tidligere, og inden jeg blev gravid, var vi til middag med min veninde, som fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, når hendes femårige søn pillede sig i tissemanden og allerhelst ville have hånden i en permanent parkeringsordning dernede.

Ih, hvor er den flot

‘Du skal huske at sige, at hans tissemand vel nok er flot’ var min kærestes råd. Og så skulle hun i øvrigt tage det helt roligt og lade, som om hun ikke var påvirket af situationen.

Det råd tog jeg til mig. Ikke virke befippet eller fordømmende, men støttende. Nå, men der stod jeg så og sagde ting som ‘er det din tissemand?’, ‘den er vel nok flot’ og ‘ja, det er da rigtig sjovt!’.

Faktisk var jeg egentlig ret upåvirket og ikke forlegen eller forhippet på at aflede hans opmærksomhed med noget blinkende legetøj (og pøj, pøj med det, i øvrigt! For Charly var det kærlighed ved første blik med tissemanden, og han er den trofaste type!).

Det kom bag på mig, at jeg ikke blev befippet. Overrasket, jo, for jeg troede, det ville komme senere, men ikke hylet ud af den, som jeg havde forestillet mig.

Første gang hans pilleri mellem benene alligevel bragte mig i forlegenhed, var, da jeg sad i en park med min veninde, og jeg skulle skifte min søn på et tæppe. Adræt og nøjagtig som en snigskytte fløj hans hånd mod det elskede mål, og pludselig blev jeg underligt forlegen.

Som om jeg blev nødt til at benævne det; sige et eller andet – og det endda selv om min veninde er mor til to drenge og kommenterede seancen med et ‘alle drenge er besat af deres diller og hiver løs i den. De synes, den er utrolig spændende’.

Diffus lystfølelse

Er du drengemor, kan du lige så godt forberede dig på, at tissemanden bliver ved med at være utrolig spændende for dit afkom, siger børnepsykolog John Halse.Det er ifølge ham helt normalt, at drenge, fra de er mellem et halvt og halvandet år, begynder at pille ved og være optagede af deres tissemænd – ligesom de er optagede af og piller ved deres næse, ører og tæer.– Det er ikke en sensation, fordi det handler om kønsorganerne, det er en del af dit barns naturlige udforskning af sin krop. Problemet er ikke barnet, men den voksnes opfattelse af, at sådan gør man ikke. Barnet er uspoleret, også hvad angår nøgenhed og pillen ved sig selv, siger John Halse.Selv om der er forskel på at røre ved tissemanden og tæerne, er det ikke med et bevidst mål om tilfredsstillelse, når helt små drenge piller ved deres tissemand.Det er forbundet med det, man i psykologien kalder en diffus lystfølelse. Der er dog stor forskel på det lille barns pilleri og den præpubertære seksualitet, fortæller John Halse.Det er i øvrigt ikke kun os drengemødre, der må forholde os til et stort fokus på de centrale regioner. Piger oplever nemlig også den diffuse lystfølelse. Forskellen er bare, at drenges kønsorganer er udadorienterede og derfor nemmere at pille ved og mere iøjnefaldende end pigers.– Hvis forældre siger ‘det gjorde hans storesøster altså ikke!’, så passer det næppe. Det er bare ikke så tydeligt, siger John Halse.– Hvis du løfter dit barns dyne, mens det sover, vil du se, at hænderne ofte befinder sig i skødet. Det er geometrisk centrum af kroppen, og der er lunt dernede.John Halse understreger, at det er vigtigt, at vi forældre forstår, at sådan er det bare – og accepterer det. For vores børn er det lige så naturligt og uskyldigt, som at de blinker med øjnene eller nulrer deres ører.Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal give los og lade hånt om sociale spilleregler, som siger, at man ikke piller ved sin tissemand, når man spiser, har gæster eller er til børnefødselsdag.Ligesom vi fortæller vores børn, at de ikke skal blive ved med at sutte på finger af hensyn til deres tandstilling, kan vi pejle dem hen imod, at det at pille ved tissemanden er noget, man helst gør privat – uden at gøre det til noget skamfuldt.– Vi skal ikke presse vores egne tabuer nedover hovedet på børn. Prøv at have tilgangen: Selvfølgelig piller børn ved sig selv, men ikke når vi spiser. Det er at lære dem nogle sociale koder, siger John Halse.LÆS OGSÅ: 10 nyttige oplysninger om dit barns tissemand

Skam er noget, vi lærer

Vi skal altså gå til tissemandsfascinationen på en anerkendende og positiv måde og italesætte den med udsagn som ‘ja, din tissemand er flot’ eller ‘jeg kan godt se, det er sjovt, men det er bedre at gøre det herinde’ og følge barnet ind på værelset eller et andet privat sted – på samme måde som vi ville sige ‘jeg kan godt se, det er sjovt at slå med den hammer, men det gør vi ikke på arveporcelænet’.Det er godt at huske, at vi allerede fra dag et er med til at socialisere vores børn og deres adfærd.Hvis vi viser, at det er naturligt og en acceptabel adfærd at pille ved sig selv, men at det ikke foregår i sociale sammenhænge, gør vi det ukompliceret for barnet. Ikke mindst undgår vi, at det lille vidunders første erfaring med sine kønsdele bliver forbundet med skam.John Halse understreger, at børn ikke er født med en bevidsthed om, at det, der foregår i de nedre regioner, er skamfuldt – det er noget, de lærer. Af os, der har lært det af vores forældre.

Nus i nakken er lige så godt

Måske rører emnet også ved noget blufærdigt i os selv, fordi vi bliver tvunget til at forholde os til det faktum, at vores bittesmå, uskyldige børn er seksuelle væsener.

Når John Halse holder foredrag, for eksempel i børnehaver, efterspørger personale og forældre netop svar på spørgsmålet om, hvorvidt børn er seksuelle væsener.

– Det vidner måske om, at tanken byder os imod. Men det er de – blot på en anden måde end voksne. Børn oplever lystfølelse, men har ingen bevidsthed om, at ‘når jeg piller ved mig selv, når jeg til en kulmination’ – det føles bare rart. Børn kan være henførte i den følelse, men det kan de også, når de bliver nusset i nakken eller masseret, siger han.

Okay. Jeg skal vist have den helt afslappede ølejr-mor frem og lægge min blufærdighed langt væk, så Charly får et naturligt forhold til sin krop og seksualitet.

Hvordan jeg takler den – seksualiteten, altså – når den engang folder sig ud i fuldt flor, har jeg heldigvis mange års fred for at tænke på.

LÆS OGSÅ: Børns seksualitet: Tre skarpe til eksperterne om krop og nøgenhed

LÆS OGSÅ: Kropsforskrækkelse: Er børnene de store tabere?

LÆS OGSÅ: Pædagoger ved ikke nok om børns seksualitet