Silas Holst: "Nogle gange kaster vi håndklædet i ringen og bliver enige om at være uenige i dag"

Maggie Mys kinder er røde, hun gnider sig i øjnene og ser træt på sin far. Den etårige pige har haft feber i et par dage, og hun er lige vågnet fra sin eftermiddagslur. Hendes mor lægger en telefon med tegnefilm i hendes hænder, og hun læner sig tilfreds tilbage mod sin fars mave og slapper af.

Set i glimt ligner det en helt almindelig novemberscene i et helt almindeligt hus i helt almindelige Brønshøj. Men det er ikke en helt almindelig familie. Maggie My er nemlig datter af Louise Mahnkopf, der arbejder i forsikrings­selskabet QBE, danser Silas Holst og skuespiller Johannes Nymark.

LÆS OGSÅ: Geggo: "Jeg har lagt mit ego på hylden"

De tre har valgt hinanden et par gange. Først valgte Louise og Silas hinanden som bedste venner. Så valgte Johannes og Silas hinanden som kærester. Og så valgte Louise og Silas og Johannes, at de skulle have et barn sammen. Alle tre. De byggede rede i den røde murermestervilla, der ikke havde haft nogen beboere i ni år, og totalistandsatte den sammen. I dag har de indrettet sig med hver sin afdeling – og et værelse til Maggie My hos både mor på førte sal og hos far og far i stueetagen.

En moderne regnbuefamilie, som viger fra skemaerne og normen i mere end en forstand. For selv om vi befinder os i 2015, og selv om sammensatte fam­ilier udgør en stor del af familiemassen i Danmark, er udgangspunktet for familiedannelse stadig oftest én far og én mor. Eller måske, hvis man er frisindet: Én mand, der får et barn med et lesbisk par. Men hele to homoseksuelle mænd, der får et barn med deres heterosek­suelle veninde, der i øvrigt har masser af frugtbare år tilbage? Det får mange udenforstående til at spærre øjnene op. Hvilket de tre for­ældre selvfølgelig er helt ligeglade med.

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: "Børn skal vide, hvem de er"

Familie og forældremyndighed

Biologien sætter nogle naturlige begrænsninger for familiestørrelsen: For der er selvfølgelig kun én af fædrene, der kan være biologisk far til barnet. Hvem af dem, det er, ved de ikke engang selv.
Lovgivningen sætter endnu en begrænsning for forældremyndigheden over et barn. For et barn kan deles af to voksne, ikke tre.

– Selv om de radikale kæmper for at få det lavet om for netop at hjælpe regnbuefamilier, siger Silas.
Hvem af dem, der har forældremyndigheden, holder de for sig selv.

– Men vi kan godt afsløre, at jeg er den ene, siger Louise.

Og jo, det krævede noget advokatrå­d-givning at få styr på papirerne, så lille Maggie Mys familieramme kunne blive tegnet ordentligt op. Og så de voksnes rettigheder er sikret, hvis de skulle bryde op eller en af dem skulle falde bort, fortæller Louise og Silas, der sidder i sofaen oppe under taget hos Louise, mens Maggie My finder trøst og ro hos dem begge to på skift.

LÆS OGSÅ: Saseline: “Du kan aldrig holde pause fra mor-rollen!”

Familieformen var deres allerførste valg. Både for Louise, der kun var 30 år, da hun tog beslutningen om ikke at vente på en kæreste, men i stedet danne sin egen familie med sine to venner. Og for Silas og Johannes.

– Det bedste er, at vi alle bor sammen og er sammen hver dag. Nogle gange vågner jeg om morgenen og tænker ‘tænk, at mit liv er endt sådan, at min mand ligger ved siden af mig, min lille datter sover i rummet ved siden af, og min bedste ven bor ovenpå’. Jeg kan enormt godt lide tanken om at være en stor familie. Og tanken om at være i familie med Louise. Vi har faktisk altid sagt til andre, at vi var i familie. Og nu er vi det, siger Silas.

Fra Alaska til Sophia

Louise og Silas blev venner for 16 år siden. Det var på introtur, og 1.G’erne sad rundt om et lejrbål en varm augustaften og sang sange med guitarakkompagn­e-ment. Klicheen var så tyk, at den fik
Silas til at grine højlydt.

LÆS OGSÅ: “Jeg bryder mig ikke om opdelingen af rig og fattig. For hvad er man rig på, når man er rig?

– Og så hørte jeg en pigelatter et sted fra og jeg tænkte ‘ah, der er én, der har det det på samme måde’.

Louise var den første, som Silas fortalte, at han var homoseksuel.

– Men jeg vidste det nu godt i forvejen, siger hun.

– Og det var også grunden til, at vi sagtens kunne kysse sammen for sjov – fordi vi var gode venner, intet andet – til en skolefest eller sove sammen, uden at det blev akavet, siger Silas i dag.

Dengang talte de tit om, at hvis de ikke fik børn med andre, ville de få børn med hinanden.

– I begyndelsen var det hypotetisk, lidt for sjov. Vi legede med tanken om, hvad vi ville gøre. Men vi endte med hele tiden at tale om dette her barneprojekt, fortæller Silas.

Samtidig, i november 2013, gik Louise og hendes daværende kæreste fra hinanden. Blandt andet fordi han ikke rigtig var med på ideen om at få børn. Og en aften hjemme hos Silas og Johannes begyndte de at tale mere og mere alvorligt om at få et barn sammen – alle tre.

– En dag ringede jeg og sagde ‘nu vil jeg gerne. Nu gør vi det’, siger Louise, der selv klarede sagen på et badevær­elsesgulv med én sprøjte med sæd fra begge mænd blandet i.

Ikke så meget pjat, bare af sted. Det lykkedes første gang, de prøvede, og hun var ellevild af begejstring, da testen gav de to positive streger i december 2013 – kun en måned efter bruddet med ekskæresten. Og selv om det måske kan virke som en stor beslutning at træffe så kort tid efter, man er kommet ud af et forhold, var Louise ikke tvivl. Hun vidste, at det var det rigtige at gøre.

LÆS OGSÅ: Gør som de kendte – opkald dit barn efter en by, et område eller et land

– Jeg mærker efter, altid, når jeg skal tage en stor beslutning, og jeg kunne mærke, at det var det rigtige at gøre. Jeg havde ingen tvivl. Mine forældre er vilde med Silas og Johannes, og alle har støttet os, forklarer hun.

For Silas og Johannes var det nemt at bestemme sig:

– For os er det lidt af et drømmescenarie. Vi havde ikke lyst til at være donorer til et barn og se det en lille smule. Vi ville gerne have et barn, der var vores. Alle vores forældre er gode venner. Der har aldrig været nogle af dem, der har syntes, at det var mærkeligt.

– Mine forældre er egentlig meget traditionelle og synes, at man skal giftes først. Men de løftede ikke et øjenbryn, da jeg sagde, at jeg skulle have et barn med Silas og Johannes. Men når mine veninder bliver gravide uden at være gift, siger de ‘hov hov’, fortæller Louise, mens hun griner.

Og navnet Maggie My? At blive enige om et navn to forældre imellem kan være svært. Når de var tre, var de nødt til at have regler.

– Alle fik én vetoret, fortæller Silas.

Johannes ville gerne have sære navne som Flæsk. Louise var mest på Step­hanie, Sofia og Isabella. Det nægtede Silas, der ledte efter et navn, som kunne stå bøjet i neon hen over Det Ny Teaters bygning. Derfor endte han hele tiden med Dallas eller Alaska. Louise ryster på hovedet, mens hun griner. Til sidst droppede Johannes sine sære navne og fandt på Maggie, inspireret af Louises begejstring for navnet Madelaine. Silas tilføjede My – så havde han scenenavnet på plads. Samtidig sparkede den lille i maven for første gang, og så var der ikke mere diskussion om det.

Tømmerflåden

Graviditeten var nem. Men fødslen var hård. Lille Maggie My lå skævt i bækkenet, og hun havde navlestrengen tre gange rundt om halsen. Veerne trak ud, en sugekop kom til hjælp, husker Silas:– Jeg gik i panik på et tidspunkt, da det væltede ind med veer. Jeg følte mig så mærkelig tilpas. Johannes og jeg stod bare og kiggede på, mens Louise havde ve-storm. Vi kunne ikke hjælpe. Der var fyldt med læger på stuen, og jeg tænkte bare ‘åh nej, det må ikke gå galt nu.’Jordemoderen opdagede, at han var bekymret, og hun fortalte ham, at når der var under 16 mennesker på fødestuen, var der styr på situationen.– Jeg skyndte mig at tælle, og der var kun syv. Så der var ikke engang halvdelen af det antal, der skulle til, før der var noget galt. Så kunne jeg slappe lidt af.Det hjalp også Silas lidt at tænke på sin egen far, der besvimede under Silas’ fødsel, brækkede næsen og måtte have en næseoperation.– Så var jeg stadig en machomand, siger Silas og griner.Huset nåede lige akkurat at blive færdigrenoveret inden fødslen. Og da den lille familie kom hjem, byggede de en slags tømmerflåde af sofaer og madrasser nede hos Johannes og Silas og hang ud der allesammen i to uger. Om aftenen arbejdede fædrene på TV 2-programmet Vild med dans. Det var en omskiftelig tid:– Jeg havde en krise de første to uger. Jeg ville have hende for mig selv hele tiden, jeg kunne ikke give hende fra mig. Jeg var ked af det hele tiden uden grund, siger Louise.– Ja, vi ville nok gerne have haft at vide, at man skal være forberedt på en måneds tid, som er helt skør, siger Silas.– De første 14 dage var vilde, fordi vi skulle lære at være fædre, og Louise skulle lære at være mor. Vi var ret bekymrede dengang, fordi vi frygtede, at det aldrig ville gå over. Man kunne ikke engang sige godmorgen til Louise, uden at hun brød sammen.– Men vi fik gode råd, og vi fik at vide, at det var helt normalt. Og så pludselig havde jeg det godt igen, siger Louise, der dog ikke kunne holde op med at tænke ‘har hun overhovedet brug for sine fædre? Er det ikke nok med mig?’Men selvfølgelig har Maggie My brug for sine fædre, fandt den nybagte mor hurtigt ud af, da hormonerne holdt op med at forvirre hende, og hun tvang sig selv til at læse bøger om fædre og småbørn og alt det gode, de gør for hinanden. Og når mændene kastede rundt med den lille, holdt Louise sig for øjnene og messede ‘det er godt for hendes balance, det er godt for hendes balance’, og Maggie My hylede af grin.Lille Maggie My afbryder samtalen med et tilfredst hvin, da Twinkle twinkle little star lyder fra telefonens højtalere. Silas og Louise smiler til hinanden og mumler ‘den er altid et hit’. Deres hverdag bliver koordineret på et stort søndagsmøde, hvor alle tre forældre sidder klar med kalendere og plotter aftaler om Maggie My ind. De har hende i tre dage hver, og søndag er fælles dag, hvor de alle sammen laver noget sammen.– Det er et godt system, fordi der er tid til, at vi alle sammen har vores liv samtidig. Vi er jo to familier, der på mange måder fungerer som en storfamilie, men vi er jo ikke én familie. På denne her måde har vi hver især tre dage, hvor vi kan planlægge vores egne ting, hvor Louise kan se sine venner, og hvor Johannes og jeg kan gøre ting, der er vigtige for, at vores parforhold kører, siger Silas.Fordi Louise arbejder fra klokken otte til 16, tager hun alligevel tit Maggie My om aftenen. Og fordi hendes fædre tit har fri om dagen, henter de tit den lille pige i institutionen. Og de kan sagtens finde på at stikke hovedet ind hos hinanden og få et kram og et kys.– Maggie My kan sagtens finde ud af at have to værelser og sove forskellige steder. Og det er godt for mig at se, at hun er lige så glad nede hos dem, som hun er hos mig – så kan jeg slappe af og nyde de dage, som er mine egne, siger Louise.Om den lille pige skal fortsætte med at have to værelser, må tiden vise. Lige nu fungerer det godt, og det virker ikke, som om det forvirrer hende. Men hvis hun, når hun bliver ældre, i stedet hellere vil have ét værelse, der er hendes faste, må hun selvfølgelig gerne få det. Det tager de tre forældre, som det kommer.Med tre sæt bedsteforældre, hvoraf to bor lige rundt om hjørnet, er der også altid hjælp at hende, hvis der er behov for ekstra pasning.– Den gave, vores lille pige får, er at hun aldrig er hos nogle forældre, der ikke kan overskue hende. Nu, hvor hun har været syg i tre dage, og mor trænger til en lur, tager Johannes og jeg over – vi har lige sovet i tre fulde nætter, siger Silas.

Ild til bøgerne

Det lyder rosenrødt, men som i alle andre forhold er der også indimellem store udfordringer.

– Vi har lige haft fire måneder, hvor det har været hårdt. Vi har været uenige om alle mulige ting, begynder Silas.

– Jeg er mere pylret end Johannes og Silas, og det gjorde, at jeg havde svært ved at acceptere den måde, de valgte at gøre tingene på nede hos drengene. Jeg havde en forestilling om, at vi helst skulle gøre tingene ens, ellers ville hun blive alt for forvirret, fortsætter Louise.

– For eksempel troede vi, at hun skulle være hjemme i seng kl. 19 hver dag, og at alt skulle være lige efter bogen. Men nu har vi fundet ud af, at det går bedre, hvis vi sætter ild til bøgerne, siger Silas og slår ud med armene.

Men det var ikke nemt. Med en lille pige i huset er der så mange ting, man kan blive uenige om – fra sovetider og mad til hverdagsrutiner og legetøj.

– Vi tog til familieterapi og talte alt igennem. Vi skulle lære at sige, hvis der er noget, vi er utilfredse med. Jeg er lidt konfliktsky, men de små ting bygger sig bare op. Og jeg skulle lære, at det er okay at mene noget, og at vi ikke behøver at være enige om alt, siger Louise, og Silas nikker.