”Prisen for kunstig befrugtning er urimelig”
Barnløs blogger Signe Hanson mener, det er unfair, at staten kun vil betale for tre forsøg på kunstigt befrugtning .
Er det rimeligt at skulle hele dette forløb igennem for at opnå noget, som andre klarer i en brandert på toilettet på Crazy Daisy?
At det skal være så pissesvært at blive gravid, når andre bliver det ved uheld?
Nej, så afgjort ikke.
Som de fleste vil vide, har man mulighed for at få tilbudt tre omgange IVF-behandling (æg-oplægning, for at være mere præcis), inden man må videre ud i den private sektor. Inden man må grave dybt i lommerne og smide knasterne på bordet.
Det har jeg lidt svært ved at finde ud af, om jeg finder rimeligt. Det er der flere årsager til, ud over den åbenlyse mulighed for at det kan komme til at koste mig selv og manden spidsen af en jetjager, hvis ikke der snart sker noget på graviditets-fronton.
LÆS OGSÅ: Barnløs blogger: Min søster – både uden mand og børn
For måske er det på den ene side rimeligt nok, at vi ikke lader frustrerede infertile kvindfolk malke fælleskassen på ubestemt tid, hvis de enten har en hel perlerække af unger i forvejen, eller hvis der ikke er nogen synderlig sandsynlighed for, at der nogensinde er så meget som et enkelt æg, der vil overleve og blive til noget. Måske!
Men på den anden side, så synes jeg, at der er noget galt. Der er noget forkert i, at det efter tre forsøg bliver et spørgsmål om finansiel formåen, hvorvidt og hvor meget man har mulighed for at fortsætte behandlingen.
Der er noget unfair over, at manden og jeg såmænd nok på den ene eller anden vis skal få skaffet midlerne, imens den enlige sosu-assistent nok skal komme i bekneb på et tidspunkt.
Der er også noget unfair ved, at selvom vi bruger uanede midler på at kurere andre sygdomme (og det skal vi blive ved med), så stopper legen efter tre skud i bøssen for os – uagtet hvad årsagen til vores problemer ellers måtte være, og hvad prognoserne for fremtiden forudsiger.
LÆS OGSÅ: Blog: Drenge er ikke et andenrangskøn
Hvad nu hvis man uforskyldt er født med sammenvoksede æggeledere? Eller hvis man er blevet steril som konsekvens af en alvorlig sygdom? Eller hvad hvis man godt nok er heldig at have fået et barn med manden (eller kvinden) man elsker, men af forskellige årsager har behov for hjælp til nummer to?
Er det så bare too bad, out of luck, figure it out on your own?
Det ville vi jo ikke sige på samme måde til folk, der led under andre sygdomme? Nå ja, så er der jo i øvrigt den lille demografiske detalje, at vi er i signifikant baby-underskud i gode gamle Danmark og i virkeligheden har behov for at der bliver født langt flere børn, som kan hjælpe med at trække læsset for den aldrende befolkning.
Så måske er jeg faktisk ikke så meget i tvivl, når jeg læser ovenstående argumenter igennem. Måske synes jeg faktisk, at der er noget ulogisk ved måden, hvorpå systemet pt. reguleres på dette område. Jeg er dog ikke hundrede procent sikker på, at jeg har løsningen på de problemer, jeg påpeger – og det er jo en klassiker.
Læs mere på bloggen Erduherikkesnart
LÆS OGSÅ: Mor-blogger: Hvorfor skal vi kende kønnet før fødslen?
LÆS OGSÅ: 7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling
LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandling