Kvit allergi med kost og klud!
En fjerdedel af alle småbørn lider af allergi, og endnu flere risikerer at blive ramt. Men ved hjælp af rengøring og kendskab til de allergifremkaldende stoffer i omgivelserne, kan I som forældre gøre meget for at forebygge allergien.
Faktaboks
Det er let at undersøge barnet for tegn på børneeksem. Her er gode råd til, hvordan du tjekker, forebygger og behandler barnet for børneeksem:
Læg en plan sammen med jeres læge for, hvordan I forebygger i de eksemfri, ”raske” perioder.
Hav fed creme eller eksemcreme med i toilettasken, til når uheldet er ude.
Børneeksem kan forebygges med daglig påføring af fed creme. Hvis eksemen er brudt ud, skal man supplere med behandlingscreme, for eksempel binyrebarkhormoncreme.
Brug de daglige bleskift som en mulighed for at se efter på relevante steder, om der er tegn på tør hud, som er første symptomer på børneeksem. Små børn kan have eksem over hele kroppen. Lidt ældre børn har det typisk i knæhaserne, i albuebøjningerne, på halsen og hånd- og fodleddene.
Gør det til en hyggestund med barnet, når du cremer ind; læs for eksempel en historie eller gør det, når du skifter ble. Barnet kan også selv hjælpe til med at sætte ”cremedupper” på armen.
Det er meget generende for den lille at have allergi eller eksem. Kløe, irritation og fødevarer, man ikke må smage. Det kan være svært at forhindre allergien i at udvikle sig, hvis dit barn er arveligt disponeret, men der er meget, du kan gøre for at mindske risikoen.
Hvis allergien er kommet inden for dørene, kan en god gang rengøring hjælpe med til at reducere generne. Sygeplejersken fortæller her om arvelighed, og sundhedsplejersken giver gode råd til planlægning af rengøring med små børn.
Risici og arvelighed
Allergi er i mange tilfælde arveligt betinget, og derfor har barnet større risiko for at udvikle allergi, hvis forældre eller større søskende har eller har haft en allergisk sygdom. Risikobarnet har større risiko for at udvikle allergi, hvis det udsættes for en stor mængde allergifremkaldende stoffer.Det gælder derfor om at nedsætte mængden af allergener fra for eksempel dyrehår, skimmelsvamp og husstøvmider.Sygeplejerske Annemarie Yde-Andersen fra Astma-Allergi Forbundet fortæller, hvad der sætter gang i allergien:–Allergi skyldes en overreaktion, hvor kroppen danner allergi-antistoffer mod ellers uskadelige stoffer, siger hun.LÆS OGSÅ: Skru ned for kemien i hverdagenAllergityper som fødevareallergi, børneeksem, astmatisk bronkitis og astma rammer børnene i de første leveår, og en indsats mod stofferne helt fra fødslen nedsætter risikoen for, at allergien udvikler sig.Annemarie Yde-Andersen siger, at mange forældre ikke ved, hvordan de forebygger allergi, men at der er meget at gøre.–Man skal vide, hvornår allergi spiller en rolle, og hvornår den ikke gør det. Mange forældre er i tvivl om, hvornår noget er allergi og hvornår, det ikke er allergi. Og det er en kompleks verden. Et eksempel er, at allergi kan spille en rolle, hvis for eksempel barnet lider af børneeksem, som er den mest almindeligt forekommende hudsygdom blandt børn. Den er arveligt betinget, men kan påvirkes af allergi og ting fra omgivelserne, som for eksempel en uldtrøje, varme, sved eller forkert behandling, fortæller Annemarie Yde-Andersen.Astma, høfeber og helårssnue skyldes ofte de luftbårne allergener som husstøvmider, dyrehår, pollen og skimmelsvamp. Symptomerne kan reduceres ved gode vaner i hjemmet.–De gode råd til dagligdagen gælder især for børn med særlig risiko, altså hvor en eller begge ens forældre eller søskende har eller har haft en allergisk sygdom. Men for de børn, der ikke er arveligt disponeret for allergi, er gode tommelfingerregler for de daglige gøremål i hjemmet stadigvæk med til at reducere risikoen for allergi. Allergi er nemlig ikke kun arveligt betinget, det kan forværres af det miljø, vi lever i, og derfor er en indsats i hjemmene og god hygiejne vigtigt, siger Annemarie Yde-Andersen.Frem med kluden
Med få, simple rutiner i dagligdagen kan familien reducere risikoen for, at barnet udvikler allergi. Ganske enkelt ved at man sænker antallet af allergifremkaldende stoffer i hjemmet.En undersøgelse, som Astma-Allergi Forbundet har lavet i samarbejde med Pampers, viser, at der et behov for en forstærket indsats blandt småbørnsforældrene. Eksperterne har derfor lavet en tjekliste til rengøring, som skal hjælpe jer af med husstøvmider, fugt og parfumerede produkter.LÆS OGSÅ: 8 tips til et sundt indeklima på børneværelsetFor eksempel skal krammedyr, hovedpuder og dyner vaskes ved 60 grader en gang i kvartalet, støvsugeren skal frem en gang om ugen, og boligen skal udluftes med gennemtræk tre gange om dagen i fem til 10 minutter. Se den fulde liste længere nede.Selv om tjeklisten gør indsatsen overskuelig, kan mange gøremål for den travle familie med blebørn være en stor mundfuld på grund af manglende tid i dagligdagen. Så hvordan organiserer man sig, når familien gerne vil gøre en indsats mod allergi i hjemmet?Vær realistisk!
Ifølge sundhedsplejerske Helle Andersen handler det først og fremmest om at være realistisk.
–Det er urealistisk, at småbørnsfamilier får gjort rent i hverdagene, hvis begge forældre er udearbejdende. Så vent til weekenden. Bestem, hvornår aktiviteterne skal gøres, hvis man ikke har tid nu og her. Det vigtigste er, at man laver en plan for, hvornår man udfører opgaverne, og at man får uddelegeret opgaverne i familien. Hvad er fars opgaver, og hvad er mors? Opdel efter interesse, hvad kan man bedst lide? Større børn kan også få deres egne opgaver. En mulighed er også at imødekomme bedsteforældres ønske om at passe børnene – to voksne mennesker kan nå langt på tre timer, siger hun og uddyber:
–Fejlen er ofte, at forældrene gerne vil være færdige med deres gøremål, inden de kan være sammen med børnene. Men at være en del af en familie er også at være en del af et arbejdsfællesskab. Rengøring kan faktisk gøres til en fælles aktivitet for familien.
Gøremål behøver ikke at skulle overstås, før end man kan være sammen. Man kan netop være sammen om gøremålene. Sæt noget godt musik på, gør rengøring og oprydning til noget sjovt, lav en konkurrence „hvem bliver først færdig”, lav lodtrækning om opgaverne, foreslår Helle Andersen.
Planlægning kan også være rækkefølgen for, hvordan gøremålene gribes an. Det er for eksempel vigtigt at vaske dyner en gang i kvartalet, og det kan måske betyde, at rengøringsdagen netop starter med vask, inden man tager fat på udluftning og rengøring.
Fødevareallergi
Mælkeallergi er den almindeligste form for fødevareallergi hos børn. Omkring to til tre procent af alle spædbørn får mælkeallergi i løbet af det første leveår. Efter mælkeallergi er de mest udbredte typer allergi over for æg, jordnødder, nødder, fisk og skaldyr.LÆS OGSÅ: Læge: 10 ting du ALTID skal have i medicinskabetDet er især småbørn, som har fødevareallergi. Man regner med, at fem til syv procent af alle børn udvikler fødevareallergi, men mange vokser fra det. For eksempel kan ni ud af ti småbørn med mælkeallergi tåle mælk efter tre-års alderen, mens over halvdelen af børn med allergi over for æg vokser fra allergien, inden de fylder fem år.Hvis man derimod bliver overfølsom over for jordnødder eller fisk, varer overfølsomheden ofte resten af livet. Børn med fødevareallergi har en øget risiko for at udvikle luftvejsallergi. Omkring halvdelen af børnene bliver således senere allergiske over for eksempelvis pollen, husstøvmider eller kæledyr.Børneeksem
Børneeksem er den mest almindelige hudsygdom hos børn og rammer typisk børn i alderen nul til tre år. Omkring 15-20 procent af alle børn, der bliver født i Danmark, udvikler børneeksem. De børn, som lider af børneeksem, får i perioder eksemudbrud i større eller mindre grad. De fleste vokser fra sygdommen i seks til syv års alderen.Der er ingen vidundermidler. Det tager tid at give barnet en omhyggelig hudpleje og behandling. Det må ikke komme bag på forældre, at der skal afsættes tid til at tjekke og behandle barnets hud hver dag med fed creme.–Det er en myte, at man kan smøre for meget creme på, og at man dermed ødelægger hudens naturlige fugtbalance, siger sygeplejerske Annemarie Yde-Andersen og forklarer:–Fed creme kan erstatte det fedt, barnet ikke selv kan producere. Er barnet velbehandlet, betyder det for eksempel, at barnet sover bedre og bedre kan koncentrere sig, fordi cremen gør, at den tørre hud ikke klør hele tiden, siger hun.Man kan ikke altid finde årsagen til, at eksemen forværres, for sygdommen har sit helt eget forløb. Men man kan bruge sin energi på at passe huden, så barnet er mindst muligt generet af eksemen.LÆS OGSÅ: Astmatisk bronkitis: Hjælp dit hostende barnBarnets arvelige disponering for at udvikle allergi
Ingen forældre eller søskende har eller har haft en allergisk sygdom.
Barnets risiko for allergi : 5-10 %
En af forældrene eller søskende har eller har haft en allergisk sygdom.
Barnets risiko for allergi : 20-30 %
Begge forældre har eller har haft en allergisk sygdom.
Barnets risiko for allergi : 40-50 %
Faktaboks
TJEKLISTE MOD ALLERGI
Hvordan er jeres indeklima?
Hvor mange gange har du luftet ud med gennemtræk i løbet af det sidste døgn? Lav en plan, som kan sætte system i dine udluftningsvaner. Husk: Luft ud ved gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt.
Hvor gamle er jeres madrasser?
Gå husets madrasser igennem. Hvor gamle er de? Hvor mange gange er de gået i arv? Er der brug for nye madrasser? Husk: Nyt barn – ny madras, hvis du vil mindske mængden af husstøvmideallergener. Husstøvmider trives rigtig godt i gamle madrasser. Bruger I rullemadras? Har I rullemadrasser på jeres senge? Er det længe siden, de sidst er blevet vasket? Så husk at få dem i vaskemaskinen. Bruger I slet ikke rullemadras, så er det en god idé at investere i nogle, måske i dag? Husk: Rullemadrasser kan vaskes i modsætning til madrasser, derfor ingen madras uden rullemadras!
Hvornår har I sidst vasket dyner og puder?
Er det mere end tre måneder siden? Så se at få dem vasket. Rullemadrasser, dyner og puder skal vaskes ved 60 grader for at slå husstøvmiderne ihjel. Husk: Husstøvmider trives godt i sengemiljøet.
Hvornår har I sidst gjort rent?
Er det mere end en uge siden, så er det i dag, I skal finde støvsuger og støvklud frem! Husk: Rengøring en gang om ugen giver et bedre indeklima. Husk også at lufte ud efter rengøringen.
Hvor tørrer I tøj?
Gå jeres vaner for tørring af tøj igennem. Tørrer I som regel tøj indendørs, så undersøg, om det i stedet er muligt at installere en tørretumbler og/eller at tørre tøjet udendørs. Husk: Tøj bør ikke hænge til tørre indendørs, da det giver fugt i boligen.
Er der fugt i jeres bolig?
Husk jævnligt at gå jeres hjem igennem for fugtskjolder og bygningsskader. Rens også tilstoppede tagrender. Finder I skader, bør I få dem udbedret hurtigst muligt. Husk: Fugt giver risiko for skimmelsvampevækst.
Er der parfume i jeres produkter til huden?
Find alle produkter frem og sæt dem på køkkenbordet – for eksempel hudplejeprodukter, vaske- og skyllemiddel og rengøringsmidler. Kig dem igennem og overvej, om det er nødvendigt, at der er parfume i alle produkterne? Husk: Parfume kan give allergi, og børn bør helt undgå parfumerede produkter.
Har I dyr?
Har du allergi over for dyr, eller har dine børn risiko for at få allergi, så bør du ikke have dyr i hjemmet. Husk: Alle dyr med pels kan være allergifremkaldende. Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at risikobørn ikke bør udsættes for dyr det første leveår, og selvfølgelig ikke hvis de har en diagnosticeret allergi over for dyr. Så der er differentieret rådgivning afhængig af hvor disponeret, barnet er.
Hvordan er hjemmets rygeregler?
Har I allerede en klar rygepolitik i hjemmet? Hvis ikke, så er det en god ide at udarbejde en rygepolitik, når der er børn i hjemmet. Husk: Rygning bør altid foregå udendørs!
Kilde: Sygeplejerske Annemarie Yde-Andersen