Fødegangen: "Det er magisk, når kærestepar bliver forældre"

Taxaer, der med hvinende bremser svinger ind foran fødemodtagelsen. Panikslagne mænd, der råber ‘pregnant woman coming through’. Kvinder, der forbander deres mænd, mens de bliver kørt ned ad hospitalsgange på en båre. Hvis det er den forestilling, du har om fødemodtagelsen, har du måske set for mange amerikanske komedier. 

På Danmarks største fødeafdeling på Hvidovre Hospital hersker der i hvert fald fuldkommen ro. Gangene er næsten tomme og svøbt i stilhed. 

– Der kan sagtens blive født mange børn her, uden at man mærker noget til det ude på gangene. I princippet har vi stuer nok til, at der kan blive født 12 børn på samme tid, fortæller afdelingens vicechefjordemor, Trine Lind.

Sidste år lagde Hvidovre Hospital stuer til 7.127 fødsler. Det er cirka en skoleklasse om dagen, som jordemor Julie Hald Petersen udtrykker det. Hun sidder i fødemodtagelsen – det døgnåbne afsnit, der udgør en slags skadestue for gravide. Det er her, de fødende kommer ind, og det er også her, gravide kvinder og vordende fædre ringer til med spørgsmål og bekymringer. 

LÆS OGSÅ: Hvad er hvad, og hvem er hvem på fødegangen?

Julie og hendes kolleger har travlt med telefonkonsultationerne. Nogle ringer, fordi de har veer. Andre er bekymrede, fordi de mærker mindre liv i maven. Under halvdelen af dem, der ringer, får besked på at komme ind til tjek. 

– Vi bliver også ringet op af kvinder, der gerne vil vide, hvornår man skal registrere faderskab, høre noget om vitaminpiller eller om man må bruge rødvinseddike i maden. Den slags spørgsmål svarer vi på, hvis vi har tid. Og ellers henviser vi til folks egen læge, siger Julie.

Det magiske øjeblik

Her i fødemodtagelsens reception og telefoncentral oplever de lidt af hvert. Også ting, der alligevel lægger sig tæt op ad det, du ser i film. For eksempel kvinder, der føder så hurtigt, at det sker derhjemme eller i bilen på vej til hospitalet.– I de tilfælde guider vi enten kvinden selv eller en pårørende i telefonen. Den slags fødsler går altid godt. Og det er dejligt at følge, hvordan roen sænker sig i det lille hjem eller i bilen, siger Julie og smiler.Hun har været jordemor på Hvidovre Hospital siden februar 2013 med kun ni dage mellem sin afsluttende eksamen og jobstart.– Jeg havde lige en afstikker til jura i et år, da jeg begyndte at læse. Men det var helt forkert. Jeg har altid drømt om det her. Om at hjælpe børn til verden og opleve kærestepar eller ægtepar forvandle sig til noget mere. Det er nogle virkelig seje kvinder og nogle virkelig cool og støttende mænd, jeg møder. Og så er der det magiske øjeblik, hvor de bliver forældre. Det er mit arbejde, men jeg føler altid, at en fødsel virkelig er et lille mirakel, fortæller hun, mens hun ser undersøgende på skærmene, der hænger på væggen i fødemodtagelsen. LÆS OGSÅ: Nybagte forældre skal støttes i amningDer hører en skærm til hver stue, og den viser en såkaldt CTG – en kurve over barnets hjerterytme og udviklingen i moderens veer. På den måde kan jordemødrene følge med i, hvordan det går den kvinde, de hver især er tilknyttet.

Blade og røde æbler

Over for fødemodtagelsen, på den anden side af en tværgående gang, ligger fødegangen med hovedparten af de stuer, hvor børn kommer til verden. Man bliver mødt af den samme stilhed og ro, gennemsigtige vugger med en steril startpakke med bleer og andre fornødenheder til de nyfødte, og så en tavle med et stort træ med grønne filtblade og røde filtæbler, der er sat fast på træets grene med knappenåle. Grenene i træets højre side er nøgne, og nederst på tavlen hænger en lille pose med ekstra blade og æbler. Forklaringen hænger ved siden af i glas og ramme og er i digtform. Livets Træ er lavet af ‘jordemor Eline Alsløw Anthis og dedikeret handyman Rasmus Anthis’, som der står. Og det fungerer som en hyggelig visualisering af statistikkerne. Fordelingen mellem de mørke og de lyse blade ser ud til at svare meget godt til sidste års fordeling, hvor 50,1 procent af de børn, der blev født på Hvidovre Hospital var drenge, mens 49,9 procent var piger. Med de røde æbler kan man nemt tælle sig til, at der i år indtil videre er kommet omkring 60 tvillingepar til verden her på gangen. Far til tvillinger: “Velkommen til grænseløs kærlighed og evig angst”Ved siden af træet hænger alle postkortene med billeder af små børn og ord fyldt med varme. De er alle fra forældre, der takker personalet for at have støttet dem i det, der for mange har været en svær proces – indlæggelser med svangerskabsforgiftninger, komplicerede fødsler og kejsersnit. Fælles for dem er glæden, som ikke er til at tage fejl af. Og den lykkelige konstatering, at deres børn nu trives og har det godt. Inde på jordemorkontoret er der livlig aktivitet. Der bliver holdt øje med de skærme, der også er installeret her, svaret på telefonopkald og skrevet journaler.I alt er 150 jordemødre, jordemorstuderende og -vikarer tilknyttet afdelingen. Randi Faarvang, der tager en velfortjent spisepause, læser på 10. modul og bliver færdiguddannet til næste sommer. Men selv om hun kun er 29 år, er hun ældre end den jordemor, hun følger i sin praktikperiode. Christina Birkshøj Friis er 25 år og har allerede været jordemor i to år. For hende er fødegangen ikke kun hendes arbejdsplads, men det sted, hun har drømt om at være, siden hun var barn.– Det kan virkelig være euforiserende, siger Christina.– Jeg har, siden jeg var helt lille, undret mig over, hvor børn kom fra. Og jeg har vidst, at jeg ville være jordemor, lige siden jeg så et lille foster i en film, som vores biologilærer viste os i ottende klasse. Det var en reportage fra BBC med en animation om, hvordan liv bliver til. Hold da op! Det var så fascinerende. ‘Dét skal jeg,’ tænkte jeg.LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Jordemoren strikkede under fødslen"For Christina var hendes unge alder en udfordring i starten. Hun skulle lære at brede skuldrene ud. Men nu har hun lært, at hendes største force er hendes evne til at skabe en god menneskelig kontakt. Og det er ikke aldersbetinget.– Man bringer sit jeg, sin personlighed, ind i det her fag. Humoren er også vigtig. Det bedste er, når man har gjort en forskel. Når der er et par, der synes, at måden, man gjorde tingene på, var lige det, de havde brug for, siger hun. – Min bedste oplevelse var sammen med et par, hvor tingene bare spillede, og alt var rigtigt. De følte, at jeg var deres redningsdame. Efter fødslen lagde faren hånden på min skulder og sagde ‘ja, kunne jeg anbefale dig på Trustpilot, ville jeg gøre det.’ Det glemmer jeg aldrig, fortæller hun. 

Den lille ballademager

Klokken nærmer sig syv om aftenen, og der er fem fødende på gangen. Christina  og Randi går ind på stue syv for at se, hvordan det går med Malene Hvid Wieslander og hendes mand, Jesper Wieslander. De har været her siden i formiddag, hvor Malene kom ind med veer. Hun ligger smilende med hånden på sin store, runde mave og har en frisk glød i kinderne. Overskuddet er vendt tilbage i takt med, at den smertestillende epiduralblokade, hun har fået, er begyndt at virke.– I skulle have set os tidligere, siger Malene og griner.– Jeg var helt åben, da vi kom, men så trak han sig tilbage. Og det var ikke sjovt, fortæller hun.Parret har allerede en pige på toethalvt år, så de har prøvet det før. Denne gang venter de en dreng, der er en lille ‘ballademager’. – Hans hjertelyd er lidt høj. Den er fem slag over, hvad den må være. Det er ikke alarmerende, men vi holder øje med det, siger Randi.På trods af hjertelyden og Malenes smerter, der fik hende til at bede om epiduralblokaden, føler både hun og Jesper sig trygge. – Vi er sådan lidt mere casual anden gang, siger Jesper.– Det var vi da også sidst, siger Malene til ham. – Hvor længe sagde I, den epidural virker? spørger Jesper og griner.– Det er en meget lille dosis, du har fået, siger Randi beroligende til Malene.– Din krop kan selv. Bare rolig. Det er bare ham, der ikke kan finde vej endnu.De vil gerne have Malenes veer op på ‘det høje, flotte tal’. Det betyder, at hun helst skal have fem veer på ti minutter, og de skal gerne være regelmæssige som perler på en snor.– Nu kommer der en ve, siger Malene, puster luften langsomt ud og vender sig om på højre side. – Hvis hun ikke havde haft epiduralen nu, havde hun bedt om en, siger Jesper, griner og flytter sin stol på højre side af Malene for at holde hendes hånd.Christina og Randi bliver enige om, at de gerne vil have en læge til at se på barnets hjertelydskurve. – Den laver nogle dyk indimellem, så den er muligvis patologisk (tegn på sygdom, red.). Jeg vil gerne have hende scannet, siger Christina i telefonen, da hun ringer op til lægen, mens Randi tager Malenes blodtryk. – Der er ikke noget at være bange for, vi tager bare nogle forholdsregler for at være helt sikre, forklarer Christina.

Den forløsende barnegråd

En nybagt morfar kommer gående ned ad gangen for at besøge sin datter, der netop har født hans barnebarn. Og en kvinde, der er blevet sat i gang, er sammen med sin kæreste ved at få anvist en stue. Inde på kontoret holder jordemødrene øje med deres skærme.

Pludselig bliver der travlt inde på stue tre. Der bliver kaldt alarm, og flere sygeplejersker og en læge går derind. Man kan høre en kvinde skrige gennem den lukkede dør. Men mellem skrigene er der stadig helt stille. Og så kommer lyden af barnegråd, der strømmer forløsende ud på gangen. 

En ung jordemor med blussende kinder kommer ud fra stue tre og ind på kontoret til de andre jordemødre.

– Du er lidt rød i hovedet, hva’ Sara, driller hendes kollegaer.

– Det er da klart. Det var en skulderdystoci, siger hun og puster ud. 

Det er ikke nogen let opgave, hun lige har været på. Skulderdystoci betyder, at barnet sætter sig fast med sin skulder på vej ud. Derfor skulle der bruges ekstra kræfter på at hjælpe den lille ud i verden, og det skulle gå stærkt.

Ude på gangen er der stadig stille. Elevatoren glider lydløst op på syvende etage, hvor barselsgangen ligger. En ung, smilende far går ind på en stue med en Ikea-pose over skulderen. En anden nybagt far går ned ad gangen uden at tage øjnene fra sin sovende nyfødte, som han har i sin favn.

Inde på en af stuerne er Henriette Nielsen og Nikolaj Christensen med deres lille pige, som blev født i går ved et planlagt kejsersnit. Deres ældste datter, Filippa på knap fem år, har allerede været på besøg for at møde det lille nye familiemedlem.

– Hun fik lov at holde sin lillesøster og var superglad. Men vi har også gjort noget ud af at forberede hende på, at hun nu skulle dele sin mor med nogen, siger Nikolaj, der har følt sig meget tryggere ved at blive far for anden gang.

– Og så er det bare unikt at skabe et barn sammen. At være fælles om det som kærestepar. Og at kunne genkende noget af sig selv i barnet, siger han. 

LÆS OGSÅ: Fødsel set som jordemoder: ”En fantastisk fødsel – med visse udfordringer" 

LÆS OGSÅ: Det her kan far gøre under en fødsel

LÆS OGSÅ: Jordemødre: Vi har så travlt, at ting går galt