Dit barn kan godt selv!
Trapper, tøj og spisning. Det går umiddelbart lettere, når du hjælper med alle besværlighederne. Men du gør både dig selv og dit barn en bjørnetjeneste, hvis du assisterer mere, end godt er. Lær at skære ned på hjælpen.
Faktaboks
6-12 MÅNEDER
• Åbne og lukke æsker og kasser.• Putte ting i æsker og tage dem ud igen.• Bruge pincetgreb.• Spise med gaffel.12-18 MÅNEDER
• Kravle på trapper, men skal hjælpes ned igen.• Kravle op på møbler, men skal hjælpes ned igen.• Samle ting op fra gulvet uden støtte.• Spise med ske.18-24 MÅNEDER
• Gå op ad trapper med støtte.• Løbe stift på flade fødder.• Spise med bevægelse i håndled.• Tage tøj af.2-3 ÅR
• Cykle på løbecykel eller trehjulet.
• Klæde sig af og hjælpe med at få tøj på.
• Hjælpe med at dække bord, bage boller, tørre støv af.
• Hælde mælk op fra en lille kande.
• Vaske hænder.
• Åbne en dør ved hjælp af håndtaget.
Kilde: Netsundhedsplejerske.dk
Mikkel sidder og fumler med jakken. Du ved, at hvis den ikke kommer på NU, så kommer I for sent ud ad døren, og så når du ikke mødet på arbejdet, og så … vælter hele dagen. Derfor rykker du resolut i lynlåsen, så I kan komme af sted – selv om du godt ved, at du burde lade ham klare det selv.
Vi har nemlig en tendens til at hjælpe vores børn med ting, de godt selv kan. Eller i hvert fald kan lære. Enten på grund af travlhed og utålmodighed, eller fordi vi ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvor barnet er i sin udvikling.
Det siger børnepsykolog Lisbeth Liebmann, der er medforfatter til bogen “Når to bliver til tre, en guide til familielivet”. Men vores mangel på tid eller dårlige vaner er ikke uden betydning, for hvis dit barn ikke lærer at klare tingene selv, kan det skabe problemer senere.
“Læringsprocessen kan ikke springes over. Når dit barn begynder i skole og ikke kan de ting, der forventes – for eksempel at snøre sine sko – bliver de voksne irriterede, og dit barn bliver forvirret og ked af det. ”