Klumme: "Jeg blev uvenner med en nær veninde og anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det"

Hvad gør vi, når vi bliver uvenner som voksne? Med vores bedste veninde? Jeg blev konfronteret med det dilemma for ganske nyligt, da det utænkelige rent faktisk skete. Jeg blev uvenner med en af mine tætteste veninder, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere et reelt skænderi, der (værst af alt!) var opstået på skrift. For jeg opdagede, at jeg ikke havde de regelsæt til rådighed, der ellers følger med i alle livets andre faser.

I vuggestuen starter uvenskabet over, hvad er dit, og hvad er mit. Det er enkelt. En voksen griber ind, sætter børnene på plads, afleverer Peter Kanin til sin retmæssige ejer, og kosmos er genoprettet. I børnehaven kan konflikten klares med, at den, der deler kagen, også er den, der vælger sidst. Og i folkeskolen opdager vi, at selv den mest betændte diskussion kan dulmes med studenterbrød og krydderboller – spisefrikvarterets forsoningsgaver. I gymnasiet er den allerede sværere. Hvem havde først kysseretten til Martin fra 3. g, og hvem spottede først de lavtaljede Diesel-cowboybukser på shoppeturen? De konflikter kunne løses med et afsnit ”Friends” set på langs i sofaen ledsaget af tømmermænd og durumruller en træt søndag, hvor truslen om mandag morgens fysiktime var mere reel end ideen om, at venskabet nogensinde havde været i ægte fare.

Herfra blev alting ligesom sværere. Under uddannelsestiden forventer vi af os selv og hinanden, at vi automatisk bliver mere dannede ud i kunsten at løse de frustrationer, der naturligt følger af, at to veninder vokser, men ikke nødvendigvis synkront – og måske ikke i samme retning. Når jeg følte mig overset af slyngveninden, prøvede jeg at trøste mig med, at det vidunderlige ved voksenlivet netop var, at man ikke længere var viklet ind i kun ét intimt venindeskab, men kunne fordele drømme og forventninger ud over kollegievenner, studiekammerater og skiftende kærester. Og når hun følte, jeg glemte at lytte til hende, satte farten ned og dvælede mere ved her og nu end fremtidsplaner og karrierestrategier, var det nemt at slå det hen med et ”hun bliver nok klogere, når hun når derhen, hvor jeg er nu”.

LÆS OGSÅ: Klumme: Er det blevet en hobby at fastholde snakken om ens ulykke?

Sagen er bare den, at hvor meget vi end studerer og akademiserer vores liv, eller hvor meget vi end bygger oven på vores personlige fundament med ”relevant erhvervserfaring” eller ”forventningsafstemmer” med vores kolleger, så er venskabet den eneste disciplin, der ikke har den samme iboende kronologiske logik som karriere-vejen og ægteskabet. Der er ikke et frieri, en forlovelse, et ægteskab og et kobberbryllup. Og der er heller ikke halvårlige trivselssamtaler, lønforhandlinger eller nye flotte titler at arbejde hen imod. Den flotteste titel, ”veninde”, gav vi hinanden for lang tid siden. Hvordan vi gør os fortjent til, at den anden fortsat synes, vi fortjener den, kan være mere diffust og uhåndgribeligt.

For nyligt blev jeg uvenner med min veninde på sms og over en misforståelse. Problemet var
banalt og ligegyldigt, men følelsen var rå og skrøbelig. For hvad gør man, som voksen, hvis man er dårligere til at løse en konflikt med det menneske, der kender en bedst, end ens 4-årige er det med sin slyngveninde? Hvordan forklarer man sin 9-årige søn, at to voksne mennesker er mere barnlige end en klassefuld præ-pubertære folkeskoleelever? Jeg fik en livline. Fra en anden veninde. Hun mindede mig om, at konflikten ikke var problemet. Problemet var, at vi ikke kunne finde ud af den igen. Men der var en vej: ”Slet jeres digitale tråd, og mød hinanden i livet”.

Næste weekend har jeg en sovelegeaftale. Med min bedste veninde. Vi skal spise i sofaen, se ”Friends”, drikke vin og snakke om mænd. Og vi lægger telefonerne langt væk.