5 spørgsmål, du skal stille dig selv, før du går eller bliver i et parforhold
SPONSORERET indhold

5 spørgsmål, du skal stille dig selv, før du går eller bliver i et parforhold

Tvivler du på dit parforhold? Så bør du stille dig selv en række vigtige spørgsmål, mener klummeskribent Marie-Louise Bregendahl.

Af: Marie-Louise Bregendahl Foto: Mathilda Yokelin
02. nov. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Vi har helt sikkert alle prøvet det på et eller andet tidspunkt i vores voksenliv: At skulle vælge at blive i eller gå fra et kæresteforhold.

I bund og grund mener jeg, at den beslutning skal komme fra en mavefornemmelse, som fortæller dig, om forholdet giver mening for dig eller ej.

Men hvis du nu alligevel skulle synes, at den der mavefornemmelse er lidt for diffus, eller du ikke helt tør stole på den endnu, så prøv at stille dig selv disse 5 spørgsmål, inden du træffer en beslutning.

1. Får forholdet mig til at vokse eller visne? 

En ligeværdig partner (dette gælder jo sådan set i alle de relationer, vi indgår i), er en person, som støtter dig, når livet er svært, og let’s be real: Det er det jo nogle gange (læs: ofte). En som siger "du kan godt", når du selv får lyst til at give op. Hvis den kæreste, du er sammen med, har en tendens til at hive dig ned i stedet for at hive dig op, så er det nu, du skal overveje, om det er ham, du vil bruge din tid på i femtiden.

2. Skændes vi mere, end vi griner?

Et ligeværdigt forhold skulle gerne være et, som inspirerer dig, gør dig glad og giver dig en følelse af at være i live - på den fede måde. Det er klart, at der ikke findes (jeg har i hvert fald aldrig stødt på det) et parforhold, hvor man aldrig bliver uenige eller skændes over noget. Men hvis det fylder mere end den tid, I bruger på at nyde hinandens selskab, kan det være et rødt flag, du skal tage alvorligt.

3. Elsker jeg ham virkelig - eller elsker jeg mest af alt den person, jeg håber på/regner med, at han bliver med tiden?

Er du faldet i den fælde, hvor du har overbevist dig selv om, at den kæreste, du er sammen med, helt sikkert kommer til at ændre sig, når bare du har pleaset / elsket ham nok?

Hvis du har den tanke at `alt bliver bedre, når bare liiige (indsæt selv) sker, så skal du nok tænke dig om en ekstra gang. For chancen for at du kommer til at elske din kæreste, når omstændighederne ændrer sig, hvis du ikke elsker ham nu - er ret lille.

4. Vil jeg fortryde det, hvis jeg ikke går fra forholdet nu?

Hvis du stod fem år ude i fremtiden og kiggede tilbage på dig selv nu, ville du så fortryde, at du ikke tog modet til dig og gik fra din kæreste? Din hjerne forsøger altid - koste hvad det vil - at holde dig i noget, du kender (også selvom det ikke nødvendigvis føles rart). For vi mennesker kan, når alt kommer til alt, bare bedst lide trygheden. Og i vores hjerne er tryghed lig med genkendelighed.

Men uanset hvor ubehageligt det føles at kaste dig ud på dybt vand og blive single igen, vil det altid være bedre end at blive i et forhold bare for tryghedens skyld. Det får dig nemlig til at visne indeni.

5. Må jeg ofre mig og lægge bånd på sider af mig selv?

Det er klart at, et ligeværdigt parforhold i perioder også involverer, at vi ikke altid kan opfylde vores eget behov først. Men det skulle helst ikke være sådan, at du er den, der trækker hele læsset i forholdet, for så er det ikke længere ligeværdigt.

Hvis det er tilfældet, må du nødvendigvis spørge dig selv, om du ønsker at bruge al din energi på en anden person, eller om det måske er på tide, at du begynder at bruge den mere på dig selv. For når du bruger det meste af din tid og energi på en anden persons business – ja, så er der ingen tilbage til at tage sig af dig.

Brug disse spørgsmål som en guideline, hvis du er et sted i dit liv, hvor du tænker ”skal/skal ikke” i et forhold - og hav så modet til at handle på de svar, der kommer til dig.

For ny indsigt uden ny handling er det samme som status quo. Og det er jo bare tidsspilde.

Anbefalet til dig