Det er mere end en generation siden, Mads Nørgaard åbnede sin butik i lokalet lige ved siden af sin fars legendariske butik, Nørgaard paa Strøget. Nu overtager sønnen ansvaret for det hele fra sin 82-årige far, Jørgen Nørgaard. Vi har mødt den 51-årige direktør og designer til en snak om generationsskiftet, samarbejdet med faderen, og hvad mode er for en størrelse.
“Undskyld, men der står én herude, som gerne vil vise dig en skammel …”
Den unge kvindelige medarbejder har forsigtigt åbnet døren på klem og diskret afbrudt Mads Nørgaard, der er midt i at fortælle om ombygningen og sammenlægningen af Nørgaard paa Strøget og hans egen butik i lokalet ved siden af. Han undskylder sig høfligt og rejser sig for at besigtige den ankomne stol: en træskammel i sart rosa. Han takker skamlens budbringer og meddeler, at han lader høre fra sig. Så sætter han sig tilbage foran mig, skænker en kop kaffe og undskylder endnu en gang afbrydelsen af interviewet.
Mads Nørgaard forklarer, at skamlen måske skal sættes til salg i den nye sammenlagte butik, men at han egentlig har besluttet sig for nogle andre skamler fra det finske firma Artek, som i parentes bemærket er hans store helte inden for design, og endelig, at han vil vende tilbage til emnet senere i interviewet. Kort forinden har den 51-årige direktør og designer givet mig en udførlig rundvisning i ‘det nye Nørgaard’. Mads Nørgaard har nemlig netop overtaget Nørgaard paa Strøget fra sin far, og i den forbindelse er der sket ting og sager i tøjbutikken, som er ældre end Mads Nørgaard selv.
De to butikker blev 1. november slået sammen til én, men da interviewet finder sted, er ombygningen hverken helt eller halvt færdig. Bortset fra i Mads Nørgaards hoved. Der har han til gengæld et helt præcist billede af, hvordan det hele kommer til at se ud: Der bliver to gennemgange mellem de to tidligere adskilte butikker – én forrest og én bagerst i butikken, Mads Nørgaards pigetøj får sit eget 50 m² store lokale bag de to eksisterende butikker, vedbend-planter skal danne rammen om bagvæggen under loftet, der ligesom hylderne i butikken er prydet af guld, og der kommer nye mærker, bl.a. Carven, Theskens’ Theory og J.W. Anderson, på de ledige bøjler. Kun få detaljer mangler, som valget af skamler. Men også dette vil snart ligge fast, for Mads Nørgaard er ikke ligefrem typen, der tager let på detaljerne.
Selv om der er tale om et generationsskifte, er Mads Nørgaard ikke ligefrem ny i hverken modebranchen eller i sin fars butik for den sags skyld. Siden 1986 har han haft butik i eget navn, og i flere år har han stået for at drive sin fars butik – om end det indtil nu stadig har været Jørgen Nørgaard, der har haft det sidste ord. Måske er det derfor, Mads Nørgaard ikke er specielt utryg ved, at han snart skal stå alene i spidsen for hele biksen.
“Jeg har arbejdet sammen med min far i 10-15 år, så det føles helt naturligt. Det er ikke nogen revolution. Men jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at det er et stort skridt. Det bliver mig, der kommer til at stå allerforrest, og hvor vi før var to forrest, står jeg nu alene. Det er både skræmmende og fantastisk,” siger Mads Nørgaard.
I forbindelse med sammenlægningen af lokalerne på Strøget får firmaet det samlede navn ‘Nørgaard’, men hverken striberne, sømandstrøjerne eller de venlige ekspedienter i indgangen fra faderens traditionsrige butik forsvinder. Også navnet ‘Nørgaard paa Strøget’ består, det samme gør brandet ‘Mads Nørgaard’ i øvrigt. Målgruppen vil også stadig være den samme brede og udefinerbare størrelse af unge og ældre fra alle samfundslag, som har kendetegnet Nørgaard paa Strøget alle årene. Ambitioner og visioner bliver der ikke pillet grundlæggende ved, for når det gælder de store linjer, har far og søn stort set aldrig været uenige.
“Min far og jeg er 99 % enige, men vi er også begge meget stædige, så vi kan godt bruge ret lang tid på den sidste ene procent. Det kan være en diskussion om, hvorvidt en T-shirt skal være 2 cm længere eller ej, om striben skal være gul eller grøn, eller om vanten i vinduet skal ligge på den ene eller den anden led. Det kan vi bruge enormt lang tid på. Han forstår fuldstændig, hvad jeg mener, og jeg forstår fuldstændig, hvad han mener. Jeg er bare uenig. Det er små ting, men de kan jo være ret vigtige, og det nytter ikke noget med kompromiser, for vanten kan jo ikke ligge på skrå eller ligge vandret på lige dage og lodret på ulige dage,” siger Mads Nørgaard.
Fortsætter på næste side...
Revolution i en skjorte
Mads Nørgaard er født i Lyngby i 1961 som søn af tøjhandleren Jørgen Nørgaard og sin norske mor Ellen, der var professor i pædagogik og skolehistorie og desuden datter af den norske kunstner Dyre Vaa. Han var den ældste ud af fire børn og beskriver sig selv som en klassisk pligtopfyldende storebror, hjemmet som sorgløst og forældrene som nærværende. Der var højt til loftet, og kunst og kultur fyldte meget i hjemmet. Mads Nørgaard oplevede aldrig, hverken dengang eller i dag, et pres hjemmefra for, at han skulle følge i faderens fodspor. Men i skolen var det anderledes.
“Jeg husker tydeligt, at mange af mine klassekammerater sagde: “Du får jo bare det tøj, du vil have,” og “Du skal jo bare være tøjhandler som din far,” og det føltes helt forkert, for det var slet ikke sådan, jeg havde det. Jeg følte, at folk havde en helt forkert opfattelse af mig, og jeg blev gjort til en anden end den, jeg i virkeligheden var. Jeg blev reduceret til at være ‘en tøjhandlers søn’, hvor jeg derhjemme bare var Mads.”
Mads Nørgaard var derfor overbevist om, at tøjhandel ikke skulle være hans levevej.
“Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle, jeg vidste bare, at jeg i hvert fald ikke skulle handle med tøj af den ene grund, at jeg ikke ville have, at de skulle få ret. Det er jo ikke en særlig konstruktiv måde at have det med sin fremtid på – at man er fuldstændig fast besluttet på, hvad man helt sikkert ikke skal, men det var en form for trodsreaktion. Det havde nok været bedre, hvis jeg havde fundet ud af, hvad jeg gerne ville, og ikke omvendt.”
Der kom til at gå en del år, før Mads Nørgaard for alvor kom på andre tanker, men den første dag i gymnasiet markerede alligevel et vendepunkt. Nærmest en lille revolution. For første gang nogensinde tog Mads Nørgaard en skjorte på i skole.
“Jeg syntes, at det regime, der dominerede i 70’erne, da jeg gik i folkeskole, var benhårdt. Der var tre kategorier, man kunne være i: disker, rocker eller flipper. Det var meget firkantet og heller ikke særlig attråværdigt, og det gjorde, at jeg som barn var meget usikker på, hvad jeg kunne tillade mig. Det var mest bare en symbolsk handling at tage skjorte på, for der var absolut ingen, der lagde mærke til det. Ikke engang mine nærmeste venner. Folk var fløjtende ligeglade, men for mig selv var det en stor og vigtig ting. Det var en sejr over mig selv og hele den måde, jeg følte, jeg var blevet holdt nede på i folkeskolen.”
At der var tale om en principiel handling, er tydeligt, for Mads Nørgaard har stort set ikke gået i skjorte siden, men episoden har haft stor betydning for de værdier, han senere kom til at bygge sin forretning op omkring. Da han startede sin butik og senere sine egne kollektioner, var det ypperste formål derfor at skabe tøj, “der får folk til at føle sig mere som dem, de gerne vil være.”
Tøj er som en god popsang
I første omgang gik Mads Nørgaard dog i en stor bue uden om modebranchen – eller
tøjhandlen, som både Mads og Jørgen Nørgaard ofte omtaler deres arbejde. Det førte ham bl.a. omkring universitetet, da han troede, at han skulle være kunsthistoriker eller måske journalist. Ved et tilfælde blev han introduceret til rollen som sælger af en ven, der arrangerede kunstudstillinger. Det fangede hans interesse, selv om “det var lidt for tungt at handle med kunst.” Han følte sig derimod aldrig hjemme i universitetsmiljøet, og i en alder af ca. 23 år tog han imod et tilbud om et såkaldt agentur på nogle tørklæder. Han skulle med andre ord rejse de nordiske lande tynde i forsøget på at afsætte tørklæder i skandinaviske butikker. Med tørklæder i den ene taske og underbukser og tandbørste i den anden rejste han således rundt i Danmark, Norge og Sverige, mens han overnattede hos mere eller mindre perifere
bekendte.
“Det var ret barskt, for jeg kendte ikke nogen og gik bare rundt og bankede på butikkernes døre og spurgte, om de ville se nogle pæne tørklæder. Men det var også fantastisk sjovt, og jeg fandt ud af, at jeg havde flair for det.”
Ud over at konstatere, at han havde talent for at sælge, var perioden også lærerig i en anden forstand.
“Jeg lærte, hvor vigtigt det er at behandle folk ordentligt. Det betød enormt meget, når folk var venlige, tog godt imod mig eller måske endda bød mig ind på en kop kaffe. Det er noget, jeg prøver at give videre til mine medarbejdere i dag. Vi har bl.a. et princip om, at der bliver ringet tilbage til alle, der ringer herind. Uanset om det er en 5. klasse fra Mors, der laver et projekt om mode, eller om det er en generaldirektør for et eller andet. Det er fuldkommen ligegyldigt. De skal have samme behandling. Det samme gælder i min butik,” siger han.
Butikken ‘Mads Nørgaard’ åbnede han i 1986. Først med tanken om at sælge andre designeres herretøj, men relativt hurtigt med sine egne kollektioner, der i dag tæller både herre- og damekollektioner. Mads Nørgaard brød sig ikke om 80’ernes logo-dominerede mode, som mærker som Lacoste og Marc O’Polo bl.a. var eksponenter for, så han valgte at lave sit eget herretøj. Og godt nok er forretningen bogstavelig talt placeret skulder ved skulder med faderens Nørgaard paa Strøget, og far og søn har arbejdet tæt sammen, men de har altid kunnet trække en grænse mellem Amagertorv 13 og 15. Hvor Mads Nørgaard primært har koncentreret sig om sine egne kollektioner, var Nørgaard paa Strøget garant for at repræsentere nogle af tidens mest interessante danske og internationale designere. Dengang bl.a. Miu Miu og Dries Van Noten – de senere år med mærker som Comme des Garçons og Peter Jensen.
“Vi har altid haft den ventil, at vi kunne gå hver til sit. Selv om jeg de senere år også har haft ansvaret for at drive min fars butik, har det jo været ham, der har bestemt i sidste ende. Men hvis jeg var uenig i hans beslutning om, at fx vinduesudsmykningen skulle være pink, kunne jeg altid gå ind ved siden af i min egen butik og lave den grøn.”
Der er ingen tvivl om, at der ikke er langt mellem de to generationer af Nørgaard, og Mads Nørgaard mener da også, at de nærmest kunne have været jævnaldrende. Der går tilsyneladende en lige linje fra faderens opfattelse af, hvad tøj og mode er, til Mads Nørgaards.
“Min far har altid været meget god til at holde fast i, at mode er uforudsigeligt og irrationelt. Man kan aldrig regne den ud, man tager fejl hele tiden, og det er det, der er hele ideen med det,” svarer Mads Nørgaard på spørgsmålet om, hvad det vigtigste er, han har lært af sin far.
“Han har lært mig, at tøj er to ting: det funktionelle og det forførende. Det første er relativt hurtigt ordnet, for i dag er der meget få i Danmark, der køber tøj, fordi de har brug for det. Hvis modebranchen lukkede i morgen, ville vi alle sammen have tøj nok til de næste tre-fem år. Men det at holde fast i det forførende og det underholdende, det har min far været virkelig god til.”
Selv sammenligner Mads Nørgaard godt tøj med en rigtig god popsang. Noget, der rammer helt rigtigt, uden at man overhovedet havde konstateret, at behovet for det var der.
“Godt tøj kan definere én som den, man er, over for sig selv og i forhold til omverdenen, og det kan være enormt frigørende og fantastisk,” siger Mads Nørgaard.
Men der er en bagside af medaljen, mener Nørgaard og fremhæver risikoen for overforbrug, overfladiskhed og forurening som et dilemma, han har meget svært ved, men som han har lært at leve med.
“Det er to ting, som er uforenelige, men sådan er det. Vi har alle sammen vores udfordringer, enten i vores arbejde eller privat, og det her er min. At få de her ender til at mødes. Men det er også en god motor, for på den ene side giver det en begejstring for design og mode, og på den anden side giver det et forbehold over for design og mode. Det er ikke noget, jeg vil slå andre folk oven i hovedet med, men det er noget, jeg tænker meget over, og som gør, at vi gør tingene anderledes herinde.”
Meget mere end mode
Der er meget, Mads Nørgaard gør anderledes end andre i branchen. Han holder ikke modeshows to gange om året, hvis han har mere lyst til at lave en film. Eller en avis. Han kalder konsekvent aldrig sine konkurrenter i branchen for andet end kolleger. Det gør heller ingen af hans ansatte. Og da den nye streetwear-butik S for Sneakers for nylig åbnede i Pilestræde 52, et stenkast fra Strøget, var Mads Nørgaard forbi med champagne for at ønske tillykke med butikken og velkommen til byen. Og så er Mads Nørgaard heller ikke bange for kritik. Han så tværtimod gerne, at mode blev taget mere alvorligt med alt, hvad det indebærer, så det blev vurderet på linje med andre kulturretninger – fx i avisernes spalter.
“Mode er jo meget kommercielt, og derfor skriver medierne ikke så meget om det, men jeg mener bare ikke, at det er et godt argument. Det skal tages lige så alvorligt som alt muligt andet, og det skal underkastes samme kritiske blik. Vi i branchen er stadig for dårlige til at tage imod kritik, for der er ikke nogen tradition for det. Både modebranchen og kritikerne er først nu ved at lære, hvordan man gør.”
Mads Nørgaard fremhæver udenlandske aviser som The Guardian og The International Herald Tribune, herunder modeskribenten Suzy Menkes, som eksempler på, at mode sagtens kan tages lige så alvorligt som fx teater.
“Dermed ikke sagt, at en stribet T-shirt er lige så vigtig som en roman af en nobelpristager, men man kan godt tage begge dele alvorligt. Man kan sagtens være progressiv og velklædt samtidig.”
Mads Nørgaard vil dog ikke gå så langt som til at kalde mode for en decideret kunstart.
“Mode er ikke kunst, men der er noget mode, som læner sig op ad kunst. De to brancher vil gerne låne af hinanden, for hvor moden kan bruge kunstens tyngde og alvor, vil kunsten ofte gerne have lidt mere lethed og hastighed, som kendetegner moden,” siger Mads Nørgaard og fremhæver danske Moonspoon Saloon, Henrik Vibskov og Vilsbøl de Arce som eksempler på designere, der befinder sig i netop det spændingsfelt. Alligevel er der en væsentlig forskel, mener Nørgaard.
“Dem, der laver kunst, gør det, fordi de ikke kan lade være. De
laver det, uanset om det lønner sig eller ej, og de laver det primært for deres egen skyld. Vi, der laver tøj, gør det for at sælge det.”
Mads Nørgaard lægger ikke skjul på, at der er tanker om forretning bag alt, hvad han går ind i, men interessen i kunst og design har gjort, at han gennem årene har designet meget andet end Mads Nørgaard-tøj. Han har lavet kostumer til Det Kgl. Teater, dekoreret en Ga-Jol-æske, designet cykelhjelme for Netto, T-shirts til Christiania, kager til La Glace og åbnet den legendariske Café Europa. Bare for at nævne et par eksempler. Mads Nørgaard har desuden været involveret i det københavnske kulturliv i årtier – bl.a. som bestyrelsesmedlem i Vega, i kunstforeningen Gammel Strand og i biografen Grand Teatret. Endelig har han været involveret i såvel Roskilde Festival som den københavnske gadefestival Distortion. For nylig blev han desuden udnævnt til formand for Designrådet netop med det formål at arbejde for større samarbejde mellem modebranchen og de omkringliggende kulturelle brancher.
“Jeg synes, der har været en tendens til, at modebranchen har lukket sig inde om sig selv, og det vil jeg gerne være med til at lave om på,” siger Mads Nørgaard om sine mange projekter.
Det var også indirekte derfor, interviewet blev afbrudt tidligere. Mads Nørgaard har nemlig for nylig kastet sin kærlighed på skamler. Faktisk barsler han i skrivende stund med et samarbejde med det finske designfirma Artek om netop produktionen af en skammel med Mads Nørgaard-signatur. Ligesom han tidligere har samarbejdet med bl.a. B&O Play og i øjeblikket har planer om at samarbejde med en porcelænsdesigner om nogle kopper.
Og også internt i tøjbranchen er Mads Nørgaard konstant på udkig efter nye samarbejder. Fra den ekstremt populære termojakke for det klassiske arbejdstøjsmærke Kansas til en specialdesignet kjole for Acne, hvor det svenske mærke har redesignet en tidligere bestseller-kjole med nyfortolkede Nørgaard-striber.
“Jeg har et princip, som stammer fra et gammelt irsk talesprog, som handler om, at alt, hvad der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt. Derfor laver jeg kun ting, jeg ved, jeg kan lave ordentligt. Jeg går ikke i gang med noget, jeg ikke er ekspert i. Hvis jeg ikke mener, at jeg kan lave fx sko eller jeans, vil jeg hellere finde nogen at lave det sammen med, som er virkelig gode til det,” siger Mads Nørgaard, der senest har designet en kollektion af jakkesæt i samarbejdet med Magasin du Nord og Euroman.
Ingen alderskrise
Jo mere Mads Nørgaard fortæller om sit arbejde, de løse projekter og sin tilværelse i øvrigt, hvor han bor på en vedligeholdelseskrævende husbåd med sin kone Cecilie, der er kønsforsker, og børnene Nova på 12 år og Vitus på ni, des mere virker han som et menneske, der, kliché eller ej, vitterlig har flere timer til rådighed i døgnet end alle andre.
“Jeg er sådan et A-plus-menneske. Den helt ubehagelige version. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker at holde fri, men jeg kan godt lide at få tingene gjort og have en vis regelmæssighed i mit liv.”
Da Mads Nørgaard sidste år fyldte 50 år, følte han, at det var på tide at gøre op med mange af de indgroede vaner og ritualer, og han tog fat på det, han med en sarkastisk grimasse kalder ‘det endelige opgør med mig selv’.
“Det kørte helt af sporet. Jeg havde besluttet, at jeg virkelig skulle slappe af og begynde at bage og den slags, og så blev det til, at jeg skulle gå enormt tidligt i seng hver aften, og at jeg skulle bage hver eneste dag. Det blev det helt modsatte af, hvad der var tanken. Det var meningen, at jeg skulle tage den med ro, men jeg fik bare sat en masse nye regler op for mig selv.”
Det var måske mere et tilfælde end noget særlig bevidst, at forsøget på denne livsstilsændring kom samme år, som Mads Nørgaard fyldte 50 år, for en decideret alderskrise var der ikke tale om.
“Jeg syntes faktisk, det var ret fedt at blive 50 år. Det værste ved det er, at det er 60 næste gang. Det er jo et helt bizart tal. Men 50 er for så vidt meget cool. Det er klart, at der er nogle ting, man ikke længere skal. Som at stå i en brandert på en natklub og bage på en servitrice. Det bliver for patetisk. Men det med alder er også lidt abstrakt, jeg kan jo ikke mærke den helt store forskel.”
Usikkerheden, der prægede Mads Nørgaard som barn og gjorde, at han ikke turde tage skjorte på, før han begyndte i gymnasiet, er ikke noget, han tænker over længere. Faktisk nævner han selvværd som en af de værdier, det er vigtigst for ham at give videre til sine børn. Alligevel tøver han en smule, da samtalen falder på netop det emne, og hvordan det egentlig står til med det.
“Selvværd ... det ved jeg sgu ikke. Det er vist lidt fra time til time, er det ikke? Altså, selvværd er vel det, der ligger helt nede på bunden, mens selvtillid er det, man fører sig frem med, ikke? Man kan hurtigt komme til at lyde lidt selvfed, men jeg har vel en tillid til, at jeg kan få tingene til at ske. Men jeg kan da være megameget i tvivl.”
Og netop tvivlen leder Mads Nørgaard videre til en anden af hans kæpheste: fordomsfriheden.
“Det er en ting, jeg virkelig gerne vil lære mine børn, og som jeg synes er en vigtig del af et højt selvværd. Jeg synes, det er vigtigt, at man møder verden med åbent sind og ikke har firkantede meninger om, hvordan ting skal se ud, og hvordan andre skal opføre sig,” siger han.
Det er også noget, han forsøger at afspejle i sit firma og blandt sine medarbejdere, hvor han helst vil have en blanding af unge og ældre, veluddannede og ordblinde, tykke og tynde og flere forskellige etniciteter.
“Mange tror, at modebranchen er sådan en glansbilledfabrik, og det er den ikke. Der er også almindelige mennesker med et almindeligt arbejde, og det vil jeg gerne afspejle.”
Men det er ikke kun fordomsfriheden og evnen til at være i tvivl, der er vigtig for selvværdet, mener Mads Nørgaard.
“Et højt selvværd handler for mig også om, at man er meget bevidst om, hvor ens grænser går privat. Jeg har en meget fin grænse mellem, hvad der er personligt, og hvad der er privat. At jeg sidder her nu, er stadig en del af mit job, og det må gerne være personligt. Men når jeg går hjem fra mit arbejde, vil jeg bare gerne være sammen med min familie og ikke være en offentlig person. Det er også derfor, at vi sjældent har journalister, der kommer hjem og ser, hvordan vi bor. Vi stiller ikke op til noget sammen med vores børn, og Cecilie og jeg går heller ikke til filmpremierer og den slags. Det er for at holde det adskilt.”
Mads Nørgaard taler også kun sjældent om sit arbejde, når han holder fri, og hvis det sker, er det først, når børnene er lagt i seng. Sådan har det altid været, og det er også en af grundene til, at samarbejdet med faderen har fungeret så godt, mener han.
“Det er sådan en stiltiende aftale i min familie. Mine forældre talte ikke ret meget om deres arbejde, da vi var små, og min far og jeg har heller aldrig gjort det. For hvor sjovt er det for andre, hvis min far og jeg sidder til et selskab og diskuterer stribebredder? Det må vi ordne mellem 9 og 17. Både af hensyn til andre og os selv. Man kan godt blive lidt bims af at tale for meget om tøj.”