Siri Hustvedt: "Man er nødt til at græde derhjemme"

Siri Hustvedt tager imod i sit hjem i Park Slope – et højt og slankt brown-stone-hus i det hyggelige og efterhånden temmelig fashionable Brooklyn-kvarter, hvor hun har boet med sin mand, forfatteren Paul Auster, i årtier.

Selv er hun også høj og slank. Smagfuldt klædt i mørkeblå bukser og cardigan og en hvid skjorte. Det lyse hår er sat op, og de blå øjne lyser.

Hustvedt byder venligt velkommen, inviterer ind til to polstrede grønne stole i stueetagens dagligstue og henter to glas vand i køkkenet. Så sætter hun sig og er klar til at lade sig udspørge med det samme. Ingen grund til at spilde tiden med ligegyldig smalltalk.

Hendes blik og væsen er på én gang levende energisk og nysgerrigt som en ung piges – og samtidig klogt og vidende og belæst som en meget gammel dames.

LÆS OGSÅ: "Det overrasker mig stadig, når jeg kommer til Danmark, hvor mandschauvinistiske I er"

Ud over at være forfatter til en lang række romaner og essaysamlinger, hustru til bestseller-forfatteren Auster og mor til sangerinden og modellen Sophie Auster er Hustvedt i sig selv en usædvanlig kvinde, der favner usædvanlig bredt i sine interesser og sit arbejdsliv. Hun skriver, underviser og debatterer inden for så vidt forskellige felter som filosofi, kunstkritik, hjerneforskning, psykiatri og psykoanalyse. Discipliner, der også ofte optræder i hendes forfatterskab.

Den aktuelle anledning til vores besøg er hendes seneste roman, The Blazing World (da. Den flammende verden), der dette forår sættes op som teaterstykke i København af Mungo Park med verdenspremiere på Aveny-T. Og derfor udspiller interviewet sig som en samtale om litteratur og drama, kvinderoller, kønsroller, feminisme – og ikke mindst om de fordomme og forudfattede holdninger, der bor og lever i os alle.

Litterært power couple
Hovedpersonen i Den flammende verden er Harriet Burden. En dygtig og ambitiøs, men også overset kunstner, der giver sig i kast med et spektakulært forsøg: Hun udvælger tre mænd, der skal udstille hendes værker for at vise, hvordan kunsten modtages anderledes velvilligt, når den er signeret af tre forskellige yngre mænd i stedet for en vred midaldrende kvinde.

Som ofte i Siri Hustvedts romaner er der paralleller til hendes eget liv. Harriet har været gift med en berømt gallerist – Hustvedt er gift med en berømt forfatter. Harriet møder forskelsbehandling i den mandsdominerede kunstverden – og Hustvedt har hele sit liv arbejdet på mandsdominerede felter, hvad enten det er litteratur, kunst eller videnskab.

Der er dog ingen direkte forbindelse mellem de to, virkelighedens Hustvedt og romanens Harriet, understreger hun.

"Mit mål med Harriet, også kaldet Harry, var at skabe en stor personlighed som en eksplosion af alle de klassiske sort-hvide opfattelser af kønsroller, der er på spil: At kvinder fx er krop og natur, følelse og passion, mens mænd er intellekt og kultur," forklarer hun.

"Harry indeholder alle disse ting. Hun har et meget aktivt intellekt, men hun er også passioneret – og hun er rasende. Selvfølgelig kommer hun fra steder inde i mig selv. Men der er også mange andre personer i bogen, så det er svært at sige, hvem der er mest mig. Mit gæt er, at jeg har elementer af dem alle sammen i mig."

Man kunne tilføje, at der også er store forskelle fra romanens hovedperson og til Hustvedt selv, som har oplevet masser af succes i sit 60-årige liv. Hun har tidligere fortalt, hvordan hun og Auster faldt for hinanden på få timer. Og siden har de været lidt af et power couple på New Yorks litterære scene –og resten af verdens. Deres fælles datter er uddannet fra et kendt universitet og har udgivet to album, hvoraf det ene blev en kultsucces i Frankrig. Selv har de begge formået at udgive ambitiøse, nogle gange ligefrem svært tilgængelige, bøger og samtidig appellere til et bredt publikum. Hustvedt debuterede med romanen The Blindfold i 1992 (da. Med bind for øjnene) og udgav i 2003 den hidtil mest berømte med titlen Det jeg elskede. Auster har udgivet 18 romaner og har også skrevet lyrik, manuskripter, essays, erindringer og vundet et utal af priser. Da de købte huset i Park Slope for over 20 år siden, skal han have sagt til sin hustru: "Ikke dårligt for sådan et par poeter."

Forskelsbehandling
Hvorfor så skrive netop om kønsroller og ligestilling? Siri Hustvedts svar kommer uden tøven: "Jeg er feminist! Det har jeg været, siden jeg var 14. Og jeg finder det interessant og bemærkelsesværdigt, at forskelsbehandlingen fortsætter på en meget vedholdende og insisterede måde," siger hun og tilføjer:

"Jeg kan give dig eksempler på en hel række kvindelige kunstnere, som oplever, at reaktionerne på deres arbejde er præget af diskrimination. Der er en sexisme, som altid fremhæver og styrker mænds arbejde." Præcis det samme gælder inden for litteraturen, tror hun:

"En roman bliver stort set altid opfattet som selvbiografisk, hvis den er skrevet af en kvinde. Men hvis forfatteren derimod er en mand, er den antagelse der ikke automatisk. Og hvis en mand rent faktisk skriver noget selvbiografisk, bliver det ikke betragtet som bekendelseslitteratur. Nej, så er det åh, så følsomt og modigt af ham. Nogle gange kan det godt føles, som om kvinder bare ikke kan vinde."

Det kan lyde som en lidt fortærsket og forældet debat her i 2015 og i en dansk sammenhæng, hvor de kvindelige studerende er i overtal på universiteterne, og vi i snart fire år har haft en kvindelig statsminister. Selv i USA er en kvinde, Hillary Clinton, blandt favoritterne til at afløse Barack Obama i Det Hvide Hus.

LÆS OGSÅ: Linda fik kræft: "Jeg troede, at det værste ville være at miste håret" 

Hustvedt havde dog ingen betænkeligheder ved at skrive bogen. Hun forsøger hver gang at lukke tankerne om kritik og reaktioner ude, når hun arbejder, forklarer hun.

"Jeg tror, det er præcis den type tanker, der ødelægger bøger. Man er nødt til at skrive præcis den bog, man er ved at dø for at skrive, og kan ikke tænke på andet – før bagefter."

Historien om Harriet Burden er dog heller ingen klassisk feministroman. Den har ingen åbenlyse skurke og ofre og giver ingen klare svar. Det er ikke noget kampskrift, siger hun og griner:

"I hvert fald ikke på den måde, at det handler om dybt forskansede feminist-positioner. Jeg er ikke interesseret i den slags og har altid ment, at den type politisk kunst er meget tynd. Så skal man hellere skrive et manifest," siger hun og taler videre om romanens hovedperson lidt som en gammel veninde, man kender ud og ind:

"Harriet er på jagt efter magten – og efter hævn. Men som hovedpersonen i mange tragedier har hun én fejl, og det er utøjlede ambitioner. Måske er det feministiske twist så, at det i de klassiske tragedier normalt er mænd, der har den slags ambitioner."

Kvinder, kvoter og kunst
Eurowomans udsendte fortæller lidt om, hvordan man i Danmark har diskuteret, om der er for få kvindelige kunstnere repræsenteret på museerne. Hustvedt har selv stærke nordiske rødder, og de klare blå øjne er ingen tilfældighed: Hun er den ældste søster af fire, født ind i en norsk-amerikansk familie i USA langt ude på landet i det sydlige Minnesota. Moren var førstegenerations- og faren tredjegenerationsindvandrer fra Norge, og begge talte stadig flydende norsk, da Hustvedt var barn. Hun boede endda et år i Norge som 13-årig og gik i gymnasiet dér. Så hun kender Norden indefra – og afbryder ivrigt, før spørgsmålet om kvinder på museerne er færdigt:

"Det største problem er ikke kvoter for kvinder. De kan nogle gange være en hjælp. Men det, jeg virkelig er interesseret i, er, at selve oplevelsen og forståelsen af et kunstværk, fx et maleri eller en bog, ofte forandrer sig alt efter, om det er lavet af en mand eller en kvinde."

Hun kommer i tanker om et eksempel – fra hjerneforskningens og vinens verden.

"Der findes et vidunderligt lille forsøg: En gruppe hjerneforskere serverede to flasker af præcis samme vin, men fortalte deres testpersoner, at den ene kostede 500 kr. og den anden 50 kr. De bad så forskellige mennesker om at smage på vinen, og alle foretrak den dyre. Uden undtagelse," forklarer hun og uddyber:

"Det allermest interessante var, at når forskerne scannede vin-smagernes hjerner, kunne de se en forskel på den rent fysiologiske reaktion. Dvs. forventningen om, hvad testpersonerne drak, ændrede på deres oplevelse af vinen. Og det er det samme, jeg tror, der sker med mænds og kvinders kunst. Det maskuline alene får både mænd og kvinder til at opfatte værket som bedre. Og det er i virkeligheden det, vi kæmper mod. Hvis kvindernes værker modtages anderledes og opfattes som ringere end mænds, så hjælper kvoter jo ikke alene."

Det var ikke nogen enkelt oplevelse eller episode, men mere en årelang række af erfaringer, der fik hende til at skrive om kønsroller, fortæller hun.

"Jeg tror bare, det er blevet mere og mere tydeligt for mig de seneste år: Hvis man fx laver en liste over de største kunstnere – endda de største nulevende kunstnere, så er der næsten aldrig en eneste kvinde med. Det finder jeg virkelig uberettiget. For der er jo masser af ekstraordinært dygtige kvindelige kunstnere."

Feminisme anno 2015
Men er der virkelig stadig brug for feminister i dag?

"Ja. Min holdning er, at selv om tingene har ændret sig, så er der også områder, hvor de ikke har ændret sig ret meget. De fleste kvinder vil før eller siden opleve denne klassiske situation: Man sidder omkring et bord med et flertal af mænd, og en kvinde kommer med en brillant kommentar – som alle ignorerer. Fem minutter senere kommer en mand med samme kommentar, og så bliver den pludselig hørt."

Vi taler lidt om, hvordan man hos yngre kvinder godt kan møde en træthed – måske ligefrem en afvisning af fx 70'ernes feminister og deres paroler. Lidt hårdt tegnet op, er det med ø-lejre og langt hår under armene ikke på mode mere. Det er simpelthen for usexet.

Siri Hustvedt hæver stemmen og har tydeligvis et budskab at levere.

"Det handler jo på ingen måde om at fornægte det erotiske eller afvise den blomstrende seksualitet – på alle de måder, den kommer til udtryk: hetero, homo, cross-dressing ... Hvordan man end vil udtrykke sig, så mener jeg, at alle disse udtryk skal have lov at blomstre. Flirten skal have lov at blomstre," siger hun.

70'er-bølgen af feminisme blev lidt for puritansk, mener Siri Hustvedt. I hvert fald i USA.

"Og derfor har yngre kvinder afvist at dyrke den, fordi den ikke gav plads til at udforske og eksperimentere," forklarer hun. Men det er ikke hendes ærinde at prædike seksualmoral eller dresscode.

"Jeg mener, at man skal have mulighed for at eksperimentere med sit køn og sin seksualitet på alle mulige måder. Og det gør jo ikke en kvinde mindre magtfuld at have en dramatisk feminin personlighed og gå i vildt høje hæle, vel?"

Selv opsøger hun som hovedregel ikke konflikterne om kønsroller, pointerer hun: "Jeg er mest interesseret i dialog og i at lytte, spørge og diskutere. Men der kan være mennesker, som bare vil have ram på én – nogle gange især fordi man er kvinde. Så er man nødt til at slå tilbage hårdt og kontant. Det virker! Men det er ofte sværere for kvinder end for mænd."

LÆS OGSÅ: "Jeg går ind for ligestilling, men jeg går ikke ind for ensartethed"

Hustvedt kommer i tanker om endnu et eksempel: "En hjerneforsker, som også er en skøn og tilfældigvis yngre kvinde, fortalte mig, hvordan en anden berømt forsker fik hende til at græde offentligt foran et publikum. Vi havde en lang snak om det, og jeg har stor sympati for hendes reaktion. Men min holdning er, at indtil verden forandrer sig, så er man nødt til at gå hjem og græde dér."

"Man er nødt til at græde derhjemme," gentager hun stille. Det er længe siden, det er sket for hende selv, tilføjer hun. Men sket er det.

I skyggen af Paul Auster
"Da jeg udgav min første roman, skulle jeg give et interview i Tyskland, og journalisten sagde: "Jeg tror ikke på, du har skrevet den bog. Jeg tror, din mand har skrevet den." Jeg sagde ikke noget i situationen, men jeg gik tilbage på hotellet og græd," husker hun og fortsætter med tydelig indignation:

"Man bruger fire år af sit liv på at skrive en bog, som får en masse opmærksomhed. Og så får man at vide, at man ikke kan have skrevet den selv. Jeg tror aldrig, det var sket den anden vej rundt. Den slags ville ingen sige til en mand, selv om hans hustru var meget kendt."

I dag er hendes foretrukne reaktion at grine, når den slags opstår, fortæller hun.

"Det er ikke ret længe siden, jeg var et sted i Latinamerika for at tale om mine nye essays – og der var en mandlig journalist, som spurgte: "Paul Auster studerer også hjerneforskning, gør han ikke?""

Hustvedt griner højt og hæver stemmen:

"Jeg sagde "Nej! Paul Auster er overhovedet ikke interesseret. Hvorfor tror du det?" Denne tvivl om, hvorvidt jeg ved og læser ting helt på egen hånd! Det var selvfølgelig i Latinamerika, hvor kulturen er en anden end fx i Skandinavien. Og han forsøgte ikke at fornærme mig, han kunne simpelthen bare ikke forstå det. Men jeg er lektor i psykiatri og underviser medicinstuderende her i New York, og man skulle tro, det var nok til at overbevise folk om, at jeg er seriøs."

Hun ser spørgende på Eurowomans udsendte:

"Det er jo latterligt, og det er sexistisk, men det kan også være morsomt. Latteren kan have en undergravende kvalitet og være et stærkt svar på noget af idiotien i vores kultur."

Hun tænker lidt, før hun læner sig frem over armlænet på stolen og siger med fast stemme:

"Vi har alle sammen fordomme i os. Det handler ikke kun om mænd og kvinder og ligestilling, men om hele den måde, vi konstruerer og ser virkeligheden på. Og en af de fantastiske ting ved litteraturen er, at den kan sætte gang i en form for selvransagelse. Romanens Harriet er en stor og tragisk figur, men en af de kvaliteter, jeg holder af ved hendes karakter, er, at hun aldrig giver op."

"Hun kæmper til sidste åndedrag. Og det beundrer jeg. Hun er en krigerkvinde! Og det er dét, der er meningen med bogen. Den skulle gerne være forfriskende og give ny energi. For mig personligt var effekten, at jeg også fik ny styrke af at skrive den."

Så man er kampklar, når man har læst den og set stykket?

"Ja! Klar til at tackle livet. Klar til at leve."

LÆS OGSÅ: Derfor meldte 28-årige Katrine sig til "Gift ved første blik"

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk om sin mest erotiske scene

LÆS OGSÅ på Altfordamerne.dk: Mick Øgendahl: "Kør mig til psykiatrisk afdeling"