Prins Joachim om sin søns beslutning: Det var voksent og modent af ham

1969-1978 Den mørkhårede og den lyshårede

– Min første bevidste erindring stammer fra foråret 1972. Det var Kronprinsens fødselsdag, og jeg har været lige knap tre år. Jeg kan tydeligt huske, at min bror fik en meget stor gave, og fordi man ikke kan forfordele to børn på omtrent samme alder, var der også en gave til mig. Så selvom der var fokus på ham, var jeg sådan: ih, der er også en gave til mig! Det var stort. To uger senere, da jeg havde fødselsdag, fik jeg en tilsvarende stor gave – den samme pedal-gokart, som Kronprinsen havde fået. Og min bror fik så en tilsvarende kompensationsgave, som jeg havde fået til hans fødselsdag. Man kan typisk ikke huske ret meget, fra man var tre år, så det har været noget meget stort for mig med den gave. Simpelthen.

– Måske var det også fordi, at netop det forår var et meget skelsættende forår for min bror og jeg. Og for hele familien. I vinterens løb var Dronningen blevet dronning, og det vil sige, at vi flyttede til Fredensborg efter påske. Det kan jeg nu ikke huske, men jeg har senere talt med Dronningen om det, og selvom jeg ikke kan huske det, har det været noget nyt i vores liv, at Fredensborg nu var hjemmet om sommeren – og ikke Amalienborg. Jeg TROR, at jeg kan huske tiden, hvor min morfar lå for døden på hospitalet, og at vi var inde og sige farvel. Men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Under alle omstændigheder har det været markant for os med hans død, Dronningens udråbelse og tronbestigelse. Sorg. Begravelse. En ny tid. Men jeg kan ikke huske det direkte. De nye tider betød bl.a. også, at min bror og jeg fulgte med, hvor end vores forældre tog hen, dog ikke på store officielle besøg i udlandet. Men jeg husker, at sommertogterne med Dannebrog begyndte der.

– Hvis jeg kigger på den tid med objektive, historiske øjne, så tror jeg, at for den brede befolkning, så var det: Kongen er død, Dronningen leve! Videre. Den kontinuitet har altid været der. For første gang i 500 år var det en kvinde, der skulle regere, men det havde man jo vidst siden 1953. Jeg tror, for at være helt ærlig, at den største og mest skelsættende ting for Danmark i de år, var folkeafstemningen om – og den efterfølgende indtræden i – EF. Men det var ikke noget, som sådan en lille unge som mig overhovedet bekymrede sig om dengang.

– Sommertogterne med Dannebrog gjorde det nok også tydeligt på min lystavle, at vi var en lidt anderledes familie. Når vi anløb en havn, var det med fuld musik og stort blæs på, og det satte tingene i relief. Min bror og jeg stod og vinkede, selvom vi knap nok kunne kigge over rælingen, og så skulle vi ned og hilse goddag. Vi var ikke med i dagens officielle program, men der var mange begivenheder i de to uger, hvor vi sejlede rundt i de danske farvande, og det var nok der, den usædvanlige del af vores liv begyndte at gå op for mig. Vores hverdag stod ellers bare på børnehave lige herovre i Christian VII’s Palæ, og senere blev det indrettet til skolestue. Der gik vi i skole med en 8-10 andre og havde lærere fra Krebs’ Skole, der underviste os. I 1976 begyndte vores skolegang på Krebs’ Skole, og det betød nye venner. Skolen var meget bevidst om, at det ikke måtte blive en zoologisk have, hvor vi var de udstillede. Sådan var det nok lidt alligevel de allerførste dage, men jeg tror, at både lærerstaben og vores klassekammerater var blevet instrueret om, at vi ikke skulle være noget særligt, så det hele føltes hurtigt meget trygt.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: Derfor er sorg blevet et problematisk fænomen

– Kronprinsen og jeg gik i parallelklasse, selvom jeg er et år yngre. Og det vil sige, at vi havde samme fag og pensum. Det var både betryggende, men også naturligt konkurrenceskabende. ”Min klasse er bedre end din!”. Den slags, som børn kan finde på at sige. Men jeg tror nu, at det var godt for os begge, at der altid var en, man både kunne måle sig med og samtidig læne sig op ad. Vi var altid to, som på noget nær lige fod kunne dele den tilværelse, vi havde, både i med- og modgang. Det var vores lod at være født ind i den kongelige familie, der var ikke noget at rafle om, og vi var også altid ens klædt, indtil vi blev omkring ti år.

Der var den mørkhårede og den lyshårede. Det var dejligt nemt.

1979-1988 Studenterhue, VM og Australien

– I teenageårene går man fra stadig at være et lille barn til at være en pseudovoksen. Det er et tiår, hvor man virkelig flytter sig. Man bliver både bevidst om sig selv og bevidst om sig selv i sit samfund. Og ens samfund er typisk ens skole og nærmeste vennekreds. Og den dag, man slutter med at være 19 år, der er man altså nået et godt stykke længere, end da man var ti år.

– De første år i dette årti mindes jeg faktisk ikke specielt. Men skoleskiftet til kostskole i Frankrig, DET var en markant tidlig teenagebegivenhed for mig. Og det var det af den simple årsag, at kostskole, det betyder at flytte hjemmefra. Og kostskole i Frankrig vil ikke bare sige at stå på egne ben, det vil også sige at stå på egne ben med sit andet sprog. At lære at gebærde sig på fransk som undervisningssprog med de specialtermer, der følger med. Det var et pragtfuldt skoleår, jeg har lutter gode minder om det. Hvis man skal beskrive skolegang i Frankrig, er disciplineret nok det rigtige ord. Vi var vant til en lektion af tre kvarters varighed, ti minutters frikvarter og en relativ disciplin. Men i Frankrig var der musestille i timerne. Og jeg siger musestille! Det blev ikke tolereret, at der blev snakket ved siden af. Man var bare på. Indimellem var der jo ting, jeg ikke vidste eller forstod, og så måtte jeg lige spørge sidemanden. Og så kom det straks: Stille!

– De største skridt fremad kommer, når man bliver udfordret, og da Kronprinsen og jeg et lille års tid før af vores forældre fik at vide, at næste år, så er det kostskole, så var det sådan, wauw! Spændende. Vi havde masser af venner, der var på kostskole, men det var i Danmark. Så vi havde hørt alverdens ting og sager, men nu var det os. Og nu var det i udlandet. Vi var nede og besøge skolen i Normandiet et halvt års tid før for at danne os et indtryk af det hele, og så oprandt dagen i september 1982, hvor det skulle ske. Hvad ville det indebære? Vores forældre skulle have været på et større fremstød i USA og skulle ikke have været med os derned. Men så kom der regeringsskifte i Danmark. Regeringen Anker Jørgensen gik af, Schlüter kom til, og derfor blev det ikke til nogen udlandsrejse, og så kunne Dronningen og Prinsen godt tage med os derned og vinke os af sted i vores nye hverdag. Og så kunne en ny æra begynde. De første tre uger gik faktisk langsomt. Alt det nye, man skulle forholde sig til. Alle de nye mennesker. De næste tre uger var nok der, hvor man for første gang fik en ordentlig skideballe! Og så var man pludselig en del af skolen. Nu var man ikke tilskuer mere. Og så var det efterårsferie. Juleferie. Og pludselig var det hele slut.

– Derefter kom gymnasietiden. Ny skole. Ny hverdag. Men fordi vi allerede havde oplevet ét skoleskift, var det nærmest a piece of cake at begynde forfra med nye mennesker. Men når man går fra folkeskolen og dens trygge rammer til at blive gymnasiast, så forventes det både i familiekredsen og i offentligheden, at man også har taget et trin op ad voksenstigen. Og dermed kom der selvfølgelig, for Kronprinsen og mig, et ydre fokus, som vi havde været totalt forskånet for i Frankrig. Men alligevel ikke mere fokus, end at der var en hverdag. Gymnasiet var vores primære fokus.

– Vores studentereksamen i 1986 faldt i samme periode som Kronprinsens 18-års fødselsdag, så for ham skete der noget meget stort lige der med myndighed, optagelse i Statsrådet, balkonscene og karettur. For mig var det bare fokus på den studentereksamen. Og ja, så var der jo også lige fodbold-VM i Mexico, hvor Danmark deltog for første gang ved en slutrunde. Det var stort. Hold da op. Og der var jo tidsforskel, så når man skulle se kampene live – og det skulle man – så måtte man riste noget af sin nattesøvn.

– Studenterhuen markerede, at 12 års skolegang var fuldbyrdet med et bevis. Nu var man voksen. Også selvom man kun var 17 år! For mig var studenterhuen lig med voksenalderen. 18-års-delen var synonym med kørekort, ha ha. Jeg har leget med biler på gulvtæppet, siden jeg kunne holde på dem, og at stå som 17-årig student uden kørekort var … suk. Jeg ville gerne ud at opleve noget, og da jeg alligevel ikke kunne blive soldat samtidig med Kronprinsen – fordi jeg var for ung – sagde jeg til mine forældre, at jeg gerne ville et halvt år til USA, Canada eller Australien. Med velberåd hu valgte jeg de tre lande, for der kunne man få kørekort som 17-årig. Mine forældre sagde ok til Australien, og det var det, jeg allerhelst ville. Det blev en fantastisk tid. På helt egne ben og med hårdt arbejde i landbruget. Det var simpelthen skønt. Og når jeg så havde fri fra arbejde: Egne hjul! Frihed.

1989-1998 Militær, shipping og ægteskab

– De første år i dette årti stod i militærets tegn. Det startede faktisk allerede i foråret 1987. Jeg var ikke engang fyldt 18, da jeg startede som soldat. Så mine sidste teenageår gik med at være soldat. Og det elskede jeg. Jeg var allerede blevet løjtnant og delingsfører, inden jeg blev 20, så jeg følte mig ikke som teenager. Jeg havde kommandoen over en kampvognsdeling. Både med det ansvar, der følger med, og med den ildkraft, der følger med. Som 19-årig. Det var tidligt at få så stort ansvar. Jeg havde selv valgt at blive soldat langt fra hjemmet uden nogen af mine gamle kammerater. Jeg ville ud og møde noget nyt. Nye mennesker. En ny egn af landet. Jeg startede i Aalborg, og mine tre år som aktiv tjenestegørende var i Aalborg, Sønderborg, Oksbøl og så Viborg. Tre pragtfulde år, simpelthen. Det gav mig både en social base, venskaber og en forståelse for landet. Indtil jeg drog til Australien og med parentes det år, hvor jeg var på kostskole i Frankrig, så var det jo mestendels det storkøbenhavnske, jeg kendte. Jeg kendte selvfølgelig Sønderjylland og Aarhus, og så kendte jeg geografisk nogle punkter, hvor vi havde sejlet med Dannebrog, men nu kom jeg til at bo derude. Opleve det. Kende det. Det var befriende for mig, at der ikke blev taget hensyn til, hvem jeg var. Det var et kvantespring for mig at opleve det. Og meget udbytterigt.

– Efter tiden i militæret begyndte jeg som landvæsenselev på Sydsjælland. Så lærte jeg den del af landet at kende. Derefter fulgte to år fra 1991-1993 som agrar-økonomstuderende på Falster. Og så lærte jeg den egn at kende. Det var hårde studier med otte timers skolegang og fire times lektielæsning hver dag. Der var ting, man let kunne, der var ting, der var sværere, og så var der nok også ting, man ikke kunne! Det var nogle år med vigtighed og alvor i studierne, men også med masser af social tid, for vi boede under kostskolelignende forhold. Men jeg vidste udmærket, at det øjeblik, jeg var færdig – faktisk lige inden, jeg blev færdig – skulle jeg overtage Schackenborg med det ansvar, der fulgte med det. Så det var sådan en ledetråd, gulerod og pisk på en gang.

– Jeg vidste dog samtidig, at jeg ikke bare ville kunne sætte mig ned direkte fra agrar-økonomstudiet og så blive landmand. Jeg ville ud og prøve noget mere. Ikke specifikt i landbrugsfaget, men prøve kræfter med noget større. Jeg var så heldig, at jeg fik en læreplads hos A.P. Møller i Hong Kong. En helt anden branche, som jeg ikke kendte ret meget til. Meget spændende. Det skulle kun have været et år i Hong Kong, men jeg blev så bidt af det, at jeg fik lov til at fortsætte et år mere, og det blev så i Paris. Og det var ikke kun det faglige, jeg fik med fra Hong Kong. Det var også her, jeg mødte Alexandra. Og da jeg havde friet til hende, vidste jeg, at nu måtte jeg tilbage til Schackenborg, og derfor stoppede min shippingkarriere. Igen åbnede der sig en helt ny verden for mig. Både geografisk og i forhold til det at være et ægtepar. Og nu skal jeg ikke forklejne betydningen af mine børn, som kom til senere, men det VAR virkelig skelsættende for mig at se verden derude og opleve en anden branche for så at sætte sig ned og sige: Så, nu er det ægteskab og Schackenborg.

1999-2008 Familiefar, skilsmisse og genstart

– Prins Nikolai kom til verden i august 1999. Han var ganske lille dengang. Det er han ikke længere, men han er ikke vokset mig over hovedet. At blive far flyttede igen nogle grænser for mig. Det gav en ny dimension i mit liv. Og knap tre år efter fulgte Felix så. Nu var jeg pludselig familiefar. Jeg tror i virkeligheden, at alle forældre kan nikke genkendende til, at ja, der er nogle nætter, hvor man ikke får sovet, ja, der er nogle bekymringer, men når man spoler tilbage og ser på det, så er man blevet klogere for hvert barn, man har fået. Mere snarrådig. Det er fantastisk at lære et lille barns personlighed at kende. Der er så og så meget, der følger præformateret med harddisken, og så er der den anden del af det, som man selv kan være med til at præge og formatere hos det lille barn. Under skyldig hensyntagen til, hvordan det lille barn tager imod det. I virkeligheden bliver de jo altså ret forskellige hver især, og det er en fantastisk gave at opleve det på helt nært hold.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama eksklusivt i ALT for damerne: Vores ægteskab har som alle andres brug for pleje og opmærksomhed

– Følelsesmæssigt var det meget stort for mig at blive far. Lige pludselig var der en anden virkelighed, og der skulle drages omsorg for helt nye skabninger. Man skal jo ikke bare sørge for, at ens barn får noget at spise og bliver skånet mod trusler og farer, det handler også om, at man skal finde ud af, hvilket barn man gerne vil ende med at have skabt. Og her tænker jeg på opdragelse både mentalt og socialt. Nikolai var Dronningens første barnebarn, og derfor var der måske mere fokus på ham i begyndelsen. Men han skulle have lov til at blive en så normal dansk borger som muligt. Og en verdensborger. Han skulle selv være med til at skabe sin arena. Vi har hjulpet ham på vej og været med til at klæde ham ordentligt på, så han selv har kunnet træffe nogle spændende, motiverede og fornuftige valg.

– Det er ikke for at lovprise Nikolai mere end mine andre tre børn, at jeg taler specifikt om ham, men han er den første, der er nået til skelsår både i forhold til at blive student og 18 år. Han træder dermed de første skridt for sine søskende. Og jeg ved godt, at jeg nu springer i årstallene, men det er vigtigt for mig at sige, at hverken Nikolai eller de tre andre børn skal tvinges til noget. Kun rådes. Fornuftigt. Og det er med lige dele skub, trækken og måske engang imellem med en spærrebom. For nylig traf Nikolai netop en meget stor beslutning, da han valgte at stoppe på Hærens Sergentskole. Det var simpelthen ikke ham. Jeg gik ham naturligvis på klingen omkring det, og han fik i den sammenhæng både talt med ”den unge far og den gamle oberst” – men også med ”den gamle far og den unge oberst”. Og jeg kunne godt se, at nej, det var ikke den rette hylde for ham. Jeg synes, det var en meget voksen og moden beslutning at træffe. At turde gøre op med sig selv og med danskernes og ikke mindst familiens – herunder måske især sin fars – forventninger, var meget modigt. Og det var en mere skelsættende beslutning, end det ville have været for de fleste andre mennesker, fordi den blev taget med offentlighedens bevågenhed. Det er noget, jeg respekterer.

– I 2005 blev Grevinde Alexandra og jeg skilt. At indgå et ægteskab er altid stort, og det er af skelsættende og væsentlig betydning for en selv og for familien. Og så kan vi lige gange det op med jeg ved ikke hvor mange faktorer i vores specifikke tilfælde. Deraf følger så også et nederlag, når man må erkende, at ægteskabet ikke kan fortsætte. At det ikke står til at redde. Og det er et nederlag, man bliver præget af. Man sætter spørgsmålstegn ved sig selv. Og man sætter spørgsmålstegn ved en masse andre ting. Man må forsøge at vende bøtten og sige, godt, hvordan får vi så det bedst mulige ud af det her for alle parter. Både for os som par, for børnene og for familierne. Og med al den opmærksomhed, som samtidig er på det. Derefter kommer en tid, hvor man skal være solo. For at bearbejde det. For at sætte sig i sin egen ”røde stol” og perspektivere. For så at komme ud på den anden side.

– Og derude, på den anden side, åbnede der sig så en ny verden. Jeg mødte den her fantastiske kvinde. Marie. Jeg havde mødt hende før, men lige pludselig opstod der noget. Det tog sin tid. Det var ikke noget, som bare skete fra den ene dag til den anden. Vi mødtes adskillige gange, inden det overhovedet blev større. Og da det så blev stort, tog vi også vores tid. Og det var godt og fornuftigt, for vi var på hvert vores niveau. I hver vores verden og sfære. Men vi reflekterede. Nærmede os hinanden. Og lige pludselig var det uundgåeligt. Så matchede vi. Og det var sådan en genfødsel at få lov til igen at skabe lykken sammen med et andet menneske.

– Børn er summen af det, man føler for hinanden. Jeg havde lidt mere erfaring med børn, ja, men igen, hver lille nyfødt er altså forskellig fra de tidligere. Vi skabte to små nye verdensborgere, som der nok er lidt mere opmærksomhed om, fordi de er født ind i den kongelige familie, men når alt kommer til alt, skal de ende med at kunne stå på egne ben. Og vi skal give dem redskaberne til at kunne det. Prinsesse Marie og jeg har fået to pragtfulde unger, som på trods af aldersforskellen hænger sammen i tykt og tyndt med de to store. Det er en gave at se. Og derfor vil jeg sige, at nullerne var i den grad IKKE ”nullerne” for mig. Der var nederlag, ja, men der var også genstart, glæde og lykke til at runde det af med. Det, vi nåede at skabe sammen, inden nullerne blev til 10’erne, var en fantastisk afrunding op til, at jeg blev 40 år.

2009-2019 Et farvel og en ny begyndelse

– Prinsesse Marie og jeg er tilpas forskellige til, at vi giver hinanden noget nyt. Samtidig har vi fælles fodslag, og vi ser ens på mange ting. Det er fantastisk at kunne anskue ting både forskelligt og ens. Der er masser af ting, vi sikkert aldrig bliver enige om, og sådan skal det være. Det vigtige er, at vi hver især byder ind. Jeg synes, at Marie er det mest interessante og givende menneske, man kan forestille sig. Vi er bundet sammen i vores lille kernefamilie, som, når de ældre børn kommer på besøg, bliver til en lidt større kernefamilie. Det hygger vi os meget med.

– Og når vi nu har valgt, at vi skal bo et år i Paris, fordi jeg skal tage en militær uddannelse på École Millitaire, så kommer vi naturligvis ikke til at se de to store børn helt så hyppigt. Men der er nu ikke langt fra København til Paris, eller omvendt. Så det er noget, vi gearer børnene til – vi siger til dem: Hør nu her, det gør bare båndene imellem os endnu stærkere. Prinsesse Marie boede i Paris, til hun var ti år, siden har hun kun været der på besøg. Så jeg er faktisk den af os, der senest har boet i Paris. Og det er altså 24 år siden. Det bliver derfor et helt nyt kapitel for os alle, det er der ingen tvivl om. Jeg skal have snuden i bøgerne, og det er ikke for småbørn, det er en ganske omfattende uddannelse.

LÆS OGSÅ: Ghita Nørby: "Sandsynligheden for, at jeg møder en ny mand og en ny forelskelse er ikke stor"

Men det er noget, jeg ser frem til, så den side af sagen er fin. Men så er der den nok så væsentlige anden del af det. Vi flytter til udlandet, og selvom det godt nok er til en semi-hjemmebane, så er det fremmed territorium. Børnene skal i ny skole og undervises på fransk. Det bliver en udfordring. De er lidt stædige med at tale fransk, men vi ved med usvigelig sikkerhed, at de forstår det hele. Vi har prøvet at tale kryptisk fransk, hvis der var noget, de ikke skulle vide. Men bang! Det går lige ind. Og så kommer der prompte et svar. Så vi ved, at de forstår, og de skal nok hurtigt overvinde sig selv og kaste sig ud i det talte franske også. Jeg er sikker på, at de trods alt er så meget kamæleoner, at de i løbet af et par uger – ligesom jeg selv oplevede i kostskolen – er blendet ind og har en ny lille sfære.

Og når de er inden for familien, så bliver det den samme kernetilværelse, som de kender i dag, bare med en ny adresse. Jeg får temmelig travlt med studierne, men vi skal også have noget ud af det sammen. Det er ikke noget med, at far skal på arbejde og mor bliver hjemme. Nix. Der skal være indhold i tilværelsen dernede. Min kone skal ikke slæbes med til Paris. Hun skal leve der. Vi kaster os over den her fælles opgave med krum hals. Der er masser af ting at tage fat på. Både på de ydre og indre linjer. Året i Paris handler ikke om at få tiden til at gå, det handler om at sige, okay, hvad er det, vi kan? Hvor er vi et aktiv? Vi skal mærke, hvad vores hjerter brænder for, og så skal vi dyrke det. Og så skal vi UD og give den gas. Jeg tror, at det år bliver en gave for både os og ungerne.

– Hvis jeg også lige skal kigge tilbage på det seneste årti, træder min fars død tydeligt frem. Uanset hvor voksen, man tror, man er, så tager man et kæmpe skridt længere ind i de voksnes rækker, når man bærer sin far til graven. Jeg var trods alt så heldig, at jeg var godt oppe i alderen, da jeg mistede min far, så jeg havde haft ham i mange år. For nogle er det en skygge, der forsvinder, når ens far dør, for andre er det den sikre base, der forsvinder. Jeg havde et utrolig tæt forhold til min far, da han døde. Han repræsenterede respekt, disciplin og tryghed. Han kunne være det morsomme. Det legende. Og de seneste mange år også min ven. Siden jeg flyttede til Australien som 17-årig, har jeg ikke boet hjemme, så der var i sagens natur mange år, hvor jeg ikke så min far så meget. Men man udvikler sig jo. Og jeg må sige, at min far var en fantastisk støtte for mig efter min skilsmisse. Det var der, hvor der for alvor blev sat ind på kontoen i min voksenalder. Jeg oplevede ham som en utrolig stærk person. Varm. Og favnende. Og samtidig begyndte jeg også at interessere mig for, hvad han egentlig gik og tøffede med. Jeg vidste godt, at han var skulptør og skrev poesi, og at han interesserede sig meget for det åndelige. Men vi kom nærmere og nærmere på hinanden i de år og fik et utrolig tæt forhold. Jeg har også båret min farfar til graven, så jeg havde oplevet, at der kommer et tidspunkt, hvor livet slutter. Og vi kunne godt se, at det begyndte at gå ned ad bakke med min far. De sidste to uger gik det relativt hurtigt, og gudskelov for det. Han nåede ikke at lide. Han nåede at leve. Og det skal man ønske for sine nærmeste. At de ikke lider.

– Blandt mine ældste venner og bekendte har jeg altid været ”junior”, men når jeg nu runder 50, så træder jeg fra Blå Stue op i børnehaveklassen. Men som jeg altid har sagt og oplevet: Fra den sidste dag i et år eller et årti, til den første dag i år eller årti, står solen op på samme måde. Man er kun blevet det halve døgn ældre, fra man slukkede lyset, til man tændte det næste morgen. Jeg ser ikke 50 år som en milepæl ud over, at man kan skrive det på sit CV. Og når fødselsdagen nu falder sammen med, at jeg flytter familien til udlandet for at opleve noget nyt og stort, ja, så er det det, der er på agendaen. Og det er en god måde at træde ind i det næste årti på.