Guide til Odense
SPONSORERET indhold

Guide til Odense: De bedste oplevelser og spisesteder i den fynske hovedstad

Vi klæder dig på til tur med insidertips til alle de bedste spots i Odense. Filmnørden Birgitte Weinberger guider til eventyrlige steder, søndagsjazz og late night bingo.

Af: Simone Brandt Hald Foto: Getty Images
25. feb. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

OBS: Denne artikel er skrevet før coronavirus, og det anbefales derfor at tjekke hjemmesiderne for de enkelte restauranter, butikker mv. for at blive klogere på åbningstider, priser osv. Hold dig i øvrigt løbende orienteret om myndighedernes anbefalinger.

Det skal du se

Magisk legeplads

Odense er en by med smukke grønne arealer, masser af træer, gode legepladser og det smukkeste åløb, der snor sig igennem byen. Et særligt eventyrligt sted er legepladsen Munkemose ved Odense Å. Her er fugle, fisk, åkandeblade, skræppeblade og sommerfugle gjort store og anvendelige til leg.
Turen derhen langs åen er skøn, og fontæneskulpturen

Havhesten, som dramatisk står i åen og spyr vand, er magisk. Især med en varm kop kaffe i hånden fra kaffebaren Nelle’s Coffee & Wine, der ligger lige ved siden af.

Byens kulturelle fyrtårn

Da jeg flyttede til Odense for snart 20 år siden, faldt jeg pladask for området Brandts Klædefabrik. Meget er sket med byen siden da, men området er stadig ganske særligt. En oase med en stor plads og en amfiscene i midten, fine små specialbutikker, madoplevelser og et væld af kulturelle tilbud. Café Biografen, som er byens Art House Cinema, er uden sammenligning det sted, hvor jeg har tilbragt mest tid. Desuden er jeg så heldig, at OFF’s kontor ligger i Kulturmaskinen, byens kulturhus, som også er en del af Brandts, så jeg har min daglige gang her. I uge 35 omdanner vi hele området til et filmmekka, når vi byder over 30.000 gæster velkommen til Danmarks ældste og eneste Oscarkvalificerende kortfilmfestival.

Eventyrlig parallelverden

Odense Brandts klædefabrik
Brandts klædefabrik er en oase med museer, biograf, specialbutikker og restauranter. Foto: Visit Odense.

Brandts Museum for Kunst og Visuel Kultur er altid et besøg værd. En særlig favorit er sanseudstillingen, der byder på en tur rundt i en ganske særlig by beboet af folk, der er helt ualmindeligt sære. Tag familien med på eventyr i museets kringlede gader, og lær byen at kende.

LÆS OGSÅ: Guide til Aalborg: Byens bedste oplevelser - og den hyggeligste kagebutik

Besøg Hotel Det Grå Hummer, hvor der bliver holdt grundigt øje med gæsterne, kig forbi i dukketeatermagerens magiske værksted, eller bliv foreviget hos den lokale fotograf, der er vild med mennesker på elefanter. I byens park, Limbo, holder teltfolket til. De er på rejse mod et sted, som ingen helt ved, hvor er. Teltfolket elsker musik og dans – og man kan aldrig vide, hvornår festen starter.

H.C. Andersen Museum
Byens stolthed, H.C. Andersen Museum, er altid et besøg værd. Foto: Getty Images.

Det skal du spise

Lokal velsmag

Vår er en lille, intim restaurant i hjertet af Odense i hyggelige Vintapperstræde med plads til ca. 20 spisende gæster fordelt på 6 borde. Der er fokus på bæredygtighed, velsmag og uprætentiøs service. Råvarerne kommer fra fynske gårde, er økologiske og biodynamiske, og alle vine er som minimum dyrket efter økologiske principper. Vår leverer let, nordisk velsmag på både overlegen og underspillet facon.

Nytænkende japansk

Okay, det her er en af mine absolutte favoritter. Ikke bare i Odense, men i det hele taget. Goma er en anderledes japansk restaurant med et bankende hjerte for madoplevelser ud over det sædvanlige. Små veltillavede, overraskende og velsmagende retter serveret med charme i hyggelige omgivelser. Man kan bestille fra kortet eller lade sig overraske af en række små serveringer, der kan tilpasses appetit og det, du ønsker at slippe for gildet. Det er virkelig en oplevelse, og cocktailbaren er et godt sted at starte.

Langborde og late night bingo

Odense Storms Pakhus
Odenses streetfood-marked hedder Storms Pakhus. Foto: Visit Odense.

Enhver større by med respekt for sig selv har efterhånden et streetfood-marked. Storms Pakhus, som markedet hedder, er helt sikkert et besøg værd. Tag turen over Byens Bro, og oplev et virkelig hyggeligt og velfungerende marked med masser af spændende madboder og barer, men også kreative værksteder og et hav af fede events såsom langsbordsmiddag, søndagsjazz og late night bingo.

Det skal du opleve

Sauna med kig til havnen

Det er kun et par år siden, at byens havnebad slog dørene op, og siden har det været en kæmpe succes såvel sommer som vinter. Jeg er faktisk ikke selv den store vinterbader, men jeg synes bestemt, man skal lægge vejen forbi. Det er et superflot sted, det er gratis at komme ind, og saunaen med udsigt over havnen er fantastisk.

LÆS OGSÅ: Guide til Esbjerg: Oplev kunst, natur og byens skønneste spa-sted

Jazzede jam sessions

Jeg elsker jazz, og derfor bliver jeg simpelthen nødt til at anbefale et besøg på Dexter, som er Odenses skønne, intime, regionale spillested, hvor der primært spilles jazz og blues, men også singersongwriter, folk og andre beslægtede genrer. Der er altid jam-sessions om mandagen kl. 20, hvor alle med musik i årerne og noget på hjerte kan være med. Det skifter mellem jazz, blues og folk, og det er ganske gratis. Så stik hovedet ind, og lad dig forføre af den sprudlende energi, de kunstneriske ambitioner og en dybtfølt kærlighed til musik. Det er superfedt!

Lær at dreje keramik

Odense keramik
Lerværkstedet er et fantastisk sted for kreative typer. Foto: Visit Odense.

Kulturmaskinen er byens kulturelle legeplads, og her er der ikke nogen, der ikke er plads til. Det er her, Odense International Film Festival holder til, men huset rummer også flere forskellige scener, mødelokaler, en café og nogle helt fantastiske åbne værksteder med fokus på medier og grafik, tekstil og ler. Lerværkstedet er et fantastisk sted med plads til kreativ udfoldelse og fordybelse. Elsker du at kreere med hænderne, er Lerværkstedet oasen, hvor du kan dreje og forme smukke og sjove ting.

Anbefalet til dig