Burhan G: "Jeg var fuldstændig umulig"

”Kære Marie-Louise, Burhan vil gerne have dig med ud og køre en tur. Kan han samle dig op et sted kl. 10.30 i morgen?”

Jeg kender mange kvinder, der ville give deres højre arm for en køretur med Burhan, så øh jo, det lyder da fint, tak, skriver jeg tilbage til hans presseagent, som har sendt mailen. Nu er det jo sådan, at jeg skal være professionel på den køretur, så efterfølgende tænker jeg mest af alt lidt bekymret over, om han nu kan finde ud af at køre bil og tale samtidig. Der er jo lige det der med mænd og multitasking! Da jeg næste dag har sat mig til rette på passagersædet i hans sorte BMW, bliver jeg dog med det samme overbevist om, at det ikke er noget problem. Burhan elsker at køre bil, fortæller han. Han slapper så godt af bag ved rettet, at han faktisk somme tider bare kører en tur ud i det blå for at lade tankerne flyve.

Vi kører nordpå, mod Hørsholm og Birkerød, fordi Burhan holder så meget af naturen i det område, og han snakker ubesværet og intenst om sit liv imens. Et liv, der begyndte et sted i København NV, et liv, der lige nu er fyldt af den store kærlighed – og et liv, der uden omsvøb er havnet i teksterne på hans nye album ”Din for evigt”.

– ”Grundloven” for den her plade er, at den er skrevet i kapitler som en dagbog. Den handler om, hvad der er sket for mig de sidste par år, og den handler om noget, jeg var nødt til at få ud af systemet, forklarer han.

– Det vildeste i verden er jo at dele sine følelser med andre, og det er det, jeg gør med den her plade. De, der kender mig, vil vide, at den er hundrede procent mig. Det kunne lige så godt have været en digtsamling, jeg udgav, men nu har jeg altså valgt, at indpakningen og formatet er noget så smukt som musik.

LÆS OGSÅ: Ida Corr: Manglede tiltro til mænd

Undskyld mor
Det, som Burhan ”skal have ud af systemet”, er først og fremmest en undskyldning til sin mor. Det er blevet til den utroligt smukke ballade ”Kalder Mig Hjem”, hvor han erkender, at han har budt sin mor lidt af hvert, og at han fortryder det i dag. Han spoler tiden tilbage til barndommen, hvor han de første år af sit liv boede med sine forældre og sin lillesøster i Københavns Nordvestkvarter. Forældrene, som er kurdere, kom til Danmark fra Tyrkiet i 70’erne, og de arbejdede hårdt på fabrikker og restauranter de følgende år for at skabe nogle rammer, de havde lyst til at tilbyde deres kommende børn. Burhan kom til verden i 1983 og gik på Frederikssundsvejens skole indtil tredje klasse, hvor hans mor sørgede for, at han gik til optagelsesprøve på Sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. Burhan kom ind, og samtidig flyttede familien til Brøndby Strand. I sangen ”Kalder Mig Hjem” synger han, at han var en ”umulig lille knægt”…

– …For ja, det var jeg. Fuldstændig umulig. Men det behøver jo ikke kun at være en negativ og dårlig ting. Umulig kan også være umuligt målrettet og fokuseret med alt, hvad det indebærer. Jeg dyrkede ikke fornuften og skolen, jeg dyrkede følelsen og det intuitive. For mig var der kun EN vej. Han peger ud gennem bilens forrude for at illustrere vejen mod det, han vidste, han skulle.

– Jeg havde jo KUN musik i tankerne. Jeg dyrkede kun den plan, og når man er sådan, så koster det jo. Jeg gik ikke ud og fik mig et almindeligt job efter skoletid. Jeg ville kun musikken, og da jeg blev større, betød det, at jeg tit rendte flad rundt klokken et eller andet midt om natten, fordi jeg ikke tjente penge. Jo, jeg prøvede at begynde på et par job og et par ungdomsaktiviteter, men så gik der to minutter, og så sagde de: Burhan, vi kan ikke bruge dig til noget, og jeg kunne jo heller ikke bruge dem til noget. Og i dag, når jeg kigger tilbage, må jeg jo bare sige, at hvis jeg havde givet en masse timer ud på alt mulig andet end musikken, så ville jeg ikke have været der, hvor jeg er i dag.

Hvad sagde dine forældre til, at du brugte al din tid på musik?

– Mest af alt kunne de ikke få øje på, hvad det helt præcist var, jeg havde gang i. Min mor havde set frem til den dag, hvor jeg kom hjem med studenterhuen på hovedet. Det er jo sådan en statusting, noget med at komme hjem og sige: Så mor, nu nåede jeg hertil. Men det gjorde jeg aldrig. Mentalt droppede jeg ud af skolen allerede i 9. klasse, og jeg gjorde aldrig gymnasiet færdig. Somme tider kom jeg hjem klokken fire om natten, fordi jeg sad og arbejdede med musik med andre kreative mennesker, og de skulle ikke i skole dagen efter. Jeg prøvede hele tiden at forklare min mor, at jeg skulle være musiker, men det gav ikke mening for hende. Den dag i dag kan hun stadig joke – halvt i alvor – med, at det eneste, hun ønskede dengang, var, at jeg kom hjem sammen med resten af klassen i studentervognen, og at hun stod og ventede med hjemmelavet mad. Hun siger, at hun stadig har det sådan ”åhhh”, når hun ser studenterne køre rundt om sommeren, og jeg siger: Hey mor, jeg kom hjem med en Grammy til dig! Er det ikke nok? Han holder armen højt i vejret som i triumf og griner.

– Jeg ved, at min mor og far er overlykkelige for de ting, der er sket for mig, men jeg tror, at det er programmeret ind i alle forældre, at de helst vil have, at deres børn tager sig en uddannelse og får et job, hvor lønsedlerne ligger klar hver måned, og hvor PBSbetalingerne bare kører.

LÆS OGSÅ: "Jeg er stolt af min hjerne"

Indadvendt indekat
Burhan havde en periode, hvor han – for at undgå ballade med sin mor – lod som om, han tog i skole om morgenen. I virkeligheden gik han hen til en kammerat og sov hele dagen, indtil han så smuttede hjem om eftermiddagen. Det var jo helt uholdbart, og efterhånden lykkedes det ham at få forældrene til at acceptere, at han skulle meldes ud af skolen. Da Burhan var 18-19 år, flyttede han hjemmefra. Ind til København, hvor han levede et liv, som han ikke havde hverken tid eller overskud til at involvere sine forældre i. Han så forældrene af og til, men der var i realiteten tale om et brud, for at han kunne få ro til at arbejde med sin musik. I dag kan han se, at det har været hårdt for moren, og det er derfor, han omsider har fået lavet sangen til hende.

– Jeg havde ikke kunnet sige de her ting til min mor for ti år siden, for der var jeg stadig i det. Sangen har jo ligget der i form af tanker og handlinger, men at koge det ned og sige, nu gør jeg det fandeme, nu sætter jeg musik og toner på og river den her side ud af min dagbog og deler den med resten af Danmark – det har taget tid. Jeg ved godt, at problemstillingen måske er helt generel i forholdet mellem mange børn og forældre, men det gør det jo kun endnu smukkere, at andre kan genkende det, jeg synger om.

Har din mor givet udtryk for, at hun har været ked af det?

– Ja, meget.

Hvordan har det påvirket dig?

– Det er klart, at jeg har noget helt særligt med det menneske, som har taget sig af mig, siden jeg blev født, som har sørget for, at mælken hverken var for kold eller varm, og som har renset hver en lille hudafskrabning. Det er svært at bære, at hun har været ked af det, for selvom navlestrengen er blevet klippet over, betyder det jo ikke, at den ikke er der mere. Den dag i dag er det jo sådan, at min mor nærmest kan lugte på mig, hvis der er noget galt.

Han kigger på sine bare arme, der er fyldt med tatoveringer.

– Og min mor forstår heller ikke, hvorfor jeg har fået lavet alle de her tatoveringer på kroppen. Som hun siger: Jeg kendte hver en skønhedsplet på din krop, din hud var så fin og i orden, hvordan har du kunnet ødelægge den sådan? Men så er det jo bare sådan, ja, mor, jeg er ked af, at al den Natusan-creme, du smurte mig ind i, er gået til spilde, ha, ha.

Burhan svinger ind på en tankstation.

– Nu vil jeg gerne byde på noget at drikke. Vand, juice, kaffe? Han går ind på tanken og kommer tilbage med vand og kaffe, og vi fortsætter turen i Hørsholm og omegn.

– Prøv at se… Han peger ud ad vinduet på en flok græssende køer.

– Sådan noget ser man altså ikke på Vesterbro, hvor jeg bor! Beton er jo kronisk i min iltoptagelse, så jeg elsker virkelig at køre heroppe, her er så smukt, og jeg får ro i hovedet. At køre bil er lidt som at være i et fly. Man er i sådan en tilstand af no mans land. Tiden står en lille smule stille, uden at det skal lyde for dramatisk. Og hvis man er sådan en indadvendt indekat, så er det bare fedt.

Er du en indadvendt indekat?

– Det tror jeg faktisk, at jeg er. Mærkeligt at give sig selv sådan et navn! Altså, det sociale er cool nok, og jeg elsker selvfølgelig min familie og mine venner, men jeg har på en eller anden måde så mange input og kreative idéer i hovedet, at jeg også har meget brug for at være alene.

Men du må også have en meget udadvendt side, som du bruger på scenen?

– Ja, helt klart, og det elsker jeg. Men der er også forskellige måder at gøre det på. Nogle bruger deres optræden som benzin til det, der kommer efter koncerten. De skal ud og mærke det der tryk bagefter, men der er jeg bare anderledes. Det giver mig nok at stå på scenen, og bagefter vil jeg bare gerne hygge alene eller med en kammerat. For mig er den største gevinst og den største anerkendelse den, jeg får live foran publikum. Det er mere end rigeligt for mig.

Læs resten af interviewet på næste side. Hårdt ramt
Mange af de nye sange, som Burhan snart skal ud og synge live, handler om kærlighed.

– ”Før Byen Vågner” er første sang på pladen, og den er første skridt i hele den historie. Den handler om to personer, der står ved en skillevej et eller andet sted. Både over for hinanden, men også over for nogle andre i deres liv. To mennesker, som siger, hey, kunne det her være noget? Skal vi ikke bare stikke af? Skal vi ikke bare skride fra det hele? Og hvad nu, hvis jeg lover at elske dig?

Og den sang, handler den om dig og din nuværende kæreste?

Han griner højt og tænker sig lidt om, før han svarer.

– Jeg kan jo ikke lægge skjul på facts, men når jeg ikke bare svarer dig direkte og siger ”ja”, så er det fordi, at for mig er historien større end mig og et andet menneske. Forstår du hvad jeg mener? Den sang kan så meget mere…

Han holder en pause igen.

– Men ja, hvorfor ikke bare stå ved det, det gør jeg jo også hver eneste gang, når jeg synger den i forhold til alt det, som folk allerede godt ved om mig…

Han stopper lidt igen og griner så højt.

– Hold kæft altså, hvor er min spindoktor, når jeg har brug for ham, ha, ha.

Enhver, der læser de her tekster, vil jo tænke det samme, som jeg gør…

– Og det er jo smukt! Men forstå mig ret, det er så universelt et budskab og så meget en følelse, som vi alle har, at det vil være synd, hvis folk kun sidder og tænker på min kærlighedshistorie, når de hører sangene.

Hvad med den næste sang på pladen

– ”Din For Evigt”? – I ”Din For Evigt” kan man høre, at der er sket noget. At der er noget, der har ramt mig. Noget, der er større end mig, noget, jeg bliver jeg nødt til at overgive mig til. Det er ude af mine hænder, det er ude af kontrol. Jeg kan ikke gøre for det, og selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke. Det er det, den sang siger, og den er en af mine favoritter, fordi den er så stærk. Jeg får ondt i huden nogle gange af at høre den. Den er skrevet lige oven i det tidspunkt, hvor det, den handler om, sker. Jeg indspillede vokalerne dengang, det hele stod på, og da vi skulle til at udgive den, tænkte jeg, at jeg lige ville touche den op, som jeg altid gør. Jeg prøvede at indspille den igen og igen, men det lød bare på ingen måde i nærheden af den første version.

LÆS OGSÅ: Mette Lisby: Vi kan få et godt liv både med og uden børn

To legoklodser
Burhan taler videre om sangen ”Ikke i nat, ikke endnu”, som handler om dramaet i kærligheden. Skal man, eller skal man ikke vælge den anden? Og hvad vælger hun? Han kredser rundt om kvinden i sit liv, men nævner hende ikke ved navn, selvom han godt ved, at rigtigt mange allerede kender deres forhold fra ugebladene. Da jeg spørger ham direkte, hvad han faldt for, griner han højt og indvilger i at prøve at svare.

– Hvad er det, der gør, at man sætter sig ned og skriver en hel plade, der omhandler den her situation? Jamen det er, hvis man for første gang i sit liv finder ud af, okay, det er sådan, det er. Det er DET her, I snakker om, når I snakker om kærlighed. Det er DET, I snakker om, når I siger, jeg er den bedste version af mig selv sammen med det menneske. Det kunne jeg ikke stritte imod eller ignorere. Jeg kunne ikke bare lade det gå. Det kunne jeg sgu ikke.

– Det nemmeste i verden ville være at sige, at det er, fordi vi er så ens på mange punkter – for det er vi – men det er vi på den anden side overhovedet ikke. Og det er jo det, jeg får øje på hele tiden og tænker, hold kæft mand, hvor er hun et spændende menneske. Det er lidt som to legoklodser, der bare passer sammen, forstår du, hvad jeg mener? Man kan prøve at tvinge to klodser til at sidde sammen, og måske kan de sidde sammen et stykke tid, men så falder de fra hinanden, hvis det ikke er helt rigtigt. Men når den er der, så ved du det bare.

– Og ja, nu har jeg lige siddet og claimet, at jeg er et indelukket menneske, og hvordan kan jeg så stille op med en sang som ”Din for evigt” og bare sige: Her er jeg! Jamen, lige der er det en helt anden funktion, der bliver slået til. Det er en helt anden del af mig, som jeg seriøst ikke troede, skulle fylde så meget og tage så meget over. Det havde jeg ikke set komme. Jeg har altid været sådan – hey! – haft kontrol. Og jeg er også kontrolfreak den dag i dag, men lige der er der sgu ikke noget at snakke om! Der ER det bare sådan: Her er jeg! Værsgo!

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen: Der har været meget lort i mit liv