Godt nabofællesskab i Vestjylland: "Man skal ikke være nøjeregnende"

Lysende, grønne marker. Egetræerne i fuldt flor, fuglefløjt og solen i sit gavmilde hjørne. Det er en dag som i dag, hvor der ikke synes nogen god grund til at være andre steder end netop her på Lundøvej øst for Skive.

Præcis sådan har den lille flok, der er samlet omkring havebordet, det: De har deres liv her, fordi de ikke kan forestille sig at bo andre steder, og det skyldes lige så meget naboerne, som det skyldes de idylliske omgivelser. Her fra terrassen hos Hans og Oddlaug Hermansen kan man knap se andre huse, men på landet kan naboer sagtens bo langt fra hinanden:

– Om sommeren går vi ture og kommer forbi hos hinanden. Så får vi en kop kaffe, for der er jo altid en masse, vi skal have vendt, siger Helle Lundsby med et smil.

– Det impulsive er tit det mest hyggelige, indskyder landmand Hans Hermansen, 78.

Hans' kone Oddlaug er 80, mens Helle er 56 og hendes mand Jan 58 år. Jan og Hans tilbringer meget tid sammen, fordi Jans kvæg går i Hans' løsdriftsstald og på deres fælles enge. Samarbejdet mellem de to mænd har udvisket aldersforskellen.

– Når man laver noget sammen, kommer snakken naturligt. Det kan jeg bedst lide, siger Hans.

– Ja, de hygger sig sådan sammen, indskyder Oddlaug med et smil til de to mænd.

LÆS OGSÅ: Fortæl os om din bedste nabo: "Det er en stor glæde, at vi stadig ses"

Jan og Helle flyttede her til egnen for 32 år siden, og det var, da Jan begyndte at dyrke kartofler, ligesom Hans har gjort, at de for alvor kom i snak:

– Dengang havde vi plastic over kartoflerne, og det røg altid af i storm. Så måtte vi ud og lægge jord på med skovlen, og når vi så rettede ryggen, fik vi øje på hinanden.

Jan fortæller lunt om et venskab, der voksede frem, og som siden er næret af alle de fælles gøremål omkring landbrug og dyr. I 24 år er Jan kommet forbi på sin traktor hver dag, fordi hans dyr står i laden, der ligger ved Hans og Oddlaugs hus.

I takt med, at de to er blevet ældre, er det blevet en tryghed, fortæller Hans:

– Der var en morgen, hvor Oddlaug besvimede i køkkenet. Så ringede jeg til Jan, som var ved at fodre dyrene i laden. Han kom straks og hjalp med at få hende i seng, og så vågnede hun heldigvis.

Brændekløveren står hos Maria og Kristian, som ejer den, men alle kan bruge den, når der skal kløves brænde, hvad de også gerne gør sammen. Foto: Henrik Bjerregrav.

Fra Halmtorv til halmballer

„Jan! Jan! Jeg skal snart se Spidermanfilm!"

Treårige Peder kan næsten ikke vente med at fortælle sin nyhed til Jan, der smiler og tager drengen på skødet.

– Nå, jeg troede, at du skulle til spejder, siger han.

Peder griner smørret. Tilfreds med at sidde hos manden, der er reservebedstefar for ham og hans søskende. Peder, hans søster Ellen, hans bror Villiam og nu også lillesøster Agnes bor med deres forældre rundt om svinget sammen med deres forældre, der er tilflyttere:

– Fra Halmtorvet til halmballer, erklærer Maria Eskildsen, 39, med et grin.
Sammen med sin mand Kristian faldt hun pladask for stedet og huset, da de kom her første gang for 13 år siden.

– Vi så huset en søndag og købte det mandag morgen. Vi kendte ingen i det her postnummer, men det er vi kommet til, siger hun med et smil.

Maria er på barsel med Agnes, der er barn nummer fire, og nyder, at Jan og Helle hurtigt blev så gode naboer, at de tog del i familielivet.

LÆS OGSÅ: Et særligt initiativ fik naboskabet til at blomstre på Lindevej: "Det har været lidt som at vokse op i en landsby"

– De gik jo tur hver dag med barnevognen, og når nogen herude går over ens gårdsplads, byder man dem ind, siger Jan med et smil.

Så enkelt kan det være, når man falder i hak og har marker, der støder op til hinandens. Selvom Kristian og Maria er udearbejdende, og altså ikke landmænd som Hans og Jan, er de flyttet hertil for at være en del af livet på landet. Noget, Kristian havde mere erfaring med end Maria:

– Jeg er fra et villakvarter, og Kristian fra en gård, så for ham er det her at komme hjem. Jeg syntes, at der var så mørkt herude, men nu har jeg lært at sætte pris på mørket, fortæller hun.

Hans nikker. Han har aldrig kendt til andet, for han er født i huset her på Lundøvej 107 og er den i forsamlingen, der kender området bedst.

Svært at forstå vestjysk

Hans kone Oddlaug kom hertil fra Norge, da hun var 48, og husker, hvordan det i begyndelsen var svært at forstå især en af naboerne, der talte meget vestjysk:

– Men, så fandt jeg ud af, at det var der heller ikke så mange andre, der gjorde, fortæller hun med et grin.

Netop den nabo boede i Maria og Kristians hus, og selvom de nu har boet her i 13 år og sat huset i stand fra ende til anden, så bliver deres hjem stadig omtalt som „Aksel og Lises hus".

– Det slipper vi nok først af med, når vi dør. Så bliver det Kristian og Marias hus, erkender Maria smilende.

LÆS OGSÅ: Vind en vejfest: Sådan deltager du i konkurrencen

Opskriften på et godt naboskab er, ifølge flokken her, at man tager sig tid til at snakke, når man mødes, holder øje med hinanden og er villig til at give en hjælpende hånd. Som Jan udtrykker det:

– Man skal ikke være nøjeregnende. Det hele skal nok komme igen!