"Min søn på 19 flytter hjemmefra - er han nu også rustet til at klare sig selv?"

Af Michael Robak

KLUMME: I næste uge ændrer mit liv sig. Det er sjældent, den slags sker, derfor går jeg i de her dage rundt på mine strømpefødder og prøver at vænne mig til tanken, mens jeg tumler med flere spørgsmål. Det tager lidt tid, så vi begynder lige med et flashback til en augustdag i 1988. Sommersolen var diset, og trafikken gled ubesværet på landevejene mellem det nordlige Djursland og Aarhus. Destina­tionen var en rødmuret villa på Duevej i den vestlige del af byen, her havde jeg fået et kælderværelse hos en af min Fætter Steens venner. Jeg skulle flytte hjemmefra. Da vi var nogle hundrede meter fra bestemmelsesstedet, var min far tæt på at hakke en knallert ned i et højresving. Selvom jeg havde fået kørekort året inden, var det ham, der kørte bilen, jeg var stadig utryg ved at manøvre med en trailer bagpå. Manden på knallerten gav os fingeren. Det gjorde nu ikke det store indtryk, min far mumlede noget uforståeligt ned i skægget. Dengang var han temmelig svær at ryste. Og det er han stadig. Vi læssede mine møbler af – en falmet sovesofa, en afsyret kommode og et tyndbenet spisebord. Det tog ikke lang tid. Da vi var færdige, fiskede min far smøger op af lommen på sin Poul Nyrup-vindjakke.

LÆS OGSÅ: "Det er tæt på ulideligt. Vi er nødt til at sætte børnene mere fri"

Vi røg og stod og skrabede lidt i gruset med Nike- og Ecco-snuderne, inden
min far satte sig ind i bilen og mumlede et Pas-godt-på-dig-selv-knægt. Sådan. Stille og roligt. Ting bliver sjældent meget højstemte i min familie, vi fejrer gerne højtiderne i joggingtøj. Min far gav dog et enkelt farvel-dyt, inden han drejede ned ad Fuglsangs Allé. Jeg vinkede uden at overveje, hvad fanden mon den gamle tænkte i Ford'en på vej tilbage til min mor og mine søskende, der ventede derhjemme.

LÆS OGSÅ: 19 ting, du kender til, hvis du har en teenager (eller flere) derhjemme

Min egen skiftedag fylder noget i mit hoved, fordi min store 19-årige søn flytter hjemmefra. I sidste weekend var vi ude for at købe sofapuder, sengetøj og spiseskeer. I næste weekend flyt­ter han. Der er cirka tre kilometer til hans lille kvistlejlighed, så afstanden er mere mental end fysisk. Alligevel melder spørgsmålene sig – måske de samme som dem, min far havde på hjemturen den gang i 88: Er det ikke kun et øjeblik siden, at hans mor fik pluk­v­eer? (Jo, til gengæld føltes puberteten til tider som 30-årskrigen bare uden flotte uniformer og blanke sabler). Hvor hurtigt forsvinder SU'en, hvis man kun lever af nummer 12 med ananas og ekstra ost? (Formentlig i løbet af en uges tid, det samme gælder det lave BMI-tal). Hvordan skal min lille dreng nogensinde forstå forskellen på en selvangivelse og en forskudsopgørelse? (Han kan i hvert fald ikke ringe til sin far og få svaret. Jeg fatter stadig ikke noget). Kommer han overhovedet og besøger mig? (Ellers må jeg som andre forældre lokke med rentefrie lån, bearnaisesovs og gratis tøjvask). Og til sidst det vigtigste spørgsmål, som jo ligger neden under det hele: Er han i det hele taget rustet til at klare sig selv? For bare to år siden ville svaret have været et rungende nej, men nu er hans frontallapper næsten fuldt udviklet, og hans logik er væsentlig mindre indviklet. Barnet er færdigbagt. Tror jeg. I hvert fald sender jeg ham ud ad døren med tro, håb og kærlighed. Selvom jeg sikkert indrammer den højtidelige stund på samme måde, som min egen far gjorde – med et enkelt dyt og et Pas-godt-på-dig-selv-knægt. 

LÆS OGSÅ: "Kvinde, brug ikke dine børn som undskyldning"

LÆS OGSÅ: ”Moderskabstalent har ingen alder”

LÆS OGSÅ: Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke