Michael Bublé: „Det er det værste tidspunkt i historien at være berømt på“
SPONSORERET indhold

Michael Bublé: „Det er det værste tidspunkt i historien at være berømt på“

Det er frygteligt at være berømt lige nu, fortæller crooneren Michael Bublé, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Læs her, hvordan verdensstjernen har det med altid at være i berømmelsens søgelys. I denne uges ALT for damerne (nr. 44/2011) bringer vi desuden et interview med den populære sanger, hvor du kan læse meget mere om hans tanker om kærlighed og komplekser og hans nye juleplade.

Af: Tilde Mariann Andersen Foto: Warner Music
02. nov. 2011 | Livsstil | ALT for damerne

Michael Bublé er vant til, at paparazzifotograferne ligger på lur, når han bevæger sig ud i offentligheden. Det kan være hårdt, fortalte han, da ALT for damerne interviewede ham i Los Angeles.

"Du behøver ikke stå alene ovre i hjørnet til en fest eller snakke om vejret, når du er kendt."

- Det er frygteligt at være berømt lige nu. Det er det værste tidspunkt i historien at være berømt på. Folk hacker din telefon, folk prøver at få adgang til din computer, de gemmer sig i buskene for at få et glimt af dig, når du er i bad. De fortæller løgnehistorier om dig, og du kan ikke gøre noget, for med internettet kan enhver taber sidde bag computerskærmen i sine forældres kælder og skrive lige præcis hvad han vil om dig. Det er uhyggeligt. Jeg skal ikke brokke mig, jeg har et smukt liv, det er bare en del af det, forklarer Michael, og fortsætter i en lidt mere munter tone.

- Ved du, hvad berømmelse er godt for? Berømmelse er godt, når du tager til et middagsselskab, og du ikke behøver at smalltalke, for der er altid et emne at snakke om, og folk kommer bare hen og siger „åh, jeg kan godt lide dig!“ Du behøver ikke stå alene ovre i hjørnet til en fest eller snakke om vejret, når du er kendt. Og så er det nemt at få bord på restauranter, siger stjernen med et spøgende smil på læben. Han tøver et øjeblik for at komme i tanke om flere fordele ved berømmelsen.

- Min bedstefar havde problemer med sit hjerte, og gennem mine forbindelser fik jeg ham undersøgt i sidste uge her i L.A. Så det er noget af det, der fedt ved berømmelsen. Man kan bruge sin magt på at hjælpe folk, på velgørenhed, fortæller stjernen, der sætter en ære i ikke at have nykker.

- Jeg har aldrig noget imod at snakke med folk på gaden. Hvor end jeg går, stopper folk mig hvert andet minut, og jeg kan lide det. Jeg kan lide folk, og jeg har ikke noget problem med at snakke. Når nogen kommer hen til mig og siger „jeg kan virkelig godt lide, hvad du laver,“ føles det godt. Det er der ikke noget galt i. Det er kun, når pressen skriver nogle ting, der sårer en, det er noget lort at være berømt.

Michael Bublé kan ikke gå uden for en dør, uden at paparazzifotograferne begynder at knipse billeder af ham. Her er han fotograferet sammen med sin kone Luisana Lopilato, da de besøgte London i sidste uge.

Læs også: »Danske Carsten er en stjerne i Hollywood.