Mette Marie Kjær serverede ”elskovsdrik”: ”Jeg ville virkelig gerne imponere ham”

“Hus til leje på landet.”

Mette Marie Kjær googlede. Hun lå på sofaen i to måneder med hjernerystelse efter at være blevet kørt ned af en flugtcyklist i december 2015.

Der skulle ske noget. Hun skulle væk. Ud af byen. Hun havde haft Sing Tehus i næsten 10 år uden at stoppe op, og nu var der noget, der havde stoppet hende.

“Måske var hjernerystelsen også et udtryk for, at det gik lidt for hurtigt det hele. Det var en reminder.

“Husk lige at se dig for og kigge ind i dit liv.” Det viste sig at være en gave, som det jo tit er, når folk bliver ramt af en krise og kommer ud på den anden side. For mens jeg lå der, tænkte jeg over, om jeg egentlig udlevede de ting, jeg havde lyst til, og var der, hvor jeg gerne ville være,” siger Mette Marie Kjær.

Svaret var nej.

LÆS OGSÅ: 16 år efter kærestebrud: “Det var vigtigt for mig at få taget afsked”

“Jeg kunne mærke, at jeg igen og igen har overhørt ønsket om at komme ud i naturen, hvor der er rum til at dele. Et sted, hvor jeg kunne have atelier, lave te og holde store middage.”

Det stod lysende klart for hende, at hun havde brug for mere tid sammen med sine børn, sin familie og sine venner. Og for at udleve den tekultur, hun havde skabt, i nogle andre rammer.

Et af de første resultater, der kom op i søgningen, var udlejning af slotte og herregårde. Det sted, der var tættest på København, med en times kørsel, var Gjorslev Gods. Og det, der var ledigt til udlejning på Gjorslev, som hun aldrig havde hørt om før, var sydfløjen.

“Da jeg så det her gamle middelalderslot fra 1390, skete der noget i mig. Jeg er selv vokset op på landet, og det appellerede til mig med lidt højere til loftet og store armbevægelser. Så jeg tog ned og kiggede på det og sagde ja på stedet. Det var i februar, og jeg flyttede ind i marts.”

For hvorfor nøjes med et lille hus i skovkanten, når man kan leje en hel fløj på et slot?

“Det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fylde 450 kvadratmeter ud. Før havde der været en virksomhed, som ikke havde bidraget ret meget til stedet, så det var lidt forladt med flagermus, der flakkede rundt. Det trængte til, at der var nogen, der flyttede ind, hyggede om det, satte noget varme på, lavede noget te og spillede noget musik. Jeg havde rigtig god kemi med den daværende godsejer, Peter Henrik Tesdorpf, som var i slutningen af 70’erne på det tidspunkt og savnede noget selskab og nogle naboer i den her del af slottet. Vi blev hurtigt gode venner. Desværre blev han syg og døde halvandet år efter, jeg flyttede ind. Og nu har hans søn overtaget den daglige drift og ejerskabet.”

Liv og glade dage

Stedet trængte i den grad til at blive brugt af mennesker, og det gør det stadig. Mette Marie Kjær kan mærke, hvis hun fx ikke har haft gæster på den øverste etage i et stykke tid. Og derfor sørger hun for, at godset får ilttilførsel, så det kan ånde og får ånd. Også kunstnerisk.

“Rummene har brug for liv, og her er helt anderledes, når der er mennesker overalt i huset, og efter der er flyttet tre katte ind. Det bliver beboet og får sjæl,” siger hun.

“Det er vigtigt, at vi deler ud af de her rammer og historien, der går tilbage til 1390, hvor Margrete 1. forærede jorden til biskoppen Peder Jensen Lodehat som tak for, at han var med til at finansiere hendes drøm om at samle Norge, Sverige og Danmark. Han opførte først det inderste tårn som en borg eller fæstning med tre meter tykke mure af sten fra Stevns Klint. Der er forskellige stilarter, fra gotisk til romantisk, og det har også været kongeligt ejet. Derfor kan man kalde det et slot.”

Hvordan er det at flytte ind i sådan nogle historiske rammer?

“Jeg elsker historie og er meget ydmyg omkring det her sted. Ydmyghed fjerner fokus fra dig selv, fordi der er noget, der er så meget større end små dagligdagsproblematikker, og det er det, de her rammer her kan. Få unødige bekymringer til at forsvinde, fordi man næsten ikke kan være bekendt at gå og spilde sin tid med småting her.”

Man bliver mindet om, at man er lille i det store hele?

“Ja, og at man har fået den gave, det er, at være en del af et sted, der har stået her så længe. Middelalderen var barsk, og når man fx læser Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman om Margrete 1 bliver man mindet om, hvordan det var at være kvinde, barn og bonde på den tid. Nutiden kan selvfølgelig også være hård, men vi er meget privilegerede og har jo et helt andet valg. Som fx, om vi skal flytte på landet. Det er lidt noget pjat, når vi siger, at det er et svært valg, for hvor svært kan det være? Prøv det af, og flyt tilbage igen, hvis det ikke er noget for jer. Det kræver færre ressourcer at bo på landet, så man ikke behøver at tjene så mange penge og løbe så stærkt.”

LÆS OGSÅ: Rikke Hertz fortalte danske topchefer, at de skal ”aflære” én særlig ting – nu står de i kø hos hende

Grøn te er livet

Der kommer klassisk musik fra højttalerne, og der dufter af røgelse og grøn te. Vi sidder i Thonet-stole omkring plankebordet, der soler sig i strålerne, som strømmer ind af de store sprossede vinduer, omgivet af Noguchi-lamper, japansk keramik, kander og teskåle, der står på kaminen. Lyset flimrer og danner vandspejl fra voldgraven udenfor i loftet. Der er ro på.

Mette Marie Kjær taler langsomt og virker, som om hun gør sig umage med den mindste bevægelse og med at veje sine ord. Hun hælder vand op i den lille glaskande med grønne teblade og lader den trække, inden hun skænker op i de små kopper uden hank. Det er som at se en ASMR-video.

“Grunden til, at det kan have så grøn en farve er, at det er helt friskt og produceret for få uger siden,” siger Mette Marie Kjær, der vælger de nicheproducenter, hun samarbejder med nøje og har udviklet sig til lidt af en tekender.

“Det seneste nye er tribal tea fra Japan, der daterer tilbage til, hvordan man lavede te for 2.000 år siden,” siger hun og rækker mig et lille bundt tørrede blade og beder mig dufte til dem.

“Det her” – hun tager en anden klump te formet som et stort hjul – “er presset til en kage, som du brækker et stykke af. Det er topkvalitet. Det varmer hele kroppen og sætter bl.a. gang i blodomløbet. Jeg bliver helt høj, når jeg drikker det. Det smager af træ og lidt jordagtigt og har også en lille smule græs.”

Det bliver hurtigt nørdet, for det tager et helt liv at lære at arbejde med te og finde de producenter, der forstår at forædle den. At lære at drikke og smage på te er lidt som at lære at drikke vin, fortæller Mette Marie Kjær.

“Te er for alle, men vil man være i stand til at skelne de mange fine nuancer, skal man træne sig op til det. Hvis man er optaget af vin, er man jo heller ikke interesseret i det, der kun smager af solbær og kirsebær. Så smager man på et andet niveau og går efter nogle andre noter. Det svære med te er jo ikke at lave det. Du skal bare hælde noget vand over nogle blade. Det er at finde de bedste produkter, som endnu ikke er blevet opkøbt af de få gigaproducenter, som tegner sig for 80 procent af hele markedet. De sidste 20 procent, som stadig er uafhængige tefarmere, er dem, vi samarbejder med, så vi får udbredt kendskabet til dem. Vi er deres eneste chance for at overleve, så vi har et kæmpeansvar.”

Fra kunst til tekultur

Også den livsomvæltning, det var at starte Sing Tehus, begyndte med, at Mette Marie Kjær var tvunget til at være sengeliggende i et par måneder, dengang efter et benbrud. Og da en ven gav hende en tegave – “det lignede noget man kunne ryge og havde intet at gøre med den te, jeg kendte” – og foreslog det som en del af helingen, begyndte hun at interessere sig for te og de traditioner og ceremonier, der knytter sig til det, og tanken om et tehus i København begyndte at spire. Det var i februar. I november havde hun åbnet Sing Tehus, der skulle åbne danskernes øjne for te, på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde i København.

“Jeg ville finde en anden retning med min kunstneriske praksis. Jeg arbejdede som billedkunstner med fotografi som medie, men var også meget interesseret i filosoffen Hannah Arendt, som bl.a. beskæftiger sig med kultivering af samfund, og hvad sker der, når man ikke længere uddanner sig, reflekterer, læser bøger og fører samtaler. Hun mener, at det er en trussel for et samfund, når det stopper med at kultivere sig, fordi vi bliver lettere manipulerbare og mister vores dømmekraft. Hannah Arendts tanker var i flere år omdrejningspunktet for min billedkunstneriske aktivitet, og da jeg lå der med brækket ben og blev introduceret til te, tænkte jeg: “Der er et eller andet her, jeg skal undersøge.” Så jeg begyndte at læse om japansk tekultur og terummet og opdagede, at det er det, vi mangler. Et rum, hvor vi mødes. Det eneste, vi faktisk gør, er at drikke te. Men vi kultiverer os. Fordi vi opbygger en stemning, som gør, at vi bliver bragt i en nærmest meditativ tilstand, åbner vores sind og bliver langt mere modtagelige for, hvad der end måtte banke på. Det kan være undertrykte følelser eller et ønske om at kigge ind i noget mere betydningsfuldt. Og det var det, der skete for mig, da jeg lå der. Teen bankede på og mindede mig om mit behov for kultur og refleksion.”

Hvad har Hannah Arendts tankegang med tekultur at gøre?

“Hendes tekster har banet vejen for, at jeg kunne fortsætte med en praksis, som var meget mere generøs end at producere noget kunst, man kan hænge op på en væg. Jeg var så klar på at komme videre, at jeg med det samme tog en beslutning om, at det var mit kald.”

Halvandet år efter Mette Marie Kjær åbnede Sing Tehus, tog hun til Japan første gang for at mødes med nogle af de forhandlere og producenter, hun samarbejder med.

“Men det sjove var, at jeg havde en følelse af, at jeg kendte det. At jeg havde været der før. Jeg havde helt klart en forbindelse til den kultur.”

Siden har hun været derude mange gange, op til tre-fire gange om året inden corona, har opbygget et netværk og er blevet repræsentant for den skandinaviske tekultur i Japan. Der kom også mange japanere i Sing Tehus for at opleve den skandinaviske tekultur og begyndte at invitere hende til at deltage i arrangementer i Japan.

“Alt, jeg har lært af dem, har jeg haft igennem et skandinavisk filter, så det bliver lidt mere brugbart herhjemme. Jeg har skabt en tekultur med te af høj kvalitet, som de fleste tør gå i gang med.”

LÆS OGSÅ: Lærke Bagger: “Det var et maraton - jeg blev så syg bagefter”

Sænk farten

Det var Mette Marie Kjær, der fik den grønne tebølge til Danmark, udbredte kendskabet til de ædle dråber og fik københavnerne til at skifte cafélatten ud med den skriggrønne matchate. Hun skabte en bevægelse med Sing Tehus.

“Det har helt klart været det, der har været vores fokus. De helt friske grønne teer har et højt indhold af klorofyl og aminosyrer, som giver en rund, blød og lidt sød smag. Aminosyrer er et aktivt stof, der virker beroligende på centralnervesystemet, så vi sænker skuldrene samtidig med, at aktive stoffer stimulerer enzymerne i fordøjelsen og en masse andet positivt, alt imens vi bare sidder og trækker vejret, slapper af og drikker te.”

Vi er tilbage til det der med at sætte farten ned.

“Teen har en afslappende virkning på vores sind. Vi skruer intuitivt ned for tempoet, når vi skal drikke en kop te og trækker vejret roligt og helt ned i maven. Og det er også først der, vi bliver modtagelige over for teens aktive stoffer. Te er ikke et quickfix, som vi bare hælder indenbords. Kroppen har brug for tid, og te har brug for tid til at gøre sit arbejde. Og jeg tror det er derfor, vi forbinder te med sundhed. Fordi vi er nærværende og giver os selv tid.”

Hvis du spørger Mette Marie Kjær, er der nærmest ikke grænser for teens positive egenskaber. Den har også vist sig at være lidt af et forførelsesmiddel. En elskovsdrik faktisk. Det var nemlig også den, der førte hende sammen med hendes kæreste gennem tre år, Jonathan, som også er kunstner og bl.a. laver små vaser og andre miniatureobjekter i keramik.

De mødtes for seks år siden i Sing Tehus.

“Han kom ind i butikken, og han forstod bare stedet og var sådan, wauw. Han spurgte, om jeg ville servere ham “the finest green tea,” og det gjorde jeg så, en gyokuro. Han havde aldrig smagt noget lignende, og jeg tænkte bare, “Yes, jeg gjorde det,” for jeg syntes, han var så fantastisk og ville virkelig gerne imponere ham.”

Det lykkedes. De tilbragte tre dage sammen, inden han tog tilbage til London, hvor han kommer fra, og så så ikke hinanden i tre år. Men de skrev sammen, og deres relation udviklede sig stille og roligt.

“Da vi besluttede os for at ses igen, vidste vi begge, at det ikke ville blive et kortvarigt møde, så efter frem dage sammen her på godset, besluttede vi, at han skulle flytte til Danmark,” fortæller Mette Marie Kjær.

I dag bor de sammen på Gjorslev Gods og fylder rummene ud med tekultur, kunst og hverdagsliv.

“Det første år boede jeg både her og i København, men siden coronapandemien startede, har vi kun boet her, og efter vi har opgivet vores københavnerbolig, har vi indtaget det mere og mere med bøger og personlige ejendele. Den store flotte røde stue derinde er blevet til fjernsynsstue og pejsestue, hvor vi hygger med kattene og en kop te.”

Mette Marie Kjær har holdt jul på Gjorslev to gange. Første gang fik de 24 gæster, en blanding af familie og venner, ved midnatstid besked på at tage deres rødvinsglas og gå over på slottet, og så var der technofest hele natten. De skal også holde jul der i år, hvor Jonathans forældre og bror kommer fra London.

“Og om et par uger skal jeg holde forsinket 50-års fødselsdag med en lille koncert i koncertsalen ovre på slottet, japansk teceremoni og stor middag om aftenen. Man får bare lyst til at give af det her sted,” siger hun.

Og Gjorslev giver igen. Kunsten har altid haft gode udfoldelsesmuligheder på godset, hvor kunstnere kommer på besøg og ofte bliver hængende, indspiller en plade, maler et billede, giver en lille koncert, og på den måde giver de tilbage til stedet.

“Min ven Alexander Tovborg, som er maler, lå i en uge på sofaen i Pompei-rummet inde ved siden af og kiggede op i loftet og analyserede og tegnede de der bittesmå fabelfigurer (som Bertel Thorvaldsen har malet, red.).”

Det er også i Pompei-rummet, hun holder teceremonier og tager folk med ind i en anden verden.

Verdens bedste sted

“Det eneste jeg gør, er at sidde på gulvet og lave noget te til dem. Men jeg bringer dem nærmest ud i en helt anden galakse. Det er ikke, fordi jeg har overnaturlige evner. Men jeg evner at skabe en særlig stemning derinde, som ikke var der, da jeg flyttede ind, hvor der var dødt, koldt og menneskeforladt. Jeg flyttede ind med et ønske om at bruge den her loftshøjde til at dele det, det er at være menneske og vores behov for at blive berørt. Det er det, jeg kan, og derfor savner jeg heller ikke at være billedkunstner. For jeg kan mærke, at det her giver meget mere mening. Jeg skiftede fotografiapparatet ud med te for at gøre noget for andre og sætte dem i forbindelse med noget, de har brug for at blive forbundet med. Det er meditativt.”

Så du er et medie, der kan hjælpe folk et andet sted hen?

“Ja, og forhåbentlig også inspirere dem til at forfølge deres drømme, som fx at flytte på landet. Det er ikke så svært, men nogle gange kræver det, at man kommer i kontakt med et eller andet, ligesom jeg selv gjorde, da jeg brækkede benet og slog hovedet og pludselig kunne se, at der er noget, der er større end at holde hamsterhjulet kørende.”

Hvad drømmer du selv om?

“Jeg vil gerne bruge mere tid på nye teer og er begyndt at lave teceremonier hernede efterfulgt af frokost. Jeg vil også tage mine teretreats videre og introducere noget til hovedet, filosofi og talks, der kan lære os noget, vi har brug for at vide, samtidig med, at man får serveret fantastiske teer.”

LÆS OGSÅ: "I min alder er mændene enten døde eller gift, så der er virkelig langt mellem snapsene"

Mette Marie Kjær drømmer også om at rette endnu mere af sin energi mod øst og skænke opmærksomhed og te til dem, der har lært hende kunsten at lave te.

“At skabe et netværk, der giver bedre betingelser for små tefarmere, så de ikke skal kæmpe så hårdt for at få afsat deres te, og sikrer, at vi betaler det, vi bør for teen, og at forbrugeren kan læse om teplantagen. Vi har brug for mere transparens, så de små farmere kan forblive uafhængige, og det inkluderer en ny certificering. Mange er ikke certificeret, da det er en bekostelig affære, men de producerer både økologisk og efter naturlige landbrugsprincipper med respekt for biodiversitet,” siger hun.

“Og så kunne jeg godt tænke mig at give tilbage til Asien. Jeg vil gerne åbne et sted i Tokyo og finde mig et lille hus i bjergene, hvor jeg kan tage ud og være noget af tiden.”

Det handler om hengivenhed. For når man lærer at give sig hen, bliver man også bedre til at give. Og dele.

“Min mission er at gøre noget godt. Det er ikke for at hævde mig selv, men jeg har set, at det gør en forskel. Jeg elsker at møde nye mennesker, hvor man glemmer tid og sted, og har det, som om de er de mest betydningsfulde i ens liv lige i det øjeblik, fordi det er vigtigt. Og så går man ud i verden og giver den oplevelse, man lige har haft, videre. Jeg tror, at det gør verden til at bedre sted.”