Maren Uthaug: "Jeg blev rasende og sparkede døren ind til chefen"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en lille grusvej uden for vores hus i Kautokeino i Nordnorge. Byen havde kun én asfalteret vej, hvor jeg kunne stå på rulleskøjter, da jeg blev gammel nok til det. Det var et hjem fyldt med mennesker og nationaliteter. Der var altid nogen, der boede hos os.

LÆS OGSÅ: Forfatter Sarah Skyt Persson: "Jeg mærkede et massivt forventningspres"

– Vi havde en japansk au pair, der lærte mig og min søster japanske sange, og så boede der tit samiske damer, fordi min mor var sociolog og arbejdede på at lære dem at væve. Hun var meget interesseret i de gamle samiske håndværk og syntes, at det var ærgerligt, hvis de gik tabt. Min far, som var same, bidrog mest med sine drukvenner, så da jeg var ni år, skred min mor fra ham, og vi flyttede til Sønderjylland.

Dit livs omvej?

– Det var sommer, da vi kom til Sønderjylland og meget varmt. Jeg ejede ikke et par shorts, så vi måtte i Kvickly og købe et par til mig. Jeg havde kun uldtøj. Jeg blev mødt med nysgerrighed fra de andre børn, som syntes, jeg var spændende. Det kunne være gået helt galt, for jeg havde både briller og talte mærkeligt, men jeg fik hurtigt veninder.

– Jeg skiftede ofte skole, for det gjorde man jo bare dengang i 80’erne. En af gangene satte min mor mig endda bare af foran en ny skole, og så skulle jeg selv finde kontoret og gå ind og sige ”hej, jeg er den nye”. Min mor har heller aldrig smurt en madpakke til mig. Det måtte jeg selv gøre. Ja, vi er virkelig pylrede i dag i forhold til dengang.

Din levevej?

– Min mor skabte altid sine egne job, og da vi kom til Danmark, lavede hun nogle projekter, hvor hun satte flygtninge i arbejde. Jeg er derfor vokset op med, at det er en selvfølgelighed at skabe sit eget arbejde. Jeg har prøvet at arbejde i reklamebranchen, men jeg kan ikke med de faste arbejdstider. Hvad hvis jeg lige er træt der? Jeg er meget mere produktiv, når jeg ejer min egen tid.

– Det tog mig mange år at samle mod til at skrive en roman, for jeg tror ikke, jeg tog mig selv seriøst nok. I 20’erne var jeg fuld, i 30’erne fik jeg tre børn, så derfor var jeg blevet 40, da min første roman kom. I dag tegner jeg striber til Politiken, holder foredrag og skriver romaner. Jeg prøver ikke at tage mere arbejde ind, for så ender det med, at jeg taber pusten. Det gælder også de små sjove opgaver, hvor jeg tænker: ”Det kan jeg da godt lige tegne”. Det går galt hver gang.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg har været nede at ligge mange gange, men jeg kommer altid op igen. Det keder mig at ligge der og rode rundt. Jeg er heller ikke typen, der tuder, for det er så passivt. Jeg bliver psykopatisk rasende.

– For eksempel da min ældste datters far og jeg gik fra hinanden, sagde jeg til ham: ”Nu kommer jeg til at hade dig i en måned”, men efter en måned var jeg færdig med alt det raseri. Vrede virker godt for mig, men Allan bliver tit træt af det.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Allan, som jeg mødte på en blind date. Jeg havde faktisk mødt ham tidligere til fest hos en fælles ven, Karl, men det kan jeg ikke huske. Et halvt år senere var både Karl, som er homoseksuel, og jeg singler, og vi besluttede os for at gå i byen og score. Vi lavede den aftale, at hvis ikke en af os scorede, skulle vi gå hjem og have sex sammen.

– Det havde ingen af os lyst til, så til sidst ringede Karl efter Allan, så han selv kunne få lov at gå på homobar. Så stod Allan der. Han var 24 år og boede i en kælderlejlighed i Aarhus. Jeg var 30, havde et barn og en lækker lejlighed i København og havde ligesom regnet med, at jeg var færdig med udtrådte kælderlejligheder.

– Jeg troede, det bare var for sjov med mig og Allan, men han lænede sig tilbage og ventede på mig. Fra det øjeblik jeg sagde ja til at være kæreste med ham, gik der en måned, så var jeg gravid igen. Jeg er typen, der brækker mig i månedsvis, når jeg er gravid, og jeg havde et lille barn i forvejen, så Allan fik sin sag for. Jeg fik tre børn inden for fem et halvt år.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har ikke nogen, jeg ringer til, når det hele braser. Jeg læser meget og henter hjælp i romaner, hvor man får indsigt i andres livsforløb. Jeg kan godt lide det med at se hvilke valg, der fører personerne hvorhen.

Hvornår føler du dig på afveje?

– Det gjorde jeg i reklamebranchen, hvor jeg kom til at arbejde, efter jeg var droppet ud fire-fem år henne i teologistudiet. Reklamebranchen lærte mig at være sjov på kommando og overholde en deadline, og det er bevendt i mit job i dag. I en årrække tjente jeg da også gode penge i reklamebranchen, men en dag fandt jeg ud af, at min mandlige kollega fik 10.000 kroner mere om måneden end mig. Jeg blev rasende og sparkede døren ind til chefen og bad om at få det samme.
Det fik jeg, men det var et patriarkalsk lortested, og efter to måneder var jeg stadig sur.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg valgte det usikre liv, da jeg sagde op på reklamebureauet lige inden, jeg regnede med at blive gravid. Folk sagde, jeg var åndssvag, men jeg har fået tre børn uden at have haft betalt barselsorlov. Jeg var så træt af, at jeg ikke kunne stå på rulleskøjter klokken 11, når vejret var godt, så jeg valgte det kaotiske liv uden fast indkomst. Jeg solgte min bil og droppede alle store udgifter. Heldigvis har mine børn altid kunnet sove om dagen, så jeg kunne arbejde, og hvis du træffer et aktivt valg om aldrig at vaske op eller gøre rent, er der masser af tid til at arbejde.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: ”Vi gik i parterapi, fordi vi skændtes som sindssyge det første år”

– Nu kunne jeg endelig stå på rulleskøjter om formiddagen, og jeg tjente endda flere penge som freelancer. Da finanskrisen kom, blev jeg sparet væk hos alle mine kunder. I mange år levede vi fra hånden til munden. Jeg kan huske engang, jeg gik med to små børn i barnevognen og en tredje, der stod på et bræt foran. Da jeg gik over et fodgængerfelt, kunne jeg pludselig se det ene hvide hjul trille af sted foran mig. Så forbarmede min mor sig og købte en ladcykel til os.

Vejen til hvor du bor nu?

– Vi bor på Frederiksberg i et hus, vi købte inden krisen. Vi er de lalleglade typer, der ikke tager tingene så seriøst, og det første halve år boede vi i kælderen to voksne, tre børn og alle kattene. Ungerne skulle i skole, kattebakkerne skulle skiftes, og der var ikke rindende vand. Jeg sad bare i sofaen og havde ikke vasket hår i en evighed. Der stank så meget, at da min søster kom på besøg, troede hun, en af kattene havde skidt i et hjørne.

– Alt i huset er noget, som Allan har bygget, når han har tid, og møblerne er gammelt skrammel, vi har arvet. Ovenpå bor min veninde Mette med sine to børn. Vi spiser tit sammen, og så har jeg ovenikøbet også lige lejet et sommerhus ved siden af Mettes næste sommer. Det fungerer rigtig godt, og vi har haft forbavsende få kriser.

Hvornår i livet har du skudt genvej?

– Da jeg mistede alle mine kunder i 2008, begyndte jeg at blogge og tegne striber. I 2013 havde jeg en roman, som næsten var klar til udgivelse, da jeg sendte 15 striber ind til Politikens tegneseriekonkurrence. Jeg vandt, og så har jeg faktisk haft fast arbejde med at tegne for Politiken siden.

– Striberne var egentligt min overspringshandling, men nu har jeg gjort dem til mit arbejde. Da jeg havde vundet konkurrencen og udgivet min første roman, begyndte jeg at søge legater til at skrive mere. Faktisk havde jeg jo mere brug for legaterne før. Men hvis jeg ikke havde mistet alle de kunder, havde jeg aldrig sendt de striber ind til Politiken.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mig, der bestemmer. Hvis Allan synes noget andet, glemmer jeg tit at interessere mig for det. Han er også bare så langsom, at jeg ikke altid kan vente på at finde ud af, hvad han synes. Han er en sindig rolig jyde. Til gengæld laver han mange regler for, hvornår man skal gå i seng, hvornår man skal spise og se tv.

LÆS OGSÅ: Kaspar Colling Nielsen: "Jeg var i mange år bange for at ende på gaden som sindssyg hjemløs"

– Det er en rigtig god ide, men jeg glemmer altid hans regler, og når han så kommer sent hjem, ligger børnene og jeg og ser tv og har glemt at gå i seng. Jeg tog engang alle tre børn med til Lady Gaga-koncert i Herning. Jeg havde glemt, hvorfor man ikke tager en seksårig med til den slags, for hun kunne jo slet ikke holde sig vågen. Da koncerten var slut, bar jeg to sovende børn ud i bilen. Jeg kan godt grine af det i dag.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Lige nu handler alt om at få min roman færdig. Jeg sidder i et kontorfællesskab på Nørrebro, og jeg kommer nærmest kun hjem for at spise. Bogen hedder En lykkelig slutning og handler om en bedemandsslægt i otte generationer. Der er en nutidig hovedperson, og så går man bagud i historien til den første generation i 1790’erne for at forstå slægten, og hvorfor de er, som de er. Jeg sidder og piller i teksten hele tiden.

– Det er ligesom at kigge på sig selv i et spejl med meget lys på, og man kan kun se de store porer. Jeg kan kun se dårlige sætninger i bogen lige nu. At udgive en bog er ligesom at føde et barn uden bedøvelse. Derudover brænder min hjerne sammen, og jeg forstår ikke, hvad mine børn siger. Jeg ringer hele tiden og skælder min redaktør ud og prøver at gøre alting til alle andres problem. Jeg lider ikke i stilhed, men Allan siger, at jeg er sådan her hver gang, jeg udgiver en bog.